Wacken Open Air 2010

Endnu en gang havde den tyske metalfestival Wacken Open Air formået at trække en masse store, hårdtslående navne til den lille by, hvilket gav et spændende og varieret program, og en unik stemning blandt publikum, der også er kendt som metalheads.

Wacken har normalt et indbyggertal omkring 2000, og derudover 4000 køer, som man blev informeret om på en af årets officielle merchandise t-shirts, men i en lille uges tid hvert år vokser dette indbyggertal mærkbart. I år var publikumsantallet helt oppe på 75.000, hvilket godt kunne mærkes til koncerterne hvor hovednavnene spillede på en af de to store scener, True Metal Stage og Black Stage. Festivalen burde derfor overveje om de kunne udvide deres plads en smule, eller vælge at sælge færre billetter til salg, da der til tider bliver lukket for pladsen, hvis der er for stort et publikum, og det er trods alt ikke helt det samme at se koncerter uden for porten. Nuvel, undertegnede nåede heldigvis at komme ind på pladsen til de ønskede koncerter, og det kom der en del mindeværdige, og et par ligegyldige oplevelser ud af.

Torsdag:

Torsdag aften var afsat til tre af dette års hovednavne, hvoraf det første var selveste Alice Cooper på True Metal Stage. Her var der tale om et af de ovenstående tilfælde med virkelig mange tilskuere. Så mange, at det var tæt på klaustrofobiniveau. Med så mange mennesker stående tæt sammen så mange deres nys til at crowdsurfe næsten helt oppe fra indgangen til pladsen, og så langt frem folk orkede at bære eller kaste dem. Det var ret forstyrrende at man konstant skulle holde øje med ikke at få en militærstøvle i hovedet, men bortset fra det, var det en virkelig fed og velspillet koncert. Der blev både startet og sluttet af med ”School’s Out”, og det var faktisk meget belejligt at høre den en ekstra gang, da vokalen var noget lav ved koncertens start. Derudover fik vi både kendte og mindre kendte numre, bl.a. ”No More Mr. Nice Guy”, ”I’m Eighteen”, og naturligvis kæmpehittet ”Poison”. Alice Coopers vokal var i topform, men snakkede dog stort set ikke til publikum mellem sangene. Til gengæld fik man noget for pengene på det visuelle plan, da han stort set havde et nyt kostume på under hver sang, og blev slået ihjel på scenen hele tre gange, for blot at genopstå kort tid efter, til al held.

Efterfølgende var det tid til amerikanske Mötley Crüe. Denne koncert var der tydeligvis mange, der havde set frem til, men det var lidt svært at forstå for diskants udsendte; forsanger Vince Neil var irriterende arrogant, og bandets musik er ikke videre interessant, og umiddelbart lidt svær at tage seriøst, hvilket måske heller ikke er meningen. Efter at have set et par numre, gik turen derfor i stedet over til Wackens mindste, og eneste indendørs scene, W.E.T. Stage, hvor finske Ghost Brigade spillede. Mange i publikum havde fundet vej til det næsten fyldte telt for at lytte til bandets progressive metal, der også indeholder aspekter af doommetallen. Jeg havde tidligere oplevet bandet, og fået et godt indtryk, hvilket glædeligvis gik igen til denne koncert. Bandet leverede en interessant koncert med deres komplekst smukke numre, hvor størstedelen var hentet fra nyeste album, Isolation Songs.

Dagens sidste koncert stod hovednavnenes hovednavn, Iron Maiden for. Bandet gæstede også festivalen for to år siden til en fest af en koncert, hvor setlisten koncentrerede sig om deres ældre materiale, hvilket med andre ord er de klassiske numre, som de fleste kender. I år var det dog de nyere numre, dvs. sange fra efter årtusindeskiftet, som det hovedsageligt drejede sig om. Dette gjorde unægtelig oplevelsen noget anderledes, da der ikke var helt den samme genkendelsesglæde fra publikums side, som for to år siden, med mindre, man er inkarneret Maiden-fan. Dem er der dog også en stor del af på Wacken, men for os andre mere moderate lyttere, udeblev festen altså en smule. At Bruce Dickinsons, ellers upåklagelige, vokal desuden slet ikke var høj nok, og ikke rigtigt blev det i de to timer bandet spillede, hjalp heller ikke på helhedsindtrykket, selvom vi da blev forkælet med ”Fear of The Dark” som et af de afsluttende numre.

