Skanderborg Festival 2012: Torsdag

Foto: Simon Lei Fredslund

Torsdag bød bøgescenen på flere spændende navne, nye som gamle, men som det måske ofte ender, så var det de små og uventede, der overraskede, mens de store om ikke skuffede, så manglede gnist og gejst.

Torsdagen startede for langt de fleste dog ikke på festivalpladsen, men rundt om i telte og lejre. Solen stod højt på himlen, temperaturen sneg sig godt op i 20erne, og der var dømt sommer og sol. Og ægte festivalstemning, når den er bedst. Og det smittede også af på stemningen på pladsen, der var tilbagelænet og sløv de første mange timer. Folk hyggede sig i solen, drak øl og hørte et sted i horisonten musik. Men primært, så hyggede de sig og drak øl.

Vores første act torsdag var Tue West, som de fleste nok kender fra storhedstiden som popidol, men som de senere år har bevæget sig – noget utraditionelt – mod det mere alternative og dystre. Til dagens koncert var West ikke alene, men feat. Jaruni, Moura and Wesko (JMW). Det betød, at der var tre på scenen – og det var så langt fra en Tue West-koncert feat. et andet band og langt mere en dobbeltkoncert, hvor sammenhængen mellem de to bands var noget uklar, selvom der blev snakket noget om, at West var bag lyrikken for det andet band. Lidt research viser, at West har udgivet med JMW og samspillet var også glimrende. JMWs univers er drømmende og dystert, Claus Funch og Emma Flemings vokaler supplerer hinanden smukt, men de kæmpede med at få publikum med sig – som jo var kommet for at se West. Lidt falsk varebetegnelse kunne man fristes til at sige. Og det må have været et noget skuffet publikum, både for de, der elskede den ‘gamle’ West og os, der er faldet for den ‘nye’. De gamle numre blev leveret i nye, enten mere støjende eller mindre melodiske versioner fx “Kvinden og lottokuglerne” (der har homoerotiske undertoner ifølge West, say what), og fra nyeste (glimrende) soloudspil var der kun få sange, herunder dog en fængende version af “Vi lægger ingenting i dage”. Tue West er blevet voksen og følsom, det klæder ham – og JMW klæder ham, men i festivalsammenhæng var det fejlcastet.

Tue West spillede på Rytmehans-scenen, som er Smukfests anden største, men som desværre ikke fungerer helt godt. I hvert fald ikke i dagtimerne, hvor det er en noget utaknemmelig tjans at spille der. Området er ikke synderligt hyggeligt, scenen meget høj, eftersom publikums indkig-muligheder ikke er optimale, men det går også ud over intimiteten – og hvor festivalen generelt slår sig på at være hyggelig og smuk, så er Rytmehans nok festens mindst hyggelige. Men det var en bikommentar, som dog leder godt op til, hvorfor de fleste af torsdagens positive oplevelser var i P3-teltet, hvor intimiteten er i top – og hvor den overdækkede plads klart hjælper hyggen på vej i solskin.

Og på P3-scenen var et af dagens første acts The Eclectic Moniker, som sidste år vandt Karrierekanonen og siden har udgivet debutalbum og været i A-rotation på P3 med flere numre. The Eclectic Moniker spiller caribisk inspireret lalleglad pop, som ikke kan andet end at skabe stemning – og det var også imponerende, hvordan forsanger Frederik Vedersø var omdrejningspunktet for en af festivalens til nu største fester. Der blev danset og hoppet med på “Easter Island” og “Going to Paris”, mens tempoet blev holdt højt fra scenen, hvor det også var tydeligt, at glæden over den fagre nye verden og karriere endnu ikke er steget de syv unge drenge til hovedet. Forfriskende – også selvom at calypsorytmerne ikke er et hit hos undertegnede. På de mere nedtonede sange viste Vedersøe og band også gode takter, som burde få en til at gennemlytte debutalbummet, hvis det er glippet.

På Bøgescenerne var en af torsdagens topscorere, hvad publikum angår, Tim Christensen, der på en festival som Smukfest har gode odds på grund af den meget brede aldersspredning blandt publikum, og der var da også dømt fællessang til sange som “Love is a Loser’s Game”, “Superior”, “Love is a matter of…” og “Happy ever after”. Det er svært at være upartisk, når man ikke er den store Tim Christensen-fan, men for mig var hans optræden rutinepræget og uinspireret. Musik skal begejstre og røre, ikke være en metervare. I hvert fald ikke altid. Hatten af for de mange hits og evnen til at give publikum det, de vil have – hvilket igen ikke er lige så nemt, som det lader til. Showet var velkomponeret med rette mængde hits på rette tidspunkter. Og publikum taknemmeligt under de grønne bøgegrene.

I en ganske anden og meget mere snæver boldgade var I Got You On Tapes optræden i P3-Teltet. Det er snart en del år siden, at jeg på Rust oplevede det dengang u-udgivne band give en to-tre numre for så at udvandre med ordene “Jeg kan ikke i dag”. Forsanger Jacob Bellens har siden fået styr på sindet, og bandet har udgivet tre album, samt vundet P3-prisen i 2010. Sidste store hit “Church Of The Real” har da også haft fast spilleplads på P3 i længere tid, og det var da også andet nummer i dagens optræden, og hvor det satte gang i publikum og stemning og energi. Det er altid spændende at opleve et indadvendt band i en udadvendt sammenhæng. Bellens er hyggelig i ordets bedste forstand, og han har en stemme, der kan slå de fleste andres, men sceneoptræden er der ikke meget af. Til gengæld så var det en oplevelse at se trommeslager Rune Kielsgaard, som levede sig ind i musik og optræden og med sit insisterende blik og bevægelser var svær at få øjnene fra. Der blev leveret en god portion numre fra alle bandets tre album, herunder “Run From The Rain”, “Somersault”, “Spinning For The Cause” og “Ace In The Hole”. Og alle i samme selvsikre stil. Tak for det.

Torsdagens hovednavn var engelske gendannede Blur, som har annonceret, at koncerten på Smukfest er tredjesidste i karrieren, der slutter søndag til afslutningen af OL i London. Om det passer, skal man ikke kunne sige. Tilslutningen til det gamle britpopband var enorm, måske præget af, at festivalens andre alternativer ikke var prangende (Aura og F.U.K.T) på samme tidspunkt, måske bare præget af, at det føltes som en lidt historisk begivenhed at opleve Damon Albarn og crew i hopla. Og hoppet blev der, da bandet gik på og lagde hårdt ud med “Girls & Boys”, som bragte os tilbage til slut 90’ernes britpopscene, som Blur i den grad dominerede. Men kvaliteten var svingende – heldigvis blev der plads til alle de store, fra “Parklife” over “Beetlebum” og legendariske “Song 2” til “Country House”. Men det var iblandet en masse improviseren og ligegyldighed, eller måske var det bare som om, at aftenens gig skulle overstås for det britiske band, der også 20.58 efter knap en times perfomance gik af og lod vente på sig i forhold til at komme igen, hvilket de dog heldigvis gjorde – med en skizofren blanding af skæve numre fra “Think Tank” og hittene “The Universal” og “For Tomorrow”. Albarn fulgte da også ekstranumrene op med bemærkningen: “As you might have noticed, we suffer from a certain kind of schizofrenia – Thank you for bearing with us”. Og det gjorde vi så, mest fordi det var en afsked fra et legendarisk band, men også fordi det var en varm sommeraften i Skanderborg. Om publikum et andet sted havde været lige så overbærende, kan man tvivle på.

[nggallery id=157]
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.