SXSW 2010, Austin, Texas

The Good The Bad på SXSW 2010 (Foto: Camilla Buchardt)
The Good The Bad på SXSW 2010 (Foto: Camilla Buchardt)

Musikmaraton i Texas – hvor indie møder fremtiden

Tekst og fotos: Camilla Buchardt
1800 livebands på under en uge. Austin kalder sig ikke verdens ’live music capital of the world’ uden grund. Byen har flere spillesteder pr. indbygger end nogen anden by i USA. Og under den årlige toneangivende film- og musikfestival SXSW lever byen i den grad op til sit slogan med en blanding af over 1800 både små, store, mega-hypede og upcoming musiknavne fordelt på 5 dage.

Koncert på koncert afløses af endnu en koncert, en uofficiel fest, som afløses af en showcase, som afløses af endnu et dayparty. Rock, folk, metal, country, electro, punk og pop i én skøn blanding. Overvældende, uoverskueligt, sjovt, berusende, larmende, og, i små glimt, rørende.
Et blik tilbage på en hektisk uge:

Tirsdag

Lander til ’Film Closing/Music opening party’ på Maggie Mae’s omkring kl. 20:30. Lang kø nedad 5th Street. Løftet om gratis mad og drinks lokker mange både branchefolk, journalister og musikere til. Mens rockbandet Alpha Rev spiller i stueplan, står journalister og musikere med læderjakker og sorte hættetrøjer på den udendørs terrasse på første sal og mæsker sig i en blanding af nachos, linse-salat og en form for ’wraps’ med skinke. Yehaa – så er festen i gang!

Som på de fleste andre venues i Austin, er det et blandet publikum. Rockstjerner, upcoming filmfolk, journalister, lokale musikelskere, tilfældigt forbipasserende blander sig med hinanden. I et hjørne forsøger en fyr fra Californien at imponere en pige med et øldåsetrick, alt imens folk i stueetagen samler sig foran scenen, nikker anerkendende, mens Casey McPherson, forsangeren i Aplha Rev, bryder ud i endnu et dybfølt føle-rock-omkvæd. Ikke hverken banebrydende eller hipt, men ærligt og sikkert leveret, og SXSW er skudt i gang.

Onsdag

24 grader, stærk eftermiddagssol og en vanvittigt lang kø foran den store parkeringskælder på Red River Street. Den amerikanske pop/rock-duo Broken Bells, bestående af Danger Mouse og The Shins-frontmand James Mercer, der fandt sammen på Roskilde Festivalen 2004, går på om lidt. Køen rykker sig ikke, og da de begynder at spille må omkring et par hundrede tage til takke med en plads på den forkerte side af hegnet. Vi når aldrig ind, men hører et par numre fra vejen. De åbner med mega-hittet “High Road”, som også har været i flittig rotation på P3. Folk jubler inde fra parkeringskælderen med det lave loft, mens folk udenfor klynger sig tæt op til hegnet. Alt er godt.

Surfer Blood på SXSW 2010 (Foto: Camilla Buchardt)
Surfer Blood på SXSW 2010 (Foto: Camilla Buchardt)

På vej tilbage nedad Red River Street spiller et band Beatles cover-numre på Jaime’s Spanish Village. Austin er i sandhed en usnobbet blanding af lidt (meget) af det hele. Foran pladeforretningen Waterloo, ved krydset af 6th og Lamar, skråt over for Wholesales Food, er der i løbet af eftermiddagen en række af de mange uofficielle koncerter. Vi når heldigvis derhen, lige inden Surfer Blood går på. De lever op til deres navn, da guitaristen blot efter et par numre har spillet sine fingre til blods, og jeg er helt solgt til de her fire Florida-drenge (fem i liveudgave med Marcos Marchesani på keyboard/percussion). Poppet, glad og uprætentiøs surfer-rock, som det er svært ikke at holde af. Den lidt kejtede forsanger John Paul Pitts, der også er manden bag de fængende melodier, ser så ung og sød ud, og man får så meget lyst til at gå på College i Florida og hænge ud med de her fyre i kantinen og følges med dem til prom night. ”We are playing again tonight. You don’t have to come, if you don’t want to”, lyder det fra John Paul Pitts efter sidste nummer.

Om aftenen går turen videre til Emo’s Jr. og ’The Strange Boys’, som viser sig at være både, nå ja, underlige og charmerende. Forsangeren, Ryan Sambol, er en ung, spøjs punk-nørd-udgave af James Dean, med sovekammerøjne og cowboybukserne hevet god op om livet. Hans stemme er hæs og knækker konstant over i underlige lyde. Helt sikkert ikke noget, han ville få godkendt hos sin stemmepædagog. Det er blevet sagt om ham, at han ’ligner en herreløs hund og har en stemme som en baggårdskat’, og det rammer det egentlig ret godt ind. Musikalsk er det en blanding af garagerock, country og punk. En charmerende blanding, selvom Sambols nærvær ikke er overvældende.