Fredag:

Klokken var ikke en gang tolv om formiddagen, da endnu et finsk band spillede, denne gang på True Metal Stage. Amorphis startede koncerten med den iørefaldende ”Silver Bride” fra deres nyeste album, Skyforger, hvorfra en god håndfuld af koncertens øvrige sange også var hentet fra. Frontmand Tomi Joutsen svingede de ubegribeligt lange dreadlocks og smilte gennem hele koncerten, hvor publikum ligeledes var i godt humør, bl.a. da et af bandets ældste numre, ”Black Winter Day”, blev spillet. Kort efter stod Orphaned Land på programmet. Vi har her at gøre med noget så sjældent som et israelsk metalband, men bare fordi de er et af de eneste af den slags, fejler den musiske kvalitet bestemt ingenting. Bandet blander metal med den østlige musiks elementer, og det med succes. Mange af sangene til koncerten var hentet fra albummet Mabool- The Story of the Three Sons of Seven, der, som navnet antyder, nærmere er en lille fortælling end et almindeligt album. Forsangeren var klædt i en traditionel israelsk kjortel, og viste sin store kunnen som sanger, hvilket inkluderer evnen til at synge i halvtoneskalaer. Og bandet udviste desuden stor præcision og musisk forståelse, og den kvindelige mavedanser satte lige prikken over det israelske i, og afrundede en af festivalens bedste koncerter i år.

Om aftenen var det svenske Arch Enemy, der var et af hovednavnene. Bandet spiller den oprindelige form for svenskerdød, også kaldet melodeath, med andre ord en lidt hårdere grad af genren, end fx Soilwork begår sig i. Arch Enemy er især kendt for at det er en kvinde, der står for growlene, og endda en lille, lyshåret en af slagsen, kaldet Angela Gossow. Allerede fra start var der en vild energi fra hele bandet, og man kan ikke lade være med at fascineres af at se et hunkøn brøle i gennem med knytnæver i luften; det var sgu ren kvindemagt. Dog falder Gossows måde at growle på ikke helt i min smag, men man må bestemt respektere hendes evner udi noget, der normalt er forbeholdt de mandlige frontmænd i metal.

På den mindre scene, Party Stage, spillede samtidigt en anden anerkendt kvindelig frontfigur, nemlig den forrige forsanger fra finske Nightwish, operasangerinden, der blot går under navnet Tarja. Hun er nu gået solo og optrådte mest med sit nye materiale, men spillede dog også et par sange fra sit gamle bands bagkatalog, fx ”Sleeping Sun”, som begejstrede publikum. Det er klart, Tarja er en utroligt dygtig sanger rent teknisk, men jeg har aldrig været glad for kombinationen af opera og metal, da det bliver for dramatisk og storladent, og vokalen næsten kammer over i det skingre i nogle tilfælde, og derfor nød jeg heller ikke de par sange, jeg hørte Tarja udføre, men man måtte jo lige se hvad hun kunne. Som sagt er jeg jo heller ikke så tilfreds med Gossows vokal, men Arch Enemy koncerten var nu alligevel at foretrække frem for operetten, så det blev lige til de sidste par numre fra bandet, heriblandt den overlegne ”We Will Rise”, som efter min mening, er bandets bedste nummer.

Lørdag:

Lørdag startede først om aftenen for undertegnede, og det med en gang 80’er heavy rock fra amerikanske W.A.S.P. Bandet lyder som en del andre bands, og klæder sig ud i pelsbesat skridtbind og lignende lidet flatterende beklædningsgenstande, hvilket dog ikke tager opmærksomheden væk fra at bandets musik muligvis er underholdende, men ikke særligt medrivende. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, især hvis man er fuld og i festlig stemning, men det er næppe en koncert, der blive husket af mange.

