Vanguard Festival 2014

VanguardFestival-Logo2014-565x377

Hyggelig og festlig festival i frederiksbergsk oase, med to vidt forskellige musikprogrammer, skal modnes.

Byfestival i Frederiksberg på grænsen til Valby

Selvom vejrudsigten meldte om køligere vejr, startede fredagen med den samme ekstreme sommerhede, der havde præget de foregående dage. Perfekt til en byfestival i det fri, mere præcist i haveanlægget Søndermarken, hvor rock, soul, pop og hiphop musik kunne gå op i en højere enhed. Musikken kunne høres på to scener i hver sin ende af festivalområdet: Sun Ra Stage, den udendørshovedscene, og Fat Cat Stage, teltscenen. Begge scener var æstetisk flotte, formet som skaller. Omtrent ti forskellige restauratører havde åbnet mad, øl og drinksboder. Festivalen, med farven babylyserød som sit kendemærke, debuterede første gang sidste år med en stærk hiphop profil. I stil med det forgangne år, kunne man i år høre en dag med rock og soul og en ren hiphop dag. Festivalen opfordrede folk til at tage egen mad med, så længe den ikke indeholdt spiritus eller sodavand. Vandflasker måtte dog gerne medbringes, for sikkert at undgå at festivalgæsterne dehydrerede undervejs i varmen.

Stille & rolig formiddagsstemning på en fredag

Fredagens program blev præget af vores svenske naboers musikalske talenter, bands med tyve år på bagen og nogle af Danmarks mest elskede, nutidige bands. Den varme dag lagde ud med det svenske rockband Hurula, der dog ikke imponerede synderligt med deres punkede attitude. Kan tænkes at det var derfor de var sat til at spille allerede kl 12, hvor få gæster var mødt op. Det blev bedre med det næste svenske act, Seinabo Sey, der er blevet spillet i radioen og er kendt fra Spotify. Et lille interesseret publikum stimlede til foran scenen for at lade sig betage af den mørke, smukke, unge sangerinde, der smilede som en solstråle. Hendes fyldige popsoulede stemme fyldte hele Sun Ra Stage, og klingede modent og elegant i solskinnet. Selvom klokken var lige over middag på en fredag, var folk for alvor gået i gang med øldrikkeriet, dans og der var lagt op til afslappet sommerferie stemning. Lidt overraskende var det, at Death, det amerikanske punkband fra Detroit, der består af tre ældre herrer, var sat til at spille på festivalen. Det var et spøjst indslag, men herrerne havde et særligt ‘omph’, der fik sat gang i den ellers varme, dovne dag. De fleste gæster ville helst blive siddende i græsset på medbragte tæpper og dase i solen, end at stå oppe foran scenen. Dette bemærkede forsanger Jannis, fra det melankolske danske rockband Choir og Young Believers, og opfordrede folk til at danse. Han blev mest mødt med folks magelighed om at forblive i baggrunden. Bandets musik lukkede op for et drømmeunivers, men druknede i sommervarmen.

Sammensat musik og aflysning

Det var stadig tidligt på dagen, og stilen var allerede lagt, Vanguard gæsterne havde en afslappet og tilbagelænet tilgang til festivalen. Det var også blevet tid til at læske ganen og få noget i skrutten. Sortimentet bestod af nypresset juice, friske frugtcocktails og fx en øko hotdog fra Pølsekompagniet, fisketapas fra Hav.dk, supper og gullash fra Soupnatural eller klassisk burger fra Café Wascator. Altsammen til lidt pebrede priser, men som regnes for normalt på festivaler. Den svenske, rå og karismatiske Neneh Cherry indtog Fat Cat Stage med sit band RocketNumberNine. Neneh var frisk og energisk at se på, med sine viltre røde krøller og sit ungdommeligt ydre, selvom kvinden er fyldt 50. Hun gjorde det klart fra starten af, at hun ville spille materiale fra sit nyeste album. Neneh Cherrys og bandets syrede, skizofrene og teksttunge musik, var velgennemført, men manglede publikums deltagelse. De fleste kendte ikke den nyere musik og selve musikstilen krævede i forvejen meget af lytteren. Generelt bar førstedagen på Vanguard festival præg af lidt for sløve og magelige festivalgæster, festivalen manglede noget attitude og kant. Til gengæld var festivalen børnevenlig og perfekt til en familieudflugt i det grønne, hvor man sagtens kunne slå lejr i midten af festivalområdet, og følge med i, hvad der foregik på begge scener. For et par timer siden havde publikum fået at vide at hovednavnet, britiske rockband Babyshambles, måtte aflyse og at danske Reptile Youth var sat til at spille istedet. Der mærkedes utilfredshed blandt festivalgæsterne, da det ikke var en særlig interessant erstatning. Set i bakspejlet, skulle Babyshambles måske i virkeligheden slet ikke været blevet booket, da forsangeren Pete Doherty er kendt for sin utilregnelighed. Reptile Youth gjorde det godt, med deres hårde, støjende lyd. Især forsangeren Mads Damsgaard gav los med krampagtige bevægelser, kaotisk crowdsurfing og hamrede løs på koklokken, samtidigt med hans vokal nåede igennem smaddermusikken.

