01.07.17 – Arcade Fire – Orange, Roskilde Festival

AracedeFire-Press2016-1050x700

50 nuancer af forunderligt og forrygende

Arcade Fire stod helt sikkert nummer et på rigtigt mange Roskilde koncertlister, som den ene koncert, der ikke måtte fortage sig i fuldskab, drukne i regn eller forsumpning i lejren. Det gjorde den i hvert fald på min liste! Jeg har haft fornøjelsen af at opleve det canadiske musikkollektiv flere gange, og jeg skal være helt ærlig. Jeg fucking elsker Arcade Fire. De er et mesterligt liveband, der får det til at se så legende let ud. Når de optræder med deres komplicerede musik, kan man nærmest skrælle lagene af hinanden og de formår at levere hver gang. Derudover har de med hver albumudgivelse fornyet og udviklet sig, så mine forventninger var mildest talt tårnhøje. Baseret på pitstemningen lørdag aften var jeg langt fra den eneste, der havde det på den måde.

Det blev derfor et forløsende øjeblik, da Arcade Fire satte i gang med den mægtige ”Wake Up” fra deres allerførste album Funeral. Voldsom og opmærksomhedskrævende fik den svulstige rocksang draget et jublende publikum med ind i Arcade Fires finurlige univers. Forsanger Win Butler ledte an og kvitterede for den varme velkomst med at smide en tamburin ud til folk, så de kunne bidrage til musikken. Godt fra start med et af de ældre numre skiftede fokus til det helt nye.

Om en lille måneds tid kommer der et nyt album fra bandet, og undervejs fik vi præsenteret den nye lyd, hvor discoen spiller en gennemsyrende rolle. Der er gået glad danseband i den, og om det holder hele vejen, ved vi, når albummet udkommer. Men på Orange en sen lørdag aften tog de fleste sig en svingom til de to nye numre, den Abba-ficerede ”Everything Now” og den discofunk-inspirerede ”Signs of Life”. Arcade Fire forsatte med de dansable numre med ”No Cars Go”, hvor euforien fløj gennem de små 100.000 mennesker samlet foran Orange. Overstadige ravede menneskemængden sig gennem kæmpehittet.

”It’s a beautiful evening”, pointerede Butler fra scenen, og det var det i sandhed. Arcade Fire var dukket op med fuldt ensemble, så vi blev ført vidt omkring i deres store bagkatalog af genreforvrængende numre. Der blev spillet på strygere, klaver, harmonika i den svingende ”The Suburbs”. Vi fik punket smadrefest med skramlet guitar og bas i en herlig kaotisk kakofoni i løbet af ”Ready To Start”. Der var ømhed at hente i den fine ”Neighbourhood #1 (Tunnels)”, hvor vokal og musik byggede op i et overvældende crescendo. Trompetfanfarerne i ”Reflector” skreg af soulfunk, og fulde af øl, den lune sommeraften, det gode selskab og den vidunderlige musik dansede folk henrykte til musikken.

Arcade Fire gav Roskilde Festival en fremragende koncert, der afsluttede festivalen for de fleste. For de, der holdt smatten og regnen ud, var Arcade Fire en velsignelse, der gjorde det hele værd. Arcade Fire havde et overlegent overskud, der fødede energi til deres publikum. Deres velspillede melodier og de vokale udfoldelser syntes ubesværet, men en kampsvedende Win Butler vidnede om den pragtindsats, det kræver at spille Orange op. Og prægtigt var det, ja faktisk var Arcade Fire 50 nuancer af forunderligt og forrygende.

Karakter

9 Karakter
9