Wacken Open Air 2011

Wacken Open Air 2011

Musikmæssigt bød den tyske metalfestival i år ikke på mange navne, der fangede deres udsendtes interesse, men et par fede, hårde, tunge og hårsvingende koncerter blev det da heldigvis til. Og stemningen generelt var helt i top.

Der findes mange fordomme, som omhandler hvordan folk, der elsker metal opfører sig. De fleste af disse går ud på at metallerne, som metalfans ofte kaldes, er vrede eller indelukkede mennesker, som ikke smiler alt for ofte og heller ej er særligt imødekommende. Desværre er fordomme tit svære at udrydde og denne er ingen undtagelse, men de, der tror at det forholder sig således skulle tage til den danske festival Copenhell eller på en af europas største metalfestivaler Wacken Open Air for at se at de tager fejl: Metallerne, som i øvrigt heller ikke kun består af mænd, som mange tror, er glade, festlige og uden tvivl stærkt imødekommende mennesker. På Wacken i år kom dette bl.a. til udtryk i en lejr, som havde et filmlærred hvorpå de viste ”Spongebob The Movie” til alles store fornøjelse. Vredt eller ondt er det næppe, men nærmere hyggeligt og fjollet. Det er en fordel at det er lovligt at tage nærmest alt med ind på campingarealet, da sådanne oplevelser ellers ikke var mulige. Derudover gør denne faktor det også muligt at udforme sin lejr som en borg eller en kæmpe bar, og det er jo en fornøjelse at se lidt afveksling fra alle igloteltene og de hvide pavilloner.

TORSDAG:
Nuvel. Det er jo i høj grad musikken, folk er på festival for. På Wacken betyder musikken metal (og lidt rock) i alskens afskygninger. I år havde de to hovednavne Exodus og Cradle of Filth desværre aflyst deres koncerter, men der var da stadig store navne på plakaten. Torsdag startede dog med et af de mindre navne, norske Kvelertak. Undertegnede havde haft fornøjelsen af at opleve bandet på dette års Copenhell, og der var det en ren succes, endda i regnvejr. På Wacken spillede bandet på en indendørs scene i det såkaldt Bullhead-city telt, som også bruges til bl.a. wrestling, hvilket gør at der i teltet befinder sig en boksering. Denne boksering blev flittigt benyttet af bandets frontmand, Erlend Hjelvik, ved slutningen af koncerten, der varede små 45 minutter. Her kastede han sig rundt til bandets mest kendte nummer ”Mjød”, mens publikum hjalp med at synge med på omkvædet. Derudover fik vi de fleste numre på bandets selvbetitlede debutalbum, heriblandt den balstyriske ”Ulvetid” og den fængende ”Blodtørst”. Lyden til koncerten kunne bestemt have været en del bedre, men bandet var oplagt og energisk, og beviste igen at deres musik er noget af det mest interessante blandt de nyere metalnavne. Senere på aftenen var tiden kommet til et af dette års absolutte hovednavne, Ozzy Osbourne. Pladsen var næsten overfyldt da den ældre herre optrådte på True Metal Stage, og Ozzy selv virkede glad. Hans solomateriale er aldrig slået i gennem på samme måde som numrene fra hans tid i Black Sabbath, men han spillede da også lidt fra begge dele, hvor Sabbath sangene dog vækkede mest begejstring blandt publikum, især da vi fik ”War Pigs” og ”Paranoid”. Nogen dygtig sanger har manden aldrig været, men det gjorde ingenting, når både publikum og han selv havde det godt, og det var helt sikkert tilfældet torsdag aften.

FREDAG:
Suicidal Tendencies startede fredagen på samme scene som Ozzy aftenen før, men denne gang var publikum ikke fremmødt lige så stærkt som til gårsdagens koncert. Til gengæld spillede bandet så afsindigt højt at det næsten ikke var til at holde ud. Suicidal Tendencies’ genreblanding af rock, funk, hiphop og en smule metal tiltalte åbenbart ikke så mange, og bandet virkede en smule malplacerede på festivalen. Senere på dagen stod den på en mere klassisk form for metal, udført af tyske Sodom. Bandet spiller old school 80’er thrash og det gjorde de godt fredag eftermiddag. Af en eller anden grund fik publikum dog ikke lov til at se bandet på tæt hold på storskærmen, hvilket ødelagde lidt af den visuelle oplevelse, men lydmæssigt var der intet i vejen, især ikke da bandet spillede et af deres mest kendte numre ”Agent Orange”.