Nutidig svensk elektrosoul afløses af dansk kulturarv

Derefter var vi tilbage hos svenskerne, da Little Dragon fyrede op under elektrosoul på Fat Cat Stage foran det mest livlige og glade publikum, der indtil videre havde været. Solen strømmede mellem trækronerne og fuldendte oplevelsen af lækre elektrorytmer fremført af den søde kvartet, selvom lyden en gang imellem fejlede, og forsangerinden, den sci-fi-agtige Yukimi Nagano, var svær at høre. For en garvet fan af Little Dragon, var der lige lovligt meget snak blandt publikum, der brugte meget af tiden på at pose til selfie-billeder på deres Smartphones. Så selvom Vanguard generelt henvender sig til et ældre publikum end Distortion-segmentet, var der stadig præg af ungdommens flyvske, distraherede kultur. Nu var man klar til at stille den søde sult med en tiltrængt burger, og snacke i nogle popcorn, men der manglede en bod med søde sager, fx kage til kaffen. Toiletter var der nok af, endda med træk og slip, men hele dagen havde der manglet sæbe i sæbedispensere ved håndvaskene. Rockgruppen Savage Rose indtog Sun Ra Stage. Den evige, alfeagtige sangerinde Annisette Koppel, trods sine 65 år, snurrede rundt i sin lange nederdel, mens hun sang med gennemtrængende røst. De slagkraftige trommer, hamren i klaveret, og gyngende gospelkvinder satte deres præg på musikken. Musikken var nostalgisk og tiltalte de lidt ældre gæster, men også deres voksne børn kunne synge med på numrene. Folk var glade, ubekymrede og hyggede sig, og flere gæster var dukket op. Man kunne forestille sig at folk var ankommet efter arbejde her ved syv-tiden på en fredag.

Funk versus Rock

Næste navn på programmet var funkens mester George Clinton med sit orkester Parliament Funkadelic, der bød Vanguard festivalgæsterne op til vild funkfest. De sorte herrer var iklædt jakkesæt iført solbriller, og én kørte pimp stilen iført pels og stor hat, mens soulede korpiger med stort hår også kunne få lov til at fylde på scenen og synge solosang. Festen kunne uden problemer have fortsat resten af aftenen, hvis ikke de var blevet stoppet. Under hele festivalen, havde det været et tæt program med artister, der gik på scenen lige på slaget. Der blev ikke spillet fra begge scener samtidigt, så publikum kunne nemt pendle mellem de to scener. Det var klart en fordel, at man som gæst kunne høre alt musikken på programmet, men der var hverken tid til en tissepause, madpause, en eller form for pause. I det hele taget kunne man godt have ønsket sig mere tid mellem koncerterne – både for artisternes og gæsternes skyld. Hovednavnet det danske rockband Mew, der i år var blevet genforenet med bassisten Johan Wohlert, skulle runde fredagens Vanguard festival af. Det var mærkeligt, at denne koncert skulle afløse den vilde funkfest, som folk lige havde overgivet sig til på Fat Cat Stage. Det var som om, man lige skulle have haft lidt tid til at sunde sig, inden man skulle omvende sig til rockfest. Det blev heldigvis en energisk koncert med et flot lysshow. Fra starten af leverede Mew deres hits med modenhed, så både fans og generelle festivalgæster havde fornøjelsen af genkendelighed med et af de mest populære, unikke danske bands. Efterfølgende kunne gæsterne gå glade hjem med hiphop dagen i vente.

Lørdag i hiphopppens tegn

Danske, flabede Kidd åbnede andendagen på Vanguard med nyt live-band kl 12 for et lille, men dedikeret publikum. Sædvanligvis spillede Kidd på charmen og havde en satiriske tilgang til musikken. Dernæst stod raplegenden R. A. The Rugged Man klar på Sun Ra Stage sammen med vennen danske Dj Noize, og fyrede lyriske rim af for et voksende publikum. Han opfordrede folk til at have en voldelig energi, og efterlyste nogle gæster til at breakdanse på scenen, men gode break dance moves kunne danskerne ikke prale af. Det var blevet mere overskyet og køligere end gårsdagens hede, og der forventedes småbyger. Der var mange flere mennesker til Vanguard’s hiphop dag, faktisk er det eksploderet i antal, og der er også hevet en del småbørn med, som havde picnic med deres forældre under træerne.