Vi bliver og hænger ud til den canadiske singer-songwriter Basia Bulat, der går på klokken 22. Hun lyder som en slags hvid pendant til Tracy Chapman. Behageligt, og så alligevel i længden lidt trættende.

Torsdag

Small Black på Club de Ville til Insounds dayparty. Klart et af festivalens højdepunkter. Med deres drømmeagtige, stemningsfulde synth-pop/rock stråler de om kap med solen, der skimtes i kanten af den hvide teltpresenning, der omgiver dem og publikum. Musik, der giver en lyst til at blive forelsket. Måske i dem. Måske i Leonardo De Caprio look-alike keyboardspilleren Ryan Heyner, hvis øjne matcher hans lyseblå t-shirt. Eller bare forelsket i en eller anden. Tage på sommerferie, køre ud i det blå og ikke vide, hvornår man vender tilbage. Her er der ingen rock star attitude, indie-overskæg eller sorte læderjakker. Men masser af indlevelse, stemning, duft af vådt sommergræs, lange, lyse nætter, knuste hjerter og store drømme. Åhhh.

Om aftenen hører vi hypede She & Him på Cedar Street Courtyard. Inden de går på, fortæller en mand fra scenen, at bandet har frabedt sig at få taget billeder. Bandet går på, og Zooey Deschanel er som altid på én gang charmerende, sødmefuld og femme fatale, men viste også sin lidt krukkede side, da hun tog foto-temaet op mellem to numre: ”Kan vi tale lidt om det her med kamera og blitz? Hmm, måske.. måske skulle man bare lade være. Så ville I være mere cool. Og folk ville synes, I var mere cool. Måske bliver vi blinde, det ville ikke være så godt.”
M. Ward ser næsten lidt arrogant ud. Måske er det blitzlyset, der gør, at han hele tiden blinker og kigger væk. Måske han rent faktisk er ved at blive blind. Men man overgiver sig alligevel. De er et cool par, og kører rockstar-stilen hele vejen, da de løber ud af scenen, op på balkonen, og ud i natten, mens resten af bandet afslutter sidste nummer.

Californiske Delta Spirit overrasker positivt på Emo’s senere på aftenen. Ikke mindst pga. den karismatiske forsanger Matthew Vasquez.

Fredag

The Asteroids Galaxy Tour (Foto: Camilla Buchardt)
The Asteroids Galaxy Tour (Foto: Camilla Buchardt)

Fredag står den på dansk musik til Danish Dynamite dayparty med blandt andre WhoMadeWho, Kashmir, Efterklang, The Asteroids Galaxy, Spleen United og The Good The Bad. Rammen med 23 grader, sol og gratis øl er perfekt, og de gør det alle godt, selv om sættene er meget korte, og der er en del knas med lyden især under Spleen Uniteds koncert. Vi møder en journalist fra Los Angeles Times, der er her primært for at tjekke Efterklang ud. Det er der en del, der er.

Om aftenen hører vi Band of Horses, svenske JJ, Holly Miranda (http://www.myspace.com/hollymiranda) og The XX i Central Presbyterian Church. En smuk og stemningsfuld aften, selv om JJ skuffer en smule med en lidt uoplagt Elin Kastlander. ”Can I make it better? Spørger Romy Madley Croft fra The XX i den sørgmodige og inderlige ’The Shelter’. Og da folk rejser sig fra kirkebænkene og går ud i natten, er det vist meget få, der kan svare ja til det spørgsmål.

Lørdag

Who Made Who på SXSW 2010 (Foto: Camilla Buchardt)
Who Made Who på SXSW 2010 (Foto: Camilla Buchardt)

Lørdag vælter vi ind på Encore, lidt ved et tilfælde, lige inden WhoMadeWho går på. Vinden og den bidende kulde når også ind foran scenen, hvor vi finder en plads. ”I can’t get no satisfaction”, påstår Tomas Barfod, Tomas Høffding og Jeppe Kjellberg. De ser nu ellers ud til at have en fest på scenen, og publikum er med dem, og da koncerten er slut, er der en del, der spørger sig selv og hinanden: ”Who are these guys??”

På hotel Hilton ikke langt derfra chatter branchefolk håbefulde musikere op og omvendt. I baren sidder en lokal mand og spiser aftensmad. Han gik fra konen for et par måneder siden og har boet på hotellet siden. ”She had some issues”, forklarer han. For ham er SXSW mest noget for folk, der ikke bor i Austin.

Fem intense dage og en masse eventyrlig og underlig musik toner så småt ud. Jeg missede desværre festlige Fool’s Gold fra Californien og hollandske Laura Jansen og ja, hundredvis af andre navne. Men det gør ikke noget. Jeg lod mig overraske og tilslutter mig både før og nu byens uofficielle slogan: ’Keep Austin Weird’.

Tags from the story
,

Skriv et svar