01.07.17- Baby Woodrose- Avalon, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Autentisk, men ensformig, lyd af syre

Et af årets sidste koncerter på Roskilde Festival stod de danske syrerockere Baby Woodrose for. Det gjorde de godt, men uden de store overraskelser og måske med en smule forudsigelighed.

I frontmad Lorenzo Woodrose, også kendt som Uffe ”Guf” Lorenzen, har Baby Woodrose en af de bedste forsangere på den danske rockscene, hvilket han også viser som frontmand i et andet dansk syrerockband, Spids Nøgenhat. Der er dog forskel i hans stemme i forhold til om han synger på dansk eller engelsk, og personligt synes jeg, der sker noget mere interessant når han synger på sit modersmål, men der er dog ingen tvivl om at manden har en stor stemme.

Woodroses stemme var da også helt i top da bandet lagde ud med ”Reality” fra den nyeste udgivelse Freedom, og det er bestemt den autentiske 70’er-lyd der er i højsædet hos bandet. Storskærmen bag bandet vidnede også om forkærligheden for det syrede, da der konstant var psykedeliske mønstre i alle regnbuens farver.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Bandet åbnede Orange scene tilbage i 2003, da de var et nyt band på den danske scene, den gang havde det et hit med sangen ”Everything’s Gonna be Alright”, en sang, som sjovt nok var fraværende til koncerten på Avalon. Dog gjorde det ikke så meget, for der er bestemt sket en positiv udvikling med bandets musik siden åbningskoncerten og de fremstår i dag noget mere spændende at lytte til.

Setlisten bestod af en del sange fra førnævnte Freedom, som er et vellykket album, så det var en fornøjelse. Dog var fremførelsen af sangene lidt ensformig og til tider virkede det lidt, som om koncerten bare skulle overstås for bandet, som dog var meget tight og professionelle, men lidt mere vildskab kunne have klædt dem.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Lyden i teltet var som den skulle være, dog med en ret irriterende ekkoeffekt på Woodroses vokal. Det var helt sikkert meningen, at den skulle lyde sådan, men det blev bare forstyrrende i længden. Koncerten var som helhed fin, men der manglede lidt af noget, en stemning. Da jeg oplevede Spidst Nøgenhat på samme scene for et par år siden, kom de bedre ud over kanten på scenen, men blot fordi, det er samme frontmand, skal man måske fraholde sig for at sammenligne de to bands. Baby Woodrose er stadig lidt af en ener i dansk rock, men ikke den vildeste oplevelse på dette års Roskilde Festival.

Karakter

6 Karakter
6
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.