På Fat Cat Stage fik Dâm Funk skabt et skønt funkunivers sammen med trommeslager og bassist. Der var både 80er nostalgi, moderne soul og funk jamsession som bare fortsatte i en uendelighed, og aldrig måtte stoppe. Han var nede og give håndtryk til sit publikum og proklamerede fred i verden. Tilbage på Sun Ra Stage blev det en generel old school hiphop fest med newyorkerne superproducer Large Professor og vennen Lord Finesse. Dobbeltkoncerten hældte mod det trivielle, men som programansvarlige Peter Fredsted Jacobsen selv har udtalt, går Vanguard efter at booke artister med erfaring og et bredt bagkatalog, fremfor et nyt musikalsk fænomen. Lige præcis denne præmis levede Seun Kuti og Egypt 80 op til, da sønnen af afrobeat-legenden Fela Kuti stod klar med faderens gamle ti-mands orkester på Fat Cat Stage, der talte blæsergruppe og danserinder i kostume. De fleste folk på Vanguard, kendte sikkert ikke afrobeat, men de hyggede sig. Det var blevet tid til en bid mad, og idag var der åbnet en Jamaican Food stand, som ikke havde været der dagen forinden. Derfor var de fleste festivalgæster nysgerrige og havde stillet sig op i kø længe inden boden havde åbent. Undertegnede var en af de første til at få serveret mad, og måtte først betale 90 kroner for en meget lille sølle tallerken mad, ledsaget af en ukogt Jamaican dumpling. Så der var utilfredshed, og skribenten og ledsagere måtte tilbage og klage. Viste sig, at de Jamaicanske damer bag disken, inklusiv kokken, ikke havde helt styr på deres madudvalg eller priser. De gav os penge tilbage og senere så vi, at deres retter var blevet en del bedre med mere mad for pengene.

Mindre kendte artister får fri leg

Pharcyde lukkede op for skattekisten af hiphop beats på Sun Ra Stage, der blev især spillet en masse J Dilla beats. De to energiske herrer, Imani og Bootie Brown, som er de resterende medlemmer af gruppen, fik trukket det tætpakkede publikum igennem den tidligste hip-hop. De ville gerne have gæsterne til at reagere og besvare deres udråb, fx “Oh Shit”, “Smoke Weed Everyday” og lignende. Det var ikke altid helt vellykket, mest af alt fordi publikum ikke helt forstod hvad der blev sagt på scenen. Bagefter lod det til, at Vanguards gæster gerne ville investere deres tid i noget andet end lige musikken, eller skulle gemme energien til senere, for der var ikke meget hype omkring, hvad der der dernæst foregik på Fat Cat Stage. Syv-mands gruppen The Coup var gået på scenen, og de har et tyve år langt bagkatalog i funk, hip hop og soul kategorien og proklamerer sig selv som politiske i deres musik. Dette lagde de også vægt på at sige til denne koncert. Det politiske aspekt var tydeligvis ikke særlig vigtigt for Vanguard gæsterne, selvom der nåede at samle sig en dedikeret fanskare oppe ved scenen. Det var en energisk koncert, bare uden så meget opbakning fra festivalgæsterne.

Kongerne af hiphop

Stemningen ændrede sig gevaldigt, da hovednavnene Method Man & Redman lukkede op til seriøs hiphop fest på hovedscenen, hvor deres Dj Dice først havde varmet op. Koncerten var uden tvivl publikumsfavorit denne dag. Mange energiske fyre med røg var mødt op, som åndede og levede for hiphop. De to karismatiske og frække rappere Meth & Red hoppede rundt på scenen med masser af energi, spas og løjer. De komplimenterede hinanden på scenen, gav hyldest til baglandet Wu Tang Klan, men nogen gange blev det en tand for rodet med flere numre som stoppede for tidligt. Alligevel havde de to hiphop-veteraner, der har passeret de 40, publikum i deres hule hånd med deres rim og smørrede grin. Tilsidst fortalte de, at de havde én dag tilbage på deres turné og råbte at “Copenhagen was one of the five best cities on tour”. Jo tak, folk var gået amok. Festen fortsatte på Fat Cat Stage, hvor Yassiin Bey aka Mos Def formidlede sine socialt bevidste tekster med sin smooth og coole stil. Det var kun understøttet af en DJ, og man kunne godt have savnet noget mere liv på scenen. Bey formåede dog at gøre det interessant med sine varierende dansebevægelser og alsidige numre, der spændte fra laidback numre til de mere hårdtpumpede numre. Publikum mistede lidt interessen undervejs, når numrene ikke var lige så festlige, men måske var de mest af alt bare trætte ovenpå heftig hip hop fest med Meth&Red, og generelt en lang dag i Søndermarken under åben himmel.