Derefter gik endnu et stort navn på scenen, denne gang Cannibal Corpse med deres ekstreme dødsmetal. Det blev kun til et par numre med bandet, men det gør nu ingen forskel, da denne lytter har ubeskriveligt svært ved at høre forskel på numrene, og egentlig synes, det hele bare består af at hamre i gryderne og brøle dybt, men hver sin smag og alt det der. Langt mere fængslende var islandske Sólstafir lidt senere på aftenen, da de spillede i W.E.T.-teltet. Jeg oplevede bandet på dette års Roskilde Festival, og glædede mig til gensynet, som også var en fed oplevelse. Bandet lagde ud med den fantastiske ”Köld” fra deres nyeste udgivelse af samme navn, og deres let slæbende, stemningsfulde metal har præg af den islandske baggrund, og sammen med den flotte, rene vokal, der til tider bliver mere hæs, bliver det til en kombination, der tiltrak en del mennesker, og det velfortjent.

Årets sidste koncert for mit vedkommende, stod de norske blackmetalpionerer Immortal for. Størstedelen af setlisten var hentet fra sidste års gennemførte All Shall Fall, hvor især nummeret ”Norden On Fire” imponerede, idet frontmand Abbath trak sin unikke, nærmest tørre vokal til det alleryderste i sangens sidste ord, og dét gav respekt fra publikums side. Desuden fik vi numrene ”Sons of Northern Darkness” og ”One By One”, som bestemt faldt i rette, støvede, festivaljord. Koncerten viste, at Immortal nok ikke er indbegrebet af ren ondskab længere, men at de stadig er uovertrufne musikere, og det er jo langt det vigtigste, med eller uden corpse paint.

Wacken Open Air har tydeligvis fået et større budget de seneste år, og har derfor lettere ved at få fat i de store navne, som resulterer i et større publikum, men de mangler stadig lidt flere vandposter, et lidt bedre udvalg af mad, og især en lidt større plads til koncerterne. Dog har de, mere end de fleste, forstand på metal, og derfor er festivalen en af de mest succesfulde metalfestivaler i verden, og har man været der en gang, er det ret svært, ikke at vende tilbage året efter. Skoal, metalheads!

Tags from the story
,
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

7 kommentarer

  • Jeg ville gerne have hørt W.A.S.P. – og Mötley Crüe skal skam tages seriøst, Bell :-)

    Her er i øvrigt et link til Metalzones dækning: http://www.metalzone.dk/index.php?side=expandkan&id=280.
    NRGmagazienes omfattende dækning kan fanges fra forsiden: http://nrgmagazine.dk/.

    Det lyder i øvrigt som en god ide med en eller anden form for samarbejde, hvis det kan gøres på en god måde. Det kan vi jo evt. mailes ved om når næste års festival nærmer sig.

    Jeg har i øvrigt heller ikke set festivalen dækket andre steder i de danske medier.

  • Ja, dejlig festival.

    Vi – de forskellige danske medier dernede – burde næsten lægge en plan sammen næste gang, så alt blev dækket, så man som fan eller deltager kan få det hele med bagefter.

    Men både jer her på diskant.dk og dem på metalzone.dk har fået lidt med vi (nrgmagazine.dk) ikke nåede, og så har vi lidt, som I ikke har, så på den måde, nås der da relativt vidt omkring. Man har jo nok altid et fokus på de største bands alligevel, men der er jo masser af godt i de “små” navne også.

    Jeg syntes godt nok at Alice Cooper var en sløj affære, men ellers er jeg sådan rimelig enig med dine betragtninger, BellBrun.

    Nogen, som har set danske Wacken-anmeldelser endnu fra andre end de her nævnte?

  • Næh, det er de nok ikke, Claus, men der kommer helt sikkert en masse andre fede bands :) Plus at Kastanjen jo bor i min lejr, og han savner dig ;)

  • …jeg tager fand’me også med næste år. Men så er Maiden jo ikke med!

  • Carsten: Det vil jeg i hvert fald stærkt anbefale! Og tak :)

    Jens: Haha, ja, der er jo delte meninger om Tarja ;) Men Wacken som helhed er vi jo enige om :)

  • Ha ha. den beskrivelse er sku meget godt ramt.. så selv mange af de koncerter sååå :P

    Men Tarja synger så fiiiint… ;)

Skriv et svar