Efter denne omgang thrashmetal bevægede undertegnede sig over mod den mindre scene kaldet Party Stage hvor italienske Rhapsody of Fire skulle spille. Ikke fordi, der var forventninger om en spændende koncert, men man skulle lige se powermetal-giraffen! Det blev kun til tre numre, så var grænsen for længst nået. Rhapsody of Fire har ikke rigtigt noget med metal at gøre, men minder i højere grad om en ufrivilligt komisk musical om sværd og drager, og det er på ingen måde anbefalelsesværdigt. Tyskland har af en eller anden grund en vis forkærlighed for powermetalgenren, hvilket Wackens program år efter år bevidner, men heldigvis er der som bekendt også andre genrer repræsenteret på festivalen. Efter denne noget ubehagelige oplevelse blev det til et par numre udi et genreskift i form af As I Lay Dying. Lyden vekslede noget i kvalitet, men bandet spillede deres metal core på en måde, som må have gjort de fleste fans tilfredse.

Aftenen bød på dette års muligvis største hovednavn, Judas Priest, som er på deres afskedsturné. Frontmand Rob Halford lod til at have lidt problemer med de høje toner i starten af koncerten, men han er jo heller ikke helt ung længere, så det var til at bære over med. Han fik dog varmet stemmen op så publikum kunne nyde både de mere poppede numre som ”You got another thing coming” og ”Breaking the Law”, men også den energiske ”Painkiller” og ikke mindst den smukke ”Blood Red Skies” plus en masse andre mere eller mindre kendte numre. Koncerten igennem var der en fantastisk, positiv stemning på pladsen foran scenen, hvor et kæmpe publikum var mødt op. Judas Priest var bestemt også gode på Copenhell tidligere i år, men på Wacken gav de den lige lidt ekstra og var efter denne anmelders mening årets bedste koncert.

LØRDAG:
Festivalens sidste dag startede med finske Moonsorrow. Bandets musik befinder sig i folkmetal genren, men har også visse elementer af blackmetal over sig og det gjorde sig godt denne tidlige eftermiddag på Black Stage. Publikum var godt underholdt og blev især begejstrede, da forsangeren introducerede sidste sang med ordene: ”It’s about killing the Christians!” Billigt trick på en metalfestival, men den slags kan jo være i orden en gang i mellem. The Haunted stod for dagens næste koncert. Oprindeligt var bandet en del af den svenske melodiske dødsmetal, bl.a. fordi nogle af medlemmerne stammer fra At The Gates, men bandets nyere numre ligger dog noget fra melodødsgenren. Derfor var koncerten lidt af en stilforvirring at lægge ører til, selvom bandet da spillede tight. Forsangerens vokal er ikke den bedste på metalscenen, og bliver lidt irriterende at lytte til i længden, men det var dog dejligt at han flere gange fastslog at metal er ”all about love”, hvilket kommer til udtryk på Wacken.

Lørdag aften bød på britiske Motörhead, som også var et af hovednavnene i år. Motörhead er unægtelig et ikonisk band, men de fleste folk på Wacken, undertegnede inklusive, har efterhånden set dem så mange gange at det bliver noget trættende og ensformigt at overvære en af deres koncerter. De spillede som de plejer, og hvis man er til deres musik var der ikke en finger at sætte på koncerten, men spændende var det i hvert fald ikke. Årets sidste koncert blev de tyske thrashmetallere i Kreator. Bandet havde sin storhedstid i 80’erne og bliver af nogle folk kaldt Tysklands svar på Slayer, selvom Kreator ikke er lige så kendt et navn som Slayer. Koncerten fik pladsen fyldt godt op og bandet spillede god thrash, dog var det også en meget forudsigelig koncert og ikke en, der vil blive husket længe af Diskants udsendte.

Som det fremgår, var 2011 altså især de ældre bands store år, og selvom det er hyggeligt med gensyn, må Wacken gerne ryste posen lidt til næste års program. Vanen tro er der allerede offentliggjort nogle navne, heriblandt endnu et klassisk, tysk band i form af Scorpions, og derudover Amon Amarth og Cradle of Filth, som derved retter op på dette års aflysning. Det bliver interessant at se hvilke navne, 2012 ellers vil byde på når alverdens metalheads igen bydes velkommen i den lille by.

Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar