Plader, film, bøger, demoer
Dette er en fotobog. En scrapbog. En tidsrejse. Noget til dit coffee table. Eller hvad det hedder. Alt og alle der bevægede sig i den musikalske og kunstneriske sfære i undergrundsmiljøet med de gode vækstbetingelser, har før eller siden fundet sig selv for enden af Guðbrandsdóttirs kameralinse, hvis man skal tro ”Alle er kommet”.
På trods af at Anathema har udgivet adskillige DVD’er, har bandet aldrig helt formået at fange liveoplevelsen. Men det rådes der nu bod på med Universal, der i den grad kæler for både øjne og ører.
Folk og mere lettilgængelige melodier går hånd i hånd på bohemegruppens debutalbum. Når de rammer tidligere tiders nerve, er det knus elskeligt, men derimod når de prøver at være for folkelige, bliver det intetsigende. Overvægten ligger dog på de gode momenter.
Vi kårer 80ernes 30 bedste albums. AC/DC’s “Back In Black” ligger nr. 6.
Søgende og flydende bølger Keith Canisius’ vokal ud over kanterne i et flerfarvet, psykodelisk univers, der skvulper over sine kanter og ind i ørene på sin lytter. Den amerikanskfødte dansker Keith Canisius er ude med sit fjerde soloalbum ”Beautiful Sharks” med 13 drømmende numre.
Der er er ingen tvivl om at de fantastiske locations, gør ”The Ghost of Piramida” til en utroligt stærk visuel film, men desværre stiller filmen ikke de spørgsmål der skal stilles. Det eneste drama der udspiller sig omkring indspilningerne, er en isbjørn der naturligvis aldrig dukker op, og at Casper Clausen spørger manden, der beskytter bandet imod isbjørnen der aldrig dukker op, om han kan få en cigaret.
Det er i sangenes slidstyrke og i de mange fine detaljer, at The Tristesse of Enola har sin styrke, og er man til den lavstemte og udtryksfulde folk, er der mange ting at hente her. Kan de holde kvaliteten i sangskrivningen kan der komme et stærkt album på et senere tidspunkt.
Live From New York er i øjeblikket det bedste bud på en flot koncertoptagelse, der både er auditivt kræs for guitarfreaks men også musikalsk medrivende og indimellem ganske rørende.
Generelt lægger Rhine Gold sig som en behagelig forlængelse af debuten fra 2008. Man kan høre, at koret nu er blevet flerstemmigt, men jeg kunne godt have tænkt mig i højere grad at blive overrasket og rørt af de ni skæringer.
The Jezabels kræver sin tid på dette album, der i høj grad lever på en stærk vokal og en række fornemme stemninger og opbygninger. Men er tålmodigheden lang nok til, at de enkelte numre får lov at folde sig helt ud, så er der masser af gode sager at hente.
Infernal Legion stammer fra Ungarn, så de har derfor ikke fået blackmetallen ind med modermælken, som de norske bands i genren, mere eller mindre, har. The Spear of Longinus er et acceptabelt baggrundsmetalalbum, men desværre ikke meget mere end det.
Den aldrende punksangerinde Penelope Houston fra The Avengers prøver kræfter med countryrocken, og det slipper hun ikke ubetinget godt fra. Enkelte numre er ganske vellykkede, men ellers kendetegnes dette album ved en rusten og til tider skinger vokal, der ikke evner at folde de mest interessante numre ud.
Med et setup af kontrabas, klarinet, mandolin og keyboard og effekter, kan man ikke andet end forventningsfuld læne sig tilbage og lytte til hvad det unge band Nór har at byde på. Og man bliver ikke skuffet over de smukke og skrøbelige numre.
Raised Among Wolves nåede at vise, at de var et band, der kunne noget ganske særligt. Mon ikke de bandmedlemmer dukker frem i andre sammenhænge, og mon ikke vi får fornøjelsen af Tobias Boelts nydelige og kompetente sangskrivning og vokal et andet sted i de kommende år. For potentialet i dette nu opløste band var stort.
Live Over Europe byder på fremragende rockmusik, men desværre fokuseres der mere på det visuelle og mindre på det musikalske. Det påvirker helhedsindtrykket og to timer i selskab med Black Country Communion bliver derfor noget uvedkommende.