02.07.11 – Hymns From Nineveh – Odeon, Roskilde Festival

Hymns From Niveneh på Roskilde Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

En stilfærdig og lys vokal med fine fraseringer møder et publikum, der spredt har samlet sig foran Odeons røgfyldte scene, mens de selv damper af efter morgenregnens taktfaste nedfald.

Rig variation
Jonas Petersens skønne vokal klinger følelsesladet ud over publikum, og spænder smukt fra den lyse ende af registeret til den mørke. Dette understøttes ligeledes af instrumentalsiden, hvor de mange musikere på scenen folder sig ud på instrumenter, der både komplimenterer Jonas Petersen mørke og lyse toner og tekster. Med en rig variation af save, mundharmonikaer, rytmeæg, harmonikaer, violin og banjo, og de mere konventionelle instrumenter guitar, bas, klaver og trommer, er der dækket op til lidt af en musikalsk buffet. Musikere og forsanger Jonas Petersen viser med stor ro og overbevisning, hvor meget følelse, der er at hente på de mange instrumenter, samt den store alsidighed og talent hos musikerne.

Folket flerstemmighed
Til tider opleves smukke lyse toner i vokalen omgivet af kraftige dommedagstrommer, der ildevarslende lurer i baggrunden med en massiv bas, der mere end kilder i mellemgulvet. På andre numre opleves smilende violin, veltilfreds harmonika og glad akustisk guitar, mens bandet smiler veloplagte ud til publikum. Andet nummer sættes i gang med en lang intro bestående af knips, rytmiske klap akustisk guitar før bandet rigtig folder sig ud, og publikum nu får søvnen tørret ud af øjene og regnjakkerne hevet af.

”Vi er sindsygt glade for at være her i dag!”, lyder det fra frontman Jonas Petersen, og fortsætter, ” Her får I en kærlighedssang!”. Et mytisk landskab folder sig lydligt ud i vore ører og klokkespil og banjo med bue og violin spillet på strengene, får følgeskab af flerstemmige vokaler og skønsang over hele linjen.

Gråtonet lys
Oven på en fredag, der var våd på mere end et plan, er det skønt med denne omgang honning i øregangene. Men der er ikke kun skønne toner og positiv energi i yndige kompositioner. Der er også plads til mere dramatiske skæringer, hvor tunge trommer, og et foruroligende sammensurium af banjo og violin, der hiver efter vejret og fortæller historien om ”Strange Day”. Dette nummer samt andre af samme art, fx ”Sister Sorrowson”, fortæller at Hymns from Nineveh ikke kun er bidder af himmerige, men også rummer mørket.

Bandet er hele vejen i hopla og virker både benovet og glade over den gode modtagelse, der uden tvivl er fortjent, da de spiller så fuglenes sang på en sommerdag blegner ved siden af.

Skriv et svar