75 Min. som lagde godt fra start, men punkterede hen ad vejen og aldrig fandt kadencen igen for alvor, med latterlige besøg af stive homies fra hjemlandet som aldrig skulle have været i nærheden af scenen, var desværre hvad det ellers tændte publikum blev spist af med i aften.
Synd og skam, for både rammerne, lyden, de gode numre og ikke mindst en engageret flok mennesker var til stede på Lille Vega.
Engelske Beak> er en trio bestående af to knap så kendte musikere og så Geoff Barrow, musikalsk tryllekunstner og primus motor i ikonografiske Portishead. På trods af en række ligegyldige numre, så er leverer bandet en gang lytteværdig krautrock.
Marvins Revolt er utvivlsomt dygtige musikere, men vokalarbejdet er lidt tyndt og bandet formår ikke, at udnytte deres musikalitet kompositorisk, så de mindeværdige numre udebliver desværre. Samtidig er T. J. Lipple´s produktion generelt for fersk og man savner en mere kras og aggressiv lyd med mere tyngde.
Dúnè leverede 95 min. topunderholdning på denne torsdag i november og formåede, at holde vores interessen fangen hele vejen. Godt gået, med tanke på en 90 min. dokumentarfilm, inden de live viste, hvorfor de er så populære både herhjemme og udenlands.
Alberta Cross spiller med en misundelsesværdig selvfølgelighed, som var det at komponere og levere en god sang, lige så nemt som at stave til USA. Pladens ti numre er så gode, at det tangerer det rene blær at kunne levere så høj en standard allerede i første hug af en langspiller.
Var See Mystery Lights en Ep bestående af de fire første numre, ville jeg være særdeles begejstret, men som langspiller, er der simpelthen ikke nok effektive skud i bøssen og det impulsive og legende fader ud til fordel for tomgang og ligegyldigheder.
Tre kvarters koncert kan være fyldestgørende, hvis de er leveret med stor og gennemført intensitet og som var det livet der var sat på spil, men ingen af delene fik vi desværre i aften.
Electrojuice er et yderst velvalgt navn, for det er noget af en elektronisk vitaminindsprøjtning man indtager, når man drikker af grønskollingernes vitale kilde.
Genbrug kan jo både handles som fine antikviteter og som de lavere rangerende marskandiser varer. Rammstein sælges smukt indpakket som fin antik, men indholdet er altså noget ideforladt og sine steder, så tæt på musiktyveri fra egne tidligere udgivelser, at man næsten kan se Till Lindemann og Co.´s fingre på copy paste knapperne.
Den danske rockscenes ægteskabelige pendant til Brad Pitt og Angelina Jolie, med dygtig og gennemkalkuleret sans for at promovere deres musikalske projekt, kaster sig på ny ind i mediemøllens ubamhjertige centrum med deres nye udspil Black Luck.
Det er klassisk britrock uden dikkedarer og med Union Jack tatoveret i panden. Er man positiv overfor den præmis, er det såmænd udmærket det Officer Kicks præsenterer. Det er fint håndværk og numrene sparker røv som de skal.
The End er en helt igennem dejlig plade, som vil gøre sig lige godt uanset årstid og humør, for den rammer helt ubesværet både glæde, tristesse, smil og tårer og den bliver simpelthen bedre og bedre for hver tur i afspilleren. Musik som lyder enkelt og ligetil, uden besvær eller store armbevægelser, er oftest det bedste, men samtidig det sværeste at lave – Brother of End kan præcis det og gør det eminemt på The End.
Betyder det noget om der er 20 eller 200 mennesker til en koncert, kunne være spørgsmålet. Uanset hvad kunne man godt ønske sig flere mennesker til Kitty Wus fortrinlige koncert. Og at flere fik øjnene op for bandets kvaliteter, både på plade og ikke mindst live.
Kan man leve med at blive afhængig af små 30 min. musik, som man er nødt til at sætte på repeat knappen, er Shrinebuilder et absolut must. Bandet består af fire levende legender som nærmest betragtes som larger than life skikkelser i en musikalsk joint venture. Altså en supergruppe af episke dimensioner hugget i granit.
Generelt er det lidt svært at se hvor APMN, egentlig vil hen med denne Ep og udspillet virker noget søgende og en kende retningsforstyrret. Ikke desto mindre oplever jeg, at jo mere jeg lytter til deres udspil, jo mere sværger jeg til, at de måske kan nå langt med deres gode melodier.