02.07.16 – Sturgill Simpson – Avalon, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Da Avalon blev forvandlet til the wild wild west

Kentucky-born-and-bred Stugill Simpson voksede op i countrymusikkens arnested, og på Roskilde Festivals sidste aften gav den amerikanske sanger en mindeværdig lektion i genrens mange facetter og vedvarende relevance.

Deminklædt slentrede Simpson ind på Avalons scene som en selvsikker gunslinger fra det vilde vest bevæbnet med en guitar, der blev brugt til at skyde musiksalver ud over publikum. Over den næste halvanden time mindede Sturgill Simpson og hans syv mand store band os alle om, at country er meget mere end den stereotype honky tonk.

Som vokalist bliver Sturgill Simpson ofte sammenlignet med countrylegender som Merle Haggard, Waylon Jennings og Willie Nelson. Han har samme evne til at fortælle en historie med malerisk indlevelse og levere en følelse med et knæk i stemmen. Musikalsk strækker han sig dog langt breddere. Simpson har en fortid i bluegrass og fokuserede tidligt i sin karriere på hard country, og det høres i hans musik, der trækker på alt fra poprock til dixie big band arrangement med masser af blæsere. Simpson fik fornemmelsen for country ind med modersmælken og har et fuldstændigt begreb om genrens mange elementer, men han har ikke en ærefrygtig tilgang til country og fusionerer legesygt tradition med uventede twist, der kan få rotation i enhver saloondør.

Hillbilly honky steel guitar blev drysset i den stærke musikalske præriechili sammen med funkmusikkens markante bas riffs. Jazzede og opulente blæsestykker kendt fra New Orleans musikkens processionrytmer blev sat sammen med bluegrass guitar. Ingen musikgenre er hellig omkring Sturgill Simpsons lejrbål. Han fik sat fut i fejemøget med eksplosive guitarsoloer, og den hellige blæs-eninghed bestående af trombone, sax og trumpet fik teltdugen til at flagre i slipstrømmen af et band, der brugte hestekræfter nok til at få en diligence til at piske over stok og sten. Der blev danset linedanse på gulvet, hvor publikum taktfast trampede med på rytmerne, ja der var sågar en gruppe, der slog sig på squaredance med en omgang circle left, circle right. Den charmerende Sturgill Simpson sang serenade for damerne med en følsomhed, der fik trusserne til at dale. Kort efter gav han den som en ensom prærieulv, der hylede til månen, inden han gik glamrock og guitarduellerede med bandets anden guitarist.

Med sin versatile tilgang til musik beviste Sturgill Simpson, at det er sjovere at bryde musiksheriffens mange regler for, hvad man kan og må, hvis man skal følge genrelovene. Og med entusiasme og energi gav han publikum et røvrystende, heartbreaking, svedigt country set, hvor man hoppede ombord på Dixieland expressen og tog en tur til det musikalske vilde vest.

 

 

 

 

Karakter

8 Karakter
8