03.07.19 – Fontaines DC – Pavilion, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Irske Fontaines DC skulle overbevise et ret heftigt besøgt Pavilion telt om, at deres fremragende debutalbum Dogrels ikke blot er en godt produceret studieplade, men musik som rent faktisk kan overføres til scenegulvet med den vildskab der skal til, for at skabe den kaotiske vildskab pladen repræsenterer.

Lad det være sagt med det samme, bandet leverede varen til punkt og prikke. Frontmand og vokalist Grian Chatten fremstår med sin sitrende ADHD adfærd og don´t give a shit attitude, som den perfekte frontfigur til Dublin gutternes gnistrende postpunk. Han suger opmærksomheden til sig, når han står der med for store chinos og sweaterenh stoppet godt ned i bukserne kun lige holdt oppe af et intermistisk bælte. Hiver sig i håret, slår ubeslutsomt med hænderne og spjætter lidt akavet med benene og nedstirrer os med et blik, der på en gang er frenetisk og komplet ligegyldigt. Som om han nærstuderer os og overvejer, om han overhovedet gider være her, mens han lige efter eksploderer i engelske ord med en tommetyk accent og får et besat blik. De øvrige to guitarister, bassist og trommeslager er også et studie værd, med deres aparte påklædning, hår og ugidelige udtryk. De glor på os og hinanden som er vi et ligegyldigt tv-program, der beskues mens tv-dinneren indtages.

Det der kommer ud af instrumenterne er tilgengæld ingenlunde ligegyldigt. Heftige guitarkaskader, der leveres monotont, repeterende og insisterende. Rudimentære trommer topper og Chatten går hvileløst rundt, mens hans reciterer sine martrede sangtekster som gjaldt det livet. De første fire numre kører dette stramme koncept og Fontaines DC lyder her som en rabiat kobling af især The Fall og Viagra Boys. Chatten minder af statur og væremåde også om Mark E Smith og varetager den rolle, hvis det er hans hensigt vel at mærke, til perfektion. Der er også reminiscencer af en ung Ian Curtis med hans næsten spastisk epileptiske udfald og bandet lyder dybt nede også som en afart af netop det ikoniske band.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Det er determineret og fuldstændig frapperende at overvære. Man føler der virkelig er noget på spil for bandet og man hensættes i en lettere transcendental tilstand, der er ekstremt virksom. Midtvejs tager koncerten en drejning. Det er som om, at når bandet har spillet sig varme, sætter de lige intensiteten et gear op og sætter tykkere streg under punk end post. Her tangerer det desværre næsten poppunk visse steder og jeg ville have foretrukket, de var blevet i deres knugende verden af melankoli og mørkt skurrende repetition ikke ulig Suicide