02.05.13 – Sort Sol – Store Vega

SortSol-Presse2013-565x377

Revitaliseret punkband gav en mesterlig opvisning i stram koncertform

Sort Sol gav torsdag aften i Store Vega en magtfuld lektion i, hvordan man både tilfredsstiller det publikum, der er kommet for at høre de gamle crowdpleasere og de som er lydhøre overfor mere eksperimenterende og tålmodighedskrævende sekvenser. Tag nu det nye nummer ”Kursk”, som Sort Sol har skrevet i samarbejde med Stephen O´Malley fra det gådefulde drone-ensemble Sunn O))) og den molstemte kongeproducer Randall Dunn, der har skruet på knapper for ikoner som Earth, Boris og netop Sunn O))). Det blev sendt af sted som en åbner, der igennem ti mørke dronemættede minutter bestemt ikke er et nummer, man normalt forventer som entrébillet til en koncert fra et rockband, der rammer meget bredt i den danske befolkning. Et modigt – nogle vil sige dumdristigt valg – at begynde en forventningsfuld aften med og det var da også en radikal lussing til de som havde håbet på et Glamourpuss anslag, som start på en festlig aften med de gamle punkrotter.

Men ”Kursk” lagde skinnerne for en stor aften, der hverken blev kørt på rutinen, eller med endnu et best-of sæt med lidt fra alle hylder. Imellem ”Kursk” og den mere end tyve minutter lange monsterversion af ”Tatlin Tower” i showets finale, der i sekvenser både hyldede drone-tonaler, Krautrock i bedste Can stil, og et sejt gyngende Wooden Shjips-flow, blev publikum mødt af et vitalt og velspillende band, der godt nok fyrede hits af som perler på snor – hold fast hvor har det band mange stensikre koncerttræffere på samvittigheden – men som hele tiden udfordrede sig selv. De tre guitarister, Lars Top-Galia som altid kompetent, The Adam fra The Good The Bad spillende med nærvær og finesse og Manoj Ramdas, der om nogen er indbegrebet af rock´n´roll, spillede hele tiden op mod og med hinanden, og hele tiden i sync, så det var en fryd. Ren guitaronani, der konstant lagde et slør og en bund, der rykkede de kendte numre i nye retninger og gjorde aftenen særdeles spændende og meget kontant.

I det hele taget var lyden en ren fryd. Sine steder kompakt, andre steder tør og ren, for så at stikke af i psykedeliske ornamenter. ”Dog Star Man” var en selvfølge tidligt i sættet, men den blev dæleme skudt af, så man hørte hvor fine kvaliteter det nummer vitterligt har. ”Kiss The Street” kom som en serenade i en lang og smuk indpakning. ”Daughter Of Sad” gad man sgu godt høre på ny, når den kom med tre ypperlige guitarister. Nyeste skud fra Jørgensen & co. ”We Are Books” viste præcis hvor lækkert Steen kan synge, når han synger duet med sensuelle Jenny Rossander fra So So Echo og at Sort Sol fortsat har nye melodiske skud i bøssen, selvom der efterhånden er langt mellem salverne.

”Next Century” fik et ekstra ton guitar fra hoften i omkvædet og det var svært ikke at headbange som en bumset metalhead, når der blevet gået til stålet af de tre herrer med spaderne på scenen. Nummeret fik ekstra saft og kraft af en lang og effektiv solo effektueret af først en, så to, så tre guitarister. Pure heaven.

”Siggimund Blue” lukker på kontant vis sættet efter blot 70 min, men der er mere i vente – meget mere. For efter en smuk version af ”Let Your Fingers Do The Walking” og en skallesmækker af en ”Shaheeba Bay”, får vi som tidligere nævnt en drønflot og gennemmusikalsk groovy tyve minutters version af ”Tatlin Tower”, der skiller fårene fra bukkene og fordrer en lyst til trancetilstand og tribal vejrtrækning. Selvfølgelig er der folk som siver mod garderoben – især da Steen Jørgensen tager sig den frihed, at sætte sig på trommeopsatsen og læse avis adskillige minutter, mens vi andre dødelige blot kan se på, at bandet kigger ind i sig selv og spinder en løkke af rus og musikalsk transcendens om de jerngrebne tilhørere. Frækt og frisk under en sådan legen med publikums tålmodighed, men det virker sgu for den gamle ræv. Så var to timer fløjet af sted og man kunne kun undrende se til, mens Jørgensen takkede os for at gide tilbringe en torsdag aften i så bedaget selskab. Skulle det være en anden gang, siger jeg bare

Sort Sol viste sig som et forrygende og helt igennem revitaliseret band, der fortsat kan bryste sig af, at være et af Danmarks helt store ikonografiske grupper, som stadig har masser af pondus og karisma i behold.

Bravo.