The Pineapple Thief: Someone Here Is Missing

The Pineapple Thief: Someone Here Is Missing

Overordent gemmer guitarerne sig for langt nede i mixet på Someone Here Is Missing. Der er for lidt nerve som griber efter struben, er dragende eller på anden vis genuint. Ikke at det behøver være spektakulært, men det bliver for pænt og uvedkommende i længden.

04.07.10 – Converge – Odeon, Roskilde Festival

04.07.10 – Converge – Odeon, Roskilde Festival

Converge hyperkomplekse blanding af hardcore punkrock og ekstrem math-metal var hård kost på en tidlig søndag, men en anseelig mængde havde alligevel fundet vej til Massachusett bandet opvisning og de blev der sgu under hele den timelange koncert. Det pæne fremmøde var overraskende i forhold til det ukristelige tidspunkt. Det er godt gået og noget helt særligt for Roskilde Festivalens musikelskere.

03.07.10 – Bad Lieutenant – Arena, Roskilde Festival

03.07.10 – Bad Lieutenant – Arena, Roskilde Festival

En aften som jeg gik til med frydefuld forventning, endte som en middelmådig præstation, på trods af helt store evergreens i kufferten. Svigtende vokal, halvskidt lyd, tekniske problemer og for mange irriterende pauser var hovedoverskrifterne.

02.07.10 – Wooden Shjips – Pavilion, Roskilde Festival

02.07.10 – Wooden Shjips – Pavilion, Roskilde Festival

Havde man ikke fået nok knaldperler under Gorillaz´levering af Clint Eastwood, var der masser af skud i Johnsons psychbøsse denne smukke fredag aften på solskinsindsvøbte Roskilde festival. Ikke skudt af som hidsige brag, men med masser af tålmodig bund og tung fod på fazer-pedalen.

01.07.10 – Sólstafir – Pavilion, Roskilde Festival

01.07.10 – Sólstafir – Pavilion, Roskilde Festival

Islandske Sólstafir leverede en massiv omgang metal på Pavilion på en hed torsdag aften. Selvom bandet spiller en, indimellem frysende kold musik, var der hot as hell på den lille scene under den timelange koncert. En fed og dejlig tung, men også energisk præstation, som kun folk fra det vindblæste land kan mønstre.

01.07.10 – Porcupine Tree – Arena, Roskilde Festival

01.07.10 – Porcupine Tree – Arena, Roskilde Festival

Mens masserne foretrak Gorilla angrebet torsdag aften på Orange scene, havde en mindre, men dedikeret flok søgt mod Arena, for at få et skud progrock i selskab med Porcupine Tree. Som koncerten skred frem, kom der dog mange til og teltet kogte godt og grundigt, inden briterne gik af igen. Med vant sans og nærmest autistisk præcision, indfandt det britiske band sig på slaget 23, på Roskildes næststørste scene, til udelt begejstring hos publikummet.

Nr. 3 – Portishead: Dummy

Nr. 3 – Portishead: Dummy

At Portishead skabte en ny genre eller i hvert fald populariserede og satte tyk streg under termen trip hop og viste hvor stor en berettigelse den havde, blev tydeliggjort af den efterfølgende tsunami af mere eller mindre kompetente kopister der fulgte med i kølvandet på Dummy.

Eloa Vadaath: A Bare Reminiscence Of Infected Wonderlands

Eloa Vadaath: A Bare Reminiscence Of Infected Wonderlands

Eloa Vadaath er ét af de 72 gudenavne i den hebræiske Quabalah. Det betyder: Den som ved og ser alting. Jeg ved ikke om det italienske band af samme navn, føler sig ophøjet til et sådant gudestadie, men ser og ved de alting, ville de måske have opdaget at deres debut kun holder halvvejs hjem.

Here We Go Magic: Pigeons

Here We Go Magic: Pigeons

Jeg får ingen fornemmelse af, hvor bandet vil hen og forstemmes over, hvor lemfældigt de omgås deres talentfulde ører for den gode melodi. Det er som om, HWGM nægter at berige lytteren med de utvivlsomt fine numre, de gemmer på oppe i ærmet.

Frog Eyes: Paul´s Tomb: A Triumph

Frog Eyes: Paul´s Tomb: A Triumph

Frog Eyes laver fremragende sange, spillet med visionær sans, overblik og opsigtsvækkende drive af bandet, men Frog Eyes´ helt store profil og karismatiske es er forsanger Carey Mercer, som er noget af det mest interessante på den nuværende rockscene. Han kan fandendansemig tiltrække opmærksomhed.

Faithless: The Dance

Faithless: The Dance

Måske har Faithless denne gang budt op til den allersidste dans. I hvert fald er der med blot tre halvgode numre ikke meget der rykker i fodsålerne længere, eller pirrer ens musiske nysgerrighed.

Dark Room Notes: We Love You Dark Matter

Dark Room Notes: We Love You Dark Matter

Dark Room Notes gør sig i semi-melankolsk, opstyltet og oppustet electropop. Det er så kunstigt, tomt, kalkuleret og indholdsløst, at det skriger til himlen. Melodisk har irerne desværre heller ikke noget nævneværdigt at byde på og de dødssyge ligegyldigheder løftes kun en millimeter fra det rene intet, af gennemtærskede men dog habile keyboardriff i ny og næ.

Nr. 19 – Kyuss: Blues From The Red Sun

Nr. 19 – Kyuss: Blues From The Red Sun

Man kan næsten høre på albummet, at det er skabt i ørkenen under åben himmel, for der er uendeligt højt til loftet på de tunge, slow-mo tempo psykedeliske numre. Pladens titel taler vel også for sig selv i den sammenhæng og Kyuss bekender sig til sandet og solen, som andre bekender sig til religionen.