Wacken Open Air 2013

WackenFestival-Logo2013-565x377

På trods af at sidste års festival i den lille tyske by var mere mudret end Roskilde Festival ’07, begav denne anmelder sig alligevel af sted på sin sjette Wacken Open Air – man er vel musiknørd og metalhoved!

Torsdag

Wacken havde i år for første gang landsmændene Rammstein på plakaten og de var sat til at spille torsdag aften, altså på festivalens første egentlige koncertaften. Inden de gik på skulle især de ældre Wackenfolk dog forkæles med det klassiske rockband Deep Purple. Selvom bandet spillede om aftenen var det stadig meget varmt og det store publikum gjorde det ikke mindre varmt. Deep Purple lagde ud med ”Highway Star”, som er et nummer, de fleste kender, selvom de tror, de kun kender ”Smoke on the Water”. Bandet gav et indtryk af, de stadig er glade for at spille og den glæde smittede af på publikum. Det var en blandet setliste, som også indeholdt en del af bandets nyere materiale, som er knap så kendt som det ældre, men da der mod enden blev fyret op for både førnævnte ”Smoke on the Water” og den hippieflippede ”Hush” var de fleste vist overbeviste om at det var en ganske fin koncert, selvom det var en lidt ujævn præstation nogle enkelte steder.

Rammstein var tydeligvis det band, de fleste havde set mest frem til på årets festival. Bandet er jo også meget populære herhjemme, men oventegnede har nu aldrig været særligt begejstret for tyskernes såkaldte tanzmetal. Dog har bandet rygte for at levere fantastiske livekoncerter, så der var da visse forventninger til deres koncert og de blev indfriet, om man er fan eller ej! Når man siger Rammstein siger man også ild og der var masser af ild lige fra start. Vi fik en setliste, der bestod af både nyt og gammelt, men dog mest det lidt gamle, og det var dejligt, at bandet ikke leflede for den del af publikum, der bare ville høre det nye, de kender fra radioen. ”Sehnsucht”, ”Keine Lust” og Feuerfrei” var nogle af de første numre, der blev spillet, og forsanger Till Lindemann bar selvfølgelig hjelm med ild i sidstnævnte. I det hele taget var Lindemann god til at klæde sig ud og være en showmand af dimensioner, bl.a. ved at starte med at træde ind på scenen i lyserød pelskåbe og senere iføre sig kokkeuniform til sangen ”Mein Teil”, der omhandler en vis historie om en kannibal, der var fremme i medierne for nogle år siden. Ubehageligt emne, men et af deres fedeste numre. Derudover blev ”Mein Hertz Brennt” spillet i en fin akustisk version, og den fængende ”Sonne” blev spillet, inden den noget fjollede ”Pussy” blev spillet som slutnummer. Lidt ærgerligt at slutte en ellers vellykket koncert med netop dét nummer, men det ændrer ikke ved, at Rammstein imponerede.

Fredag

Fredagen var en af de varmeste dage, man længe har været vidne til; det meste af dagen var termometeret over 30 grader, men det forhindrede jo ikke en i at gå til koncert. Især ikke, når dagens første koncert var med det svenske blackmetalband Naglfar, den iskolde stemning i blackmetal kan jo næsten have en nedkølende effekt! Det var dog ikke tilfældet i W.E.T. Stage teltet hvor bandet havde fået lov til at spille i kun små tre kvarter. Men hvilke tre kvarter! Der var virkelig meget energi fra bandets side og de begyndte ondt og godt med nummeret ”The Darkest Road” fra albummet Harvest. Bandet virkede virkelig oplagte, hvilket var en smule overraskende, da de åbenbart havde mistet al deres udstyr på vej til Wacken. Heldigvis havde de fået lov til at låne udstyr fra bandet Tristania og takkede dem naturligvis for dette, inden de gik videre med den riffflænsende ”Bring Out Your Dead”. Naglfars blackmetal lyder ikke som så meget andet i genren, især ikke de mere oldschool bands fra Norge, men der er i hvert fald lede og ondskab nok i musikken, hvilket forsangeren også påpegede: ” I’m going to Hell for this, you know?”, hvorefter han sagde, at næste sang var for alle dem, der havde samme skæbne, og den sang, havde den passende titel ”Spoken Words of Venom”. Afslutningsvis spillede bandet et tungere nummer, som viste, de kan andet end at spille hurtigt og det var lige prikken over i’et til at gøre koncerten til et af årets bedste på festivalen.

