Tuska Festival 2011 – Helsinki, Finland

At The Gates på Tuska Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Metal “Fucking” Helsinki

Finnerne har altid været kendt for at have et godt metalhjerte, hvilket bl.a. ses i deres ekstremt store output af bands inden for genren. Metalgenren gør sig også ganske fint på den nationale albumhitliste, så hvad volumen og kvalitet angår, giver landet sine svenske naboer i vest kamp til stregen. Da muligheden for at drage til metalfestival i Helsinki bød sig, takkede Diskant.dk ja, og tog et smut til Tuska Festival, som siden 1998 har samlet fans af den hårde musik fra hele verden. Festivalen forløb over 3 dage, men desværre tillod undertegnedes tidsplan kun et besøg i løbet af fredagen.

Tuska Festival havde fået samlet et imponerende lineup, og hvor der med Wacken Open Air i Tyskland hvert år følger et hav af dårlige tyske 80’er levn som Helloween, Doro og Kreator, så slipper man stort set for den slags ved Tuska – stort set, fordi Blind Guardian lige havde sneget sig ind i programmet. Tuskas program bød over de tre dage bl.a. på Katatonia, Amorphis, Electric Wizard, Arch Enemy, Witchery, Enslaved, Meshuggah, Kvelertak og Amon Amarth. Det største scoop for festivalen, lå dog i to koncerter med henholdsvis At The Gates og Spiritual Beggars, der begge ikke spiller ret meget live. At The Gates spiller denne sommer helt eksklusivt fem koncerter – de første efter deres reunion i 2008 – og Spiritual Beggars har heller ikke spillet mere end en lille håndfuld koncerter i forbindelse med udgivelsen af sidste års Return To Zero.

Da jeg ankommer til festivalpladsen, der ligger lidt uden for centrum på et nedlagt industriområde, er Bulldozer i gang med deres sidste nummer på den næststørste scene. Jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndene over de italienske koryfæer, der har eksisteret siden starten af 80’erne. Forsanger AC Wild er klædt i en sort kappe, og står bag en blodindsmurt talerstol, hvorfra han råber sine tekster. Det virker mildest talt en smule kikset, men så er festivalen da skudt i gang med et smil.

Næste levende billede på programmet er svenske Arch Enemy, der tydeligvis er ret så populære i Finland. Allerede inden første tone er slået an, har der nemlig samlet sig en betydelig mængde fans foran scenen, og det ser ud som om kasseapperatet i mercendise-boden har glødet forud for koncerten, for der er godt nok mange Arch Enemy shirts at spotte.

Arch Enemy på Tuska Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Bandet går på scenen til introen fra seneste udspil Khaos Legions (2011), og sætter i gang med “Yeasterday Is Dead And Gone” fra samme plade. Bandet er iklædt ens uniformer, og der er ikke en finger at sætte på det visuelle udtryk. Angela Gossow er virkelig en karismatisk frontfigur, og forstår at få det i forvejen tændte publikum endnu mere med. “Revolution Begins” fra Rise Of The Tyrant (2007) fortsætter løjerne, og sjovt nok er det eneste nummer fra den plade vi får høre den aften, mens der ikke er et eneste nummer fra efterfølgeren The Root Of All Evil (2009). Derimod er der ud over numre fra Khaos Legions lagt vægt på materialet fra starten af “0’erne” med pladerne Wages Of Sin (2001), Anthems Of Rebellion (2003) og Doomsday Machine (2005).

De to brødre Michael og Christopher Amotts teknik kan man ikke sætte en finger på. De supplerer perfekt hinanden og går i tide og utide over i Maiden-like twin guitars. Til tider kammer det over, og der bliver lidt for meget heltemetal over det, men der er heldigvis kun tale om få passager.

“Ravenous” og “My Apocalypse” sætter endnu mere ild i det tændte publikum, og skulle man være i tvivl om, hvor varmt der er i Helsinki her midt på dagen, slår Angela Gossow fast, at Tuska uden sammenligning er den varmeste festival, de har spillet på denne sommer. Koncerten sluttes af med “We Will Rise” og “Nemesis”, og vampen Gossow tager den lige lovligt langt ud, da hun efterfølgende tørrer sved, bryster og bag i setlister, og kaster dem ud til publikum.

Efter Arch Enemy indtager svenske Grave den største af indendørsscenerne, og da jeg lyttede en smule til bandet i starten af halvfemserne, får de lige en chance. Eneste originale medlem er Ola Lindgren, der har været med siden starten i 1986, mens alle andre medlemmer er kommet til siden 2006, så det er et andet Grave end det jeg lyttede til i sin tid. Det er da også svært at finde tilbage til fordums begejstring, og bandet kommer hurtigt til at virke håbløst forældede, og derfor bliver det til en særdeles lille chance, der kun varer et par numre.

