01.07.17 – The Lumineers – Orange, Roskilde Festival

TheLumineers-Press2016-1050x700

Tiltrængt tender love and care

At få tildelt kl. 16 på Orange på sidste dag af årets festival er umiddelbart ikke det bedste tidspunkt for noget band. Men bookingen af The Lumineers på netop dette tidspunkt viste sig at være en lille genistreg, for den amerikanske indie folkrock trio var nøjagtigt, hvad de trætte festivalgæster trængte til.

The Lumineers er et varmt bekendtskab personificeret af forsanger Wesley Schulz, der høj og ranglet charmerede publikum med sin hæse stemme og små mærkelige dansetrin med guitaren højt hævet. Bandets melodiske americana-numre spækket med vidunderlige harmonier var den perfekte kur mod gårsdagens tømmermænd og de ømme festivalfødder.

Bandet ruskede blidt publikum ud af deres døs med et folksy god-eftermiddag i form af ”Submarines”. Det blev starten på et set præget af et smittende overskud og engagement. Der var langt fra fyldt foran Orange, og der var åbent til pit det meste af koncerten, hvor folk dryssede ind og ud. Men som rytmerne rullede ud over plænen spækket med kærlighed og omsorg, kom festivalfolket for at være en del af fællessangen, som The Lumineers altid opfordrer og indbyder til. Giganthittet ”Hey Ho” har for længst gået sin sejrsgang verden over og var et af de tidlige indslag i bandets set. Der blev danset støvledans i rundkredse, folk krammede og kyssede, mens The Lumineers hyggede om publikum og fik sammenklingende stemmer til at nynne med fra scenekant til bagerste øltelt.

Den gode stemning fortsatte, til sidste tone klingede ud. Undervejs tog The Lumineers os i hånden og passede godt på os, mens de spillede skæbnefortællinger om fallerede forhold og længsel efter noget bedre og noget mere. Den sørgmodige kærlighedssang ”Cleopatra” fremmanede billeder af de åbne vidder og vindhekse, der blæses over prærien. Vi fik serenadesang og powerfalset i ”Dead Sea”, hvor Schutz afslutningsvis tippede hans sorte hat i en hjertelig, anerkendende salut til menneskerne foran scenen. Der blev trampet i takt til marchrytmerne i ”Ophelia”, og i afslutningsnummeret ”Stubborn Love” fik vi en opsummering og gentagelse af samtlige indslag, taktfast klap, trampende dansetrin og den skønneste fællessang.
Man følte sig i trygge hænder i den tid, de dejlige mennesker i The Lumineers var på scenen. Det stak aldrig af og blev aldrig til folkefest, men forblev hyggeligt og behageligt. Bandets musik har en opmuntrende livsglæde og optimisme, der gik fint i spænd med publikums sindstilstand efter flere dages festrivaldeltagelse. Endeligt så gav The Lumineers inddragende facon og glædelige engagement et skud af tiltrængt energi, så menneskemængden foran Orange fik lidt ekstra kræfter til at komme igennem lørdagens program.

Karakter

6 Karakter
6