Den allerbedste, for denne anmelders vedkommende, kom dog lidt senere på dagen i form af amerikanske Ugly Kid Joe. Bandet er måske ikke et oplagt band at booke til Wacken, da de egentlig ikke begår sig i metal, men mere spiller en form for flabet, hård rock tilsat lidt surferattitude. Bandet havde sin storhedstid i starten af 1990’erne, og har været væk fra musikscenen i mere end 15 år, før de sidste år begyndte at tage på turné igen. Og i år bragte det dem så til Wackens Party Stage i 32 grader og skyfri himmel. Det passede ret godt til bandets musik med netop dét vejr, både fordi, de er fra Californien og især pga. musikvideoen til sangen ”Everything About You”, hvor bandet vælter rundt på stranden og ser ud til at have en fest. Og en fest var det også på Wacken: Forsanger Whitfield Crane lød præcis som i 90’erne og så ikke ud til at være ældet med meget mere end fem år på tyve år. Bandet var nærværende og på, og selvom de må være vant til varmen, hældte Crane da lige to halvliters flasker vand i hovedet på sig selv, inden hittet ”Neighbor”. Koncerten igennem var der en glad og energisk stemning på scenen med numre som ”Milkman’s Son”, det nyere nummer ”Devil’s Paradise” og ”Goddamn Devil”, kun lige med et nedtonet afbræk til bandets uden tvivl største hit ”Cats in the Cradle” (oprindeligt skrevet og spillet af Harry Chapin i 1974), hvor der var fællessang og synkron svajen med armene blandt publikum. Mod slutningen af koncerten blev Motörheads guitarist Phil Campbell inviteret på scenen og der blev spillet en fed version af ”Ace of Spades”, som passede overraskende godt til Cranes vokal. ”Everything About You” var sidste nummer af en koncert, som oventegnede sent vil glemme og som kun gør forventningerne til bandets koncert i København til november endnu større.

Et dansk band var det næste på programmet, nærmere betegnet de gamle glamrockere i Pretty Maids som, noget forbavsende, skulle spille på en af festivalens store scener, True Metal Stage. Lyden i de første fem numre var helt grotesk, forsangeren var nærmest uhørlig, mens guitaren konstant feedede på lidet flatterende måde. Det blev dog noget bedre, rent lydmæssigt, men bandet virkede lidt trætte og passede ikke ind på den store scene. Deres store hit ”Please Don’t Leave Me” blev vi sågar snydt for, men måske er det bare ikke et hit i Tyskland? En noget sløv omgang alt i alt.

Det var næsten for varmt at opholde sig på koncertpladsen, også selvom klokken var over syv om aftenen, men alligevel skulle Soilwork på Party Stage da lige opleves endnu en gang. Da de spillede på Roskilde ’11 var det noget mere kedeligt, end man normalt er vant til fra bandets side og desværre virkede de igen ikke så oplagte. Det kan selvfølgelig have haft noget med varmen at gøre, plus det faktum at musikken fra Black Stage overdøvede i høj grad. Det blev kun til et par numre for Diskants udsendte, da både den dårlige lyd og den ekstreme varme var for meget at håndtere.

Da det var blevet mørkt og temperaturen var nede på lidt over 20 grader (hvem sagde tropenat?!), kunne man igen bevæge sig op på pladsen. Denne gang var den tyske rocksangerinde Doro, der var på scenen. Doro er åbenbart noget af en musikinstitution i Tyskland, men for udenforstående var det en lidt underlig og usammenhængende koncert at overvære: Der var både en hyldest til afdøde Ronnie James Dio, et covernummer af Saxons ”Denim and Leather” samt et ditto af Judas Priests ”Breaking the Law”, hvor Motörheads Phil Campbell igen havde en gæsteoptræden. Hvor var Doros egne numre? Var det ren coverkoncert? Og hvorfor snakkede hun nærmest mere end hun sang, (og så på engelsk med så meget tysk accent, at hun havde været nemmere at forstå på tysk)? Spørgsmålene spøger stadig i skrivende stund, men lige meget hvad, så var der ikke en finger at sætte på kvindens optimisme og gåpåmod på en scene og dét i sig selv, gjorde koncerten rimelig okay, al forvirringen taget i betragtning.

Amorphis var dagens sidste koncert og en lidt mærkelig en af slagsen. Bandet har det med nærmest at skifte stil på hvert album, hvilket gjorde setlisten ret usammenhængende, med en del akustiske numre og nogle numre med mere aggressivitet og growl. Tre akustiske numre i træk lige fra start var lidt i overkanten, når klokken er omkring et om natten og man har brug for at vågne lidt op. Desuden blev disse stille elementer af koncerten overdøvet en del af tyske Asp, der spillede meget høj industialmetal på en af de store scener. For to år siden gav Amorphis en vellykket koncert på selvsamme store scene, men den lille scene og den sære setliste gjorde desværre koncerten til en hurtigt glemt affære.