Electric Wizard på Tuska Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Jeg iler videre til engelske Electric Wizard, der lige netop går på festivalens næststørste scene, i det sekund jeg ankommer. Der bliver lagt tungt ud med “The Chosen Few” Witchcult Today (2007), og den tunge slæbende doom, er netop briternes varemærke. Videre går det med den formidable “The Nightchild”, fra sidste års Black Masses (2011), og sjovt nok, er det det eneste nummer fra den plade Electric Wizard har valgt at inkludere i setlisten. Selvom det er bragende solskin, formår bandet alligevel at få tag i publikum, og bringer dem langsomt i en form for ekstase, hvor der bliver nikket anerkendende i takt med hovederne. Jus Oborns vokal er lige i skabet, og Liz Buckingham vrider sig omkring sin guitar, som en anden vamp, mens Tas Danazoglou og Shaun Rutter sørger for at holde pulsen godt langt nede i tempo. Vi får et par flere numre fra Witchcult Today, “Return Trip” fra Come My Fanatics (1997) og så bliver der ellers sluttet af med “Dopethrone” og “Funeralopolis” fra Dopethrone (2000).

Helt nede i gear bevæger jeg mig over mod den store scene, hvor mit absolutte hovednavn At The Gates er klar til at gå på. Efter min mening har At The Gates begået det bedste album overhovedet til dato med Slaughter Of the Soul (1995), der er hovedværket inden for den melodiske dødsmetal, og derfor var det en meget stor nyhed da bandet i 2008 annoncerede en reunion-tour. Jeg havde mulighed for at overvære tre af disse koncerter, hvor Roskilde Festival var en af dem, og At The Gates beviste i den grad, at de stadig havde gnisten. Bandet gjorde det dengang klart, at der var tale om den afskedstour de aldrig fik gennemført, og derfor virkede det usandsynligt, at de ville spille flere koncerter når touren var forbi. Så da At The Gates tidligere i år annoncerede, at de ville spille en lille håndfuld koncerter, fordi man simpelthen havde haft det så fedt under touren i 2008, var jeg ikke i tvivl om at jeg bare måtte så dem live igen. Så At The Gates er grunden til at jeg i første omgang havnede på Tuska Festival.

At The Gates på Tuska Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

At The Gates skyder koncerten i gang med “Slaughter Of The Soul”, og det er tydeligt på publikum, at der er mange andre end mig, der har ventet med spænding på bandet. Fra første tone bliver slået an, bliver et moshpit sat i gang, og i løbet af koncerten vokser det sig større og større. Solen brager derudaf for fuldt blus, og security-vagterne må tage brandslanger i brug for at køle det overophedede publikum ned. At The Gates gør bestemt ikke deres til at sænke temperaturen, da de fortsætter ufortrødent med “Cold”. Desværre er der nogle problemer med lyden i starten, og det er som om der hele tiden justeres på lydniveauet. Enkelte steder forsvinder lyden helt, men efter et par numre kommer der dog styr på sagerne.

Setlisten byder på alle numre fra Slaughter Of The Soul, krydret med afstikkere til de tidligere plader. Fra Terminal Spirit Disease (1994) får vi “The Swarm”, “Terminal Spirit Disease”, “Forever Blind” og “The Beautiful Wound”, og fra With Fear I Kiss The Burning Darkness (1993) spiller bandet “Raped By The Light Of Christ” og “The Burning Darkness”. Sidstnævnte bliver dedikeret til de aktive brugere på At The Gates Forum, som Thomas Lindberg takker for at holde liv i bandet. Og selvom At The Gates ikke længere officielt eksisterer som band, er der i den grad liv i bandet, for det er et tight og sammenspillet band, man er vidne til på Tuska. Som en lille kuriositet spilles “Souls Of Evil Departed” fra Gardens Of Grief Ep’en (1991) – et nummer der ikke blev spillet på touren i 2008. Det er tydeligt at se på bandet, at de nyder at grave de gamle sange frem fra gemmerne, og man forstår hvorfor de har valgt at spille denne sommers fem koncerter. De store smil på de fem bandmedlemmers læber siger det hele.

Koncerten sluttes behørigt af med publikumsfavoritten “Blinded By Fear” og “Kingdom Gone”, hvor publikum bruger de sidste kræfter og går helt berserk. Jeg har aldrig nogensinde set et så stort moshpit før, og det er publikums tak for at At The Gates lagde vejen forbi Tuska. Bandet leverer bestemt varen, men det er  svært at se, hvor længe At The Gates kan fortsætte med at spille koncerter, så længe der ikke kommer et nyt album. Der er dog ingen tvivl om at jeg vil være på pletten næste gang bandet spiller i nabolaget.

Lige som At The Gates går af den store scene, går svenske Spiritual Beggars i gang på den store indendørs scene. Det er anden gang denne dag, at Michael Amott, der også spiller i Arch Enemy, står på scenen, og selvom der er tale om et sideprojekt, har Spiritual Beggars leveret en god portion solide albums. Deres seneste udspil Return To Zero (2010), er dog desværre langt fra deres bedste, og det skyldes bl.a, at vokalist Janne “JB” Christoffersson er skiftet ud med Apollo Papathanasio, som slet ikke er en lige så stærk sanger som sin forgænger. Man kunne frygte at bandet stort set kun ville spille numre fra det nyeste album, da Papathanasio ikke har en aktie i de andre plader, så derfor er det med bange anelser, at jeg sammen med en god portion fans indfinder mig under teltdugen.

