Det kunne i og for sig snart være morsomt at høre en opdateret version af de gode ting fra 90’ernes rockscene. The Suzukis leder tankerne tilbage på grunge-bølgens ti-år, men uden at bringe noget nyt og nyskabende til den gammelkendte lyd og attitude.
The Great Dictators har et imponerende og stærkt udtryk, og denne EP lover ikke blot godt for fremtiden. For The Great Dictators har allerede bevæget sig op på en vældig høj kvalitet, der er yderst anbefalelsesværdig.
Problemet for Friedberger er, at der ikke er nok af sangene, der melodisk har den styrke og tyngde, der skal til, hvis arrangementerne og vokalen ikke byder på udfordringer nok i sig selv. Der er masser af gode anløb til, at ørerne bør spidses ekstra, men for det meste løber det ud i sandet.
Jeg er ganske vild med The Swell Season og filmen ”Once” – og derfor var mine forventninger til dette album rigtig store. De indfries ikke helt, men det betyder ikke, at Marketa Irglova falder igennem som solist. Sangene er fine, vokalen er udmærket, men jeg kunne have savnet mere Marketa Irglova.
Sebastian Lind leverer et meget personligt og gribende minialbum, hvor han i grænselandet mellem akustiske og elektroniske klangflader prøver kræfter med håbefulde passsager og beskrivelse af håbløshed, og det giver et meget stærkt og anbefalelsesværdigt resultat.
Jonathan Wilson har brugt fire år på at arbejde på Gentle Spirit. Det er der kommet et ambitiøst, men ikke helt sammenhængende værk ud af anstrengelserne. Et sammensurium af guitarsoli, synth-flader, små fine melodier og uforståelige langtrukne koblinger fra det ene til det andet univers.
Som forgængeren er der nogle klare styrker, men desværre er der ligeså mange svagheder, og derfor sidder jeg tilbage med en ny fornemmelse af, at The Migrant rummer rigtig meget godt, men at kun en lille del af det for alvor slipper ud.
Særligt i eksotiske lande som Brasilien og Portugal havde debuten succes. Det skyldes formentlig den vuggende og bølgende reggae-agtige fornemmelse, der giver et varmt og eksotisk præg. Men den megen vuggeri bliver lidt for søvndyssende undervejs, og kun for sjældent brydes dødvandet af mere energiske numre.
Som det var tilfældet på den første EP, er sangskriverevnerne hos Rufus Spencer skyhøje. På denne EP’s fem sange beviser bandet, at niveauet er modent og stærkt, mens der stadig er en ungdommelig frækhed, der letter de traditionelle genrer, som der prøves kræfter med.
Givers har en del af den samme charme og energi som Vampire Weekend. Sidstnævnte kom bare først, og derfor løb de med overraskelsesmomentet. Givers formår ikke at bringe nyt til afro-indie-stilen, og derfor fremstår de for svingende i kvalitet på dette debutalbum.
Rockbands fra Manchester giver ofte et billede af en småflabet og ærkebritisk attitude. Allerede på det punkt skiller The Travelling Band sig ud, for her er der tale om et Manchester band, der primært bringer akustiske guitarer, nydelige sange og folk-pop-arrangementer til deres ofte velskrevne numre.
Laura Marling er en unik og fortryllende kunstner, der evner at kombinere de flotte arrangementer, den helt igennem betagende vokal og de alvorsfulde og velskrevne tekster. Hun beviser allerede som 21-årig at hun hører til i den absolutte topklasse.
Det er en rutsjebanetur af de helt store, som lytteren sendes ud på med temposkiftene, hvor man slynges fra den langsomme og forventningsfulde opkørsel, til man er helt tæt på himlen og gribes af storhed og benovelse, og til man med lynets hast kastes ned ad den næste bakke og mister fornemmelsen af tid og sted.
Royal Bangs har virkelig kompetencerne til at skabe et interessant bud på en totalt skævvreden melodisk indie-garage-lyd, men det er som om, at de ikke helt tør stå ved, at den melodiske og iørefaldende side er deres stærkeste. Det er synd, for det er her, at Royal Bangs for alvor rykker.
Det er velspillet og velgjort, og der er en charme og hygsomhed ved albummet som helhed, men der er ikke helt nok punkter, der brænder sig fast, og hvor Tim Schmidt markerer sig selv som en artist, der har fundet sit eget udtryk, og som for alvor brænder igennem.