Lørdag

For tredje gang på de seneste seks år, var amerikanske Fear Factory blevet booket til Wacken og tredje gang skulle være lykkens gang, i hvert fald i forhold til faktisk at få set bandet. Mange havde sagt, at forsanger Burton C. Bell ikke kan synge live, men alligevel skulle de opleves. Desværre viste det sig hurtigt at de kritiske rygter om vokalen holdt stik. Bandet spillede faktisk virkelig godt og var meget tight, hvilket må siges at være ret vigtigt, især i industialgenren, hvor musikken ofte skal lyde som maskinelle lyde, men vokalen var under al kritik. Renvokalen var dog værst; enten lød det som en helt anden og meget mere skinger version end den, man kender fra bandets albums eller også var det bare falsk. Med den mere råbende vokal gik det kun en smule, men ikke nævneværdigt, bedre. Det er ærgerligt at vokalen var så dårlig, for det var en fed setliste, bandet havde valgt, både med nogle af de bedste numre fra sidste års The Industrialist og ældre numre som ”Edgecrusher”, ”Martyr”, ”Shock” og den personlige favorit ”Cyberwaste”. På trods af setlisten endte det dog som en lidt skuffende oplevelse; man forventer jo et band er, hvis ikke bedre, så i hvert fald lige så gode live, som på deres indspilninger.

Dagens anden koncert var amerikanske Lamb of God. Da bandet gæstede Copenhell sidste år var det en virkelig god oplevelse, og det ville det forhåbentlig også blive på Wacken. Som det måske allermest passende åbningsnummer på en metalfestival, begyndte koncerten med ”Walk With Me in Hell” og bandet gav den virkelig gas fra starten. Efter et par numre blev festivalen desværre ramt af et noget uventet og forholdsvis kort, men virkelig voldsomt regnskyl, der fik en stor del af det fremmødte publikum til at forlade pladsen. Vi andre forsøgte at finde læ under taget på en Beck’s bod, hvilket dog unægtelig gjorde det lidt sværere at opleve koncerten ordentligt, men under alle omstændigheder nægtede Lamb of God at lade sig påvirke af vejret og spillede videre med stor kraft, især af deres nyere materiale. Det var igen en positiv oplevelse at se dem live, men det havde været endnu bedre uden en halv liter vand i hver sko.

Efter tørvejret igen var indtruffet og solen havde vist sig blev det tid til Alice Cooper og Candlemass, som desværre spillede næsten samtidigt. Det blev først til noget af starten på Alice Cooper med bl.a. ”Bed of Nails” og ”House of Fire” og Cooper virkede meget mere tilstede og veloplagt end da han sidst spillede på Wacken. Derefter gik turen over til Party Stage for at se det svenske doommetal band, der spiller en 70’er-inspireret, flot og meget stemningsfuld version af genren. Lyden var i top og især forsangerens smukke stemme gjorde koncerten til endnu et højdepunkt i år.

Efter Candlemass blev det lige til de sidste fem numre fra Alice Cooper, bl.a. et cover af The Whos ”My Generation”, som åbenbart var det sidste af fire covernumre, der hyldede afdøde musikere og deres bands, heriblandt John Lennon og The Doors. ”I’m Eighteen”, ”Poison” og ”School’s Out” afsluttede en stor koncertoplevelse med evigt overlegne Alice Cooper. We’re not worthy!

Årets sidste koncert blev med finske Nightwish. Igen var der tale om et band, der havde fyldt pladsen godt op og mange så frem til at se hvad den nye forsanger, Floor Jansen kunne præstere. Og Jansen kunne sagtens levere varen til den symfoniske metal, men desværre valgte bandet for en stor del af koncertens tid, at spille en del mindre kendte, eller helt nye numre, så det blev ikke den fest, mange havde håbet på.

Wacken har i flere år haft en del problemer, som der virkelig bør gøres noget ved (og de får snart en mail herfra!): Der er alt for få steder at få fat i ganske almindeligt postevand og især når det er så varmt, som det var i år, er det under al kritik. På campingområdet er der desuden ikke nok toiletter og udvalget af mad, både på koncertpladsen, men især på campingområdet kunne virkelig også trænge til fornyelse og udvidelse. Og nu vi er ved udvidelse, så er koncertpladsen stadig for lille, hvilket virkelig er irriterende når de større scener overdøver den mindre Party Stage. Det være sagt vender man alligevel tilbage, fordi der er så dejlig en stemning og der jo er god musik, selvom der har været en tendens til at booke de samme bands ca. hvert andet år. Dog er der allerede nu blevet offentliggjort en håndfuld navne til Wacken Open Air 2014, heriblandt ikoniske King Diamond og blackmetal legenderne Emperor, så… Vi ses sgu igen til næste år, metalheads!

Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.