Dynamisk afslutning på stenhård hiphop dag med indfriede forventninger

Nu kom vi til aftenens rosin i pølseenden, som de fleste af Vanguards gæster nok var kommet for at se. The Roots, med frontfigurerne Questlove og Black Thought ud af Philidelphia. Musikken var dynamisk, og de var på uafbrudt, og havde et mesterligt lyshow. Mos Def gæstede også på scenen, mens guitaristen bidragede med sin vokal på mange af numrene. The Roots er kendt for deres eklektiske tilgang til hiphop, og det blev der især gjort noget ud af, da de gav deres vision af “Sweet Child O’ Mine” af Guns’n’Roses. Herefter blev koncerten lige lovlig rocket, for meget til undertegnedes smag, selvom publikum var godt med. Det gik mere over til jazz mod slutningen, med jam og klaversolo, som lød virkelig godt, men måske også blev en anelse for lang. Det krævede i hvert fald noget af lytteren. På dette tidspunkt var mange trætte, efter næsten 12 timer udendørs under træerne med nonstop musik. Musikken lakkede mod enden og festivalgæsterne begyndte at trave mod udgangen. Udenfor festivalområdet skulle man rode rundt i mørket efter sin cykel efter natten havde sænket sig over Søndermarken. Derefter var der folkevandring mod busstoppestedet og en flok af cyklister, ringede i kor med deres ringeklokker ned af Vesterbrogade. Nogen på vej hjem, andre med Vanguard Efterfest i sigte med bl. a. Questlove på Vega.

Vanguard har noget på hjertet, men kan blive bedre

Publikum kunne møde gamle kendinge indenfor rock og hiphop i skønne omgivelser, og oveni det havde festivalen haft det perfekte sommervejr til at gøre oplevelsen endnu mere fornøjelig. Selvom det overordnet var et positivt indtryk man fik af festivalen, havde fredagens program været en blandet fornøjelse. Nogle af koncerterne havde hældet mod det langtrukne, lyden var sommetider druknet på scenerne og desværre var der et ærgerligt afbud, selvom erstatningen leverede en koncert til UG. Fredag var præget af en tilbagelænet stil, som manglede attitude fra publikum. Det kunne nemt kaldes en loungedag.

Derimod var lørdagens program meget mere fandenivoldsk, hvor artisterne forlangte at publikum deltog oppe foran scenen, enten med tilråb eller hoppende bevægelser. Publikumsantallet var eksploderet, næsten forøget med to tredjedele. Det kunne mærkes og ses, da toiletterne havde flere meter lange køer og madboderne slet ikke kunne følge med. Nogle madboder måtte endda melde udsolgt, og kunne tilbyde gratis rester af mad til de sultne om aftenen.

Til næste år kunne arrangørerne tage dagenes forskellige slags publikummer med i deres overvejelser, hvad angår booking af navne, efterlysning af antallet af restauratører og bedre toiletforhold – de kunne endda tilbyde nogle boder eller aktiviteter til de børn, der var blevet hevet med af forældrene. Noget af det mest positive ved festivalen er, at den appellerer til en bred skare af mennesker, med en mangfoldighed i livsstile og aldersgrupper. Så selvom Vanguard festivalen skulle kunne konkurrere med samtidige Københavnske kulturbegivenheder som Trailerpark, Kulturhavnen og Stella Polaris, der også ligger i starten af august, så tror jeg at Vanguard sagtens kan opbygge et loyalt publikum. Festivalen skal fortsætte med at satse på elskelige musik indenfor rock og hiphop, i stedet for at satse på spritnyt musik. En blanding af nyt og gammelt er selvfølgelig foretrukkent, og så skulle de overveje at sætte priserne ned, da næsten 700 kroner for én dags musik, og det dobbelte for to dage, er for dyrt for pengepungen ovenpå sommerferien. Ønskværdigt er billigere billetter, fortrinsvis ned til 400 kroner per dag, og at få flere gæster til at møde op fra starten af dagen, enten ved at vælge et stærkere navn eller ved først at starte musikken ved 13-tiden i stedet for kl 12. Som førnævnt, ved at adskille musikprogrammet endnu mere inden for hver sine genre på de to musikdage, med bedre eller større navne på førstedagen, vil stykre Vanguard festivalens profil.

Tags from the story