Vega Nova: Lovesongs for the Dead

Vega Nova: Lovesongs for the Dead

Her tages det bedste fra afdelingen for den hårde rock, det bedste fra den elektroniske musik op igennem 90’erne til i dag, tilsat en vis portion fanden-i-voldskhed, inden det til sidst køres igennem den bearbejdningsformular, som man anede på Raunchys seneste album A Discord Electric fra 2010.

Mogwai: A Wrenched Virile Lore

Mogwai: A Wrenched Virile Lore

A Wrenched Virile Lore er en blandet remix-landhandel, der ikke formår at fremstå som en helhed. Ophavsmænd til remixene er en række mere eller mindre niche-kendte, obskure og endda fiktive kunstnere med et nogenlunde fælles udgangspunkt i eksperimenterende, ofte elektroniske miljøer

Garbage: Not Your Kind of People

Garbage: Not Your Kind of People

Når Garbage genfinder dyderne fra de første år og tør lyde som sig selv, så svinger det ret godt – og det er som oftest når der enten går lidt industrial i den, eller når tempoet omvendt sænkes lidt, så melodierne får plads til at blive iørefaldende.

Killing Joke: MMXII

Killing Joke: MMXII

Killing Joke er en af rockmusikkens ægte tektoniske bands. De har i skiftende koalitioner haft indflydelse på lyden i utallige genrer og hos utallige kunstnere. Når Killing Joke lyder som Ministry, Opeth, Foo Fighters eller Rammstein, er det som regel den anden vej rundt; i virkeligheden lyder det ene eller det andet band bare som Killing Joke.

Light Asylum: In Tension EP

Light Asylum: In Tension EP

På Light Asylums EP In Tension, der er forløber for et helt album, der udkommer i 2012, får vi hele turen rundt i musikmanegen på en forunderligt simplistisk facon. Helt igennem elektronisk med et meget punket udtryk, der ikke er så kompromisløst at det ikke er poppet.

Descend: Through the Eyes of the Burdened

Descend: Through the Eyes of the Burdened

Man bliver hverken et bedre eller et dårligere menneske af at lytte til Through the Eyes of the Burdened. Næppe heller får man udvidet sin musikalske horisont, men hvis man er til genren, kan man lade sig underholde godt og solidt en plades tid.

Parzival: Urheimat

Parzival: Urheimat

Danmarks Laibach er for komiske til at være uhyggelige. Der er dystre, vellydende passager, men i sin helhed er albummet svært at tage alvorligt. Hvis man kan leve med den komiske vokal er der dog spændende momenter på albummet, der gør sig klart bedst i de instrumentale passager.

Pallas: XXV

Pallas: XXV

Det er svært at holde masken hele vejen igennem XXV, der oscillerer mellem det fuldfede og det parodiske. Det ufrivilligt komiske er en velkendt faldgrube for prog bands, der ofte han en tendens til at tage sig selv for seriøst. Pallas formår ikke at styre uden om de steder hvor isen er tynd, men lyser momentvis op som usædvanligt helstøbte.

Raunchy: A Discord Electric

Raunchy: A Discord Electric

Raunchy viser international styrke og kombinerer tyngde, melodi, elektronik og metal, der i passager holder sig for tæt til genrekonventionerne, men som i sin helhed udgør en fabelagtigt gennemført metalplade.

Spock’s Beard: X

Spock’s Beard: X

Spock’s Beard er lidt for kedelige – men de er desværre også ret fede indimellem. Og når de er det, så er de FEDE og alt i alt leverer de et prog rock album, der ikke viger fra konventionerne, men som har nogle fantastiske lyspunkter.

Jens K: Manden der ville være menneske

Jens K: Manden der ville være menneske

Manden der ville være menneske er en så arketypisk dansk plade, som det kan lade sig gøre at lave i dag, hvor den danske lyd også er blevet international. Men den fungerer på mere end bare det musikalske plan, og det er efterhånden en sjældenhed.

Bjørn Svin: Browen

Bjørn Svin: Browen

Bjørn Svin leger med minimalismen på sin nye plade “Browen”. Først efter et par gennemlytninger begynder lytterindsatsen at kaste vellyd af sig, men det gør ikke så meget at det af og til kræver noget at lære en plade at kende.