01.07.17- Foo Fighters- Orange, Roskilde Festival

FooFighters-Press2016-1050x700

Orangerockfest

Hele tolv år skulle der gå før amerikanske Foo Fighters, der nok med rette kan kaldes det største levende rockband, skule vende tilbage til Orange scene. Det var en meget lang ventetid, men det var alle årene værd.

Tilbage i 2005 spillede Foo Figthers på Orange scene i brølende solskin, og mange husker den koncert for at forsanger Dave Grohl kravlede en tur op i lydtårnet, men bestemt også for at det var en virkelig fed koncert. Siden har mange ønsket dem tilbage, især fordi, de er et af de få levende rockbands, der virkelig kan samle folk til en fest foran Roskilde Festivals største scene, og i år var endelig året, hvor det lykkedes at få bandet tilbage på plakaten.

Solskin var der ikke et eneste glimt af denne gang, men det ændrede ikke på at stemningen både på og foran Orange var virkelig god. Dave Grohl var, som altid, fristes man til at skrive, ét stort smil og startede med at råbe ”Heeeeey!”, og spørge om vi var klar til at rocke ud. Det var alle tilsyneladende!

Bandet lagde ud med ”All My Life” hvor Grohl brølede og råbte så meget, at han flere gange mistede pusten og et par ord blev erstattet af hans karakteristiske, primale rockskrig, et skrig, der i øvrigt gik igen utallige gange under koncerten. Det var dog ikke en dårlig ting at han lige skreg lidt en gang i mellem i stedet for at synge, det var bare rock ’n’ roll. Efterfølgende kom der en længere hitparade, blandt andet ”Times Like These”, ”The Pretender” og ”Learn To Fly”, sange der alle fik hele pladsen, helt ned på de bagerste rækker i mudderet, til at hoppe, råbe og synge med. Der var i den grad gang i festen, sådan som man kunne håbe på at netop Foo Fighters ville kunne sørge for.

Det var dog ikke kun fest, der var på setlisten, for, som Grohl forklarede, ville bandet gerne veksle lidt i deres udtryk, og både køre publikum op og ned. Dette resulterede i den mere stille ”Wheels”, som dog stadig fik hele pladsen med i form af en sand skov af arme, der svajede fra side til side. Det fungerede dog ikke helt så godt, da de spillede balladen ”Cold Day in the Sun”, som har trommeslager, den fantastisk dygtige Taylor Hawkins, på leadvokal. Nummeret var egentlig fint fremført, men det behøvede måske ikke lige have været med på setlisten den aften. Lidt herefter fulgte en personlig favorit ”Walk”, som muligvis ikke er blandt bandets allerstørste hits (der er jo også en del), men det er et utroligt fedt og livsbekræftende nummer, og også det var mere end velspillet.

Under koncerten viste Grohl, at han er den rareste mand i rockens verden, fortalte historier og introducerede de fem andre medlemmer. Alle viste, de kunne deres musikhistorie og spillede uddrag af blandt andet Pink Floyd og Alice Cooper. Det var tydeligt, at det er et band, der har det sjovt sammen, og alt andet ville da også være sært, da Grohl i sig selv er noget af komiker, i ordets bedste forstand. Han havde naturligvis også overskud til at gå en tur ned blandt publikum i pitten med sin guitar, hvilket vakte stor begejstring, ligesom hans anekdote fra da han spillede på Roskilde i 1992 med Nirvana, selvfølgelig også gjorde.

Foo Fighters har for nyligt udgivet singlen ”Run”, og selvom den kun er et par uger gammel, var den bestemt ikke ukendt blandt publikum, og den lover forhåbentlig også godt for det kommende album, der skulle udkomme lidt senere på året. Blandingen af de stille balladestykker og de fræsende guitarer og Grohls råbende growl er essensen af Foo Fighters lyd, og det bliver spændende at høre, hvad de ellers har til os på det nye album.

Aftenen sluttede lige så godt som den startede med den flotte ”Best of You” og den smukke ”Everlong”, hentet helt tilbage fra deres andet album The Colour and the Shape fra 1997. Bandet spillede i to timer og et kvarter, så selvom man måske savnede sine personlige favoritnumre, og måske lidt mindre af det seneste album, konceptalbummet Sonic Highways, som ikke er deres mest interessante, var der stadig mange dejlige numre i mellem. Hele koncerten var en stor fest med en skøn frontmand som dirigent for et taknemmeligt publikum. Lad der lige gå lidt mindre end tolv år før I vender tilbage til Orange igen, drenge!

Karakter

9 Karakter
9
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.