Spiritual Beggars på Tuska Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Papathanasio lover som det første at Spiritual Beggars nu skal spille noget god gedigen rock’n’roll, og heldigvis er der tale om en setliste, der tager udgangspunkt i hele bandets bagkatalog. Der bliver kun spillet tre numre fra Return to Zero, hvor “We Are Free”, nok er pladens stærkeste. Mine bange anelser omkring Papathanasios vokal viser sig hurtigt at være rigtige. Han har simpelthen ikke den samme kraft og tone live som sin forgænger, og det er synd for numrene. Heldigvis er bandets lydmand nok klar over det, og derfor bliver vokalen mixet en smule lavt, så man bedre kan fokusere på de fede 70’er inspirerede riffs. Fra Demons (2005) får vi “One Man Army” og “Throwing Your Life Away”, fra On Fire (2002) bliver det til den formidable “Fools Gold” og “Beneath The Skin”, mens vi får “Left Brain Ambassadors”, “Mantra” og “Wonderful World” fra Ad Astra (2000). Pauserne mellem numrene krydres med små psykedeliske jams eller orgel-soloer, og som koncerten skrider frem, glemmer man vokalproblemerne, og koncerten sluttes solidt af med “Euphoria” fra Mantra III (1998).

Jeg når lige de sidste to numre med de engelske post-punk legender Killing Joke, der spiller på den næststørste scene. Jaz Coleman virker tændt, og som altid virker han fokuseret og fraværende på samme tid, mens han på militaristisk vis styrer løjerne fra scenen. Jaz plejer at have fingeren på pulsen hvad angår nyhedstrømmen i det område han befinder sig i, og derfor bliver han også den første til at viderebringe dagens forfærdelige terrorangreb i Norge til Tuskas festivaldeltagere blot få timer efter massakren på Utøya fandt sted. Det går næppe op for nogen af os, hvor stor en katastrofe der egentlig er tale om, før vi selv får syn for sagen gennem diverse medier efter festivalen.

Sidste band denne fredag aften er amerikanske Morbid Angel, der betræder festivalens største scene allerede kl. 20.30, hvilket må siges at være ret så tidligt for et hovednavn. David Vincent og Co. leverer et massivt greatest set, hvor der udover tre numre fra det nyeste udspil Illud Divinum Insanus udelukkende er lagt vægt på bandets tre hovedværker: debuten Altars Of Madness (1989), Covenant (1993) og Domination (1995) – med en enkelt afstikker til “Fall From Grace” fra Blessed Are The Sick (1991).

Morbid Angel på Tuska Festival (foto: Claus Michaelsen)

Koncerten bankes i gang med “Immortal Rites” fra Altars Of Madness, hvor David Vincents messen i omkvædet giver menigheden foran scenen hvad de vil have: god gammeldags dødsmetal. Fra Covenant får vi “Rapture” og “Pain Devine” inden bandet vender tilbage til Altars Of Madness med “Maze Of Torment”. Publikum ser ud til at elske Morbid Angel, men for undertegnede begynder der efter noget tid at gå lidt tomgang i den. Det er som om Morbid Angel hører en anden tid til, og måske er det derfor jeg har svært ved at blive begejstret. Da jeg tilbage i 1995 så Morbid Angel på Tobakken i Esbjerg i forbindelse med deres Domination-tour var de aldeles aktuelle, men i 2011 er det bare som om det ikke holder helt. Publikum er dog som sagt taknemmelige, og tager godt imod bandet, og at der efter tolv numre også bliver plads til hele fem ekstranumre, vidner om at Morbid Angel stadig er store. Så på Tuska Festival, er jeg nok alene med min opfattelse af bandet. Koncerten sluttes af med “World Of Shit (The Promised Land)”, og det er blevet tid til at forlade festivalen og Helsinki.

Det har været et særdeles behageligt møde med Tuska, og der er stort set ikke en finger at sætte på organiseringen af festivalen. Den eneste anke jeg her efterfølgende, er at kvaliteten af maden var uhørt ringe (sagde nogen Copenhell? Er det et generelt problem til metalfestivaler?). Fedtede hotdogs, tørrre sandwich og intetsigende nudelretter stod på menuen, og der kunne festivalen godt lære noget af et arrangement som f.eks. Roskilde Festival. Jeg kunne dog sagtens finde på at vende tilbage til Tuska igen næste år, hvis programmet er lige så stærkt, for de metal-gale finner har sgu’ bestemt gang i noget rigtigt deroppe i Metal “Fucking” Helsinki.

[nggallery id=132]
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars

Skriv et svar