01.07.16 – Rebecca Lou – Rising, Roskilde Festival

Foto: Camilla Jørgensen
Foto: Camilla Jørgensen

Rebecca Lou – rigtigt lovende

Der var dømt mandagsstemning på Rising,  lige inden Rebecca Lou gik scenen sammen med sit band. Folk sad trætte i græsset, og foran scenen var kun en håndfuld dedikerede fans samlet. Men det fik Rebecca Lou hurtigt ændret på. Folk blev lokket til ved lyden af rå guitar, en gennemtrængende stortromme og en vokal, der revsede sig gennem åbningssangen “Not 4 You”. Fra første strofe levede Rebecca Lou op til hypen omkring hendes vokale rækkevidde . Hun croonede og hvæssede skiftevis gennem “Sugar, Sugar, Sugar”. Da himlen åbnede op for dæmningen med en kontrolleret, lille byge under “No Surrender”,  fik publikum serveret flerstemmige harmonier, melodisk hovedvokal akkompagnieret af en bidende punkrock.  Og sådan fortsatte hun med vokal alsidighed gennem det 45 min lange set. Man fristedes næsten til at kalde Rebecca Lou for den danske punks Adele. Så meget sjæl og indlevelse er der momentant i den unge sangerindes stemme. Og det er i den komplekse blanding af hendes nuancerige vokal og den kantede punk, at Rebecca Lous musik er mest interessant og gribende. Når Rebecca Lou ikke lader sig binde af forventninger om, hvordan punk skal synges og fremføres, så er hun et kærkomment pust af frisk luft på en scene. Hun viser en herlig og tiltider uimodståelig bredde i hendes ørehængende numre, der nok er født ud af kærlighed til punk, men som ofte føles mere som bastardbørn med poppen. Man kan ikke lade være med at vugge i takt med beatet og nynne med på en ørehænger som “I Wanna Be Your Everything”, hvilket fællesskråleriet på Rising beviste. Det er forfriskende uforudsigeligt, og den del af Rebecca Lous talent ser jeg frem til at følge i de kommende år.

Der, hvor koncerten var knap så interessant, var, når Rebecca Lou og co. prøvede lidt for insisterende at leve op til et image som hårdtslående punkband. I programmet for dette års Roskilde Festival finder man et lille lyn ud for koncerter med høj-energisk niveau, hvilket var indikeret ved Rebecca Lou. Bevares, der blev danset en smule, og et lille moshpit sås glimtvis. Men helt højenergisk blev det aldrig. Og nogle gange skal man som kunstner bare acceptere, at det er ikke der, hvor publikum er. Istedet fortabte bandet og sangerinden sig i punktågerne og leverede afslutningsvis en ligegyldig version af den ellers udmærkede “Bitch U Look Good”  Guitarer buldrede vrissent ud af højtalerne, mens Rebecca Lou strubesang, krøb og vred sig på scenen og virkede til at glemme publikum i et forsøg på at blive væk i musikken. Det var en ærgerlig, småkedelig afslutning på en ellers ganske udmærket koncert, hvor Rebecca Lous omskiftelig toner, der svinger fra let og forførende til mørk og truende, oftest gik op i en højere enhed. Heldigvis.

Karakter

5 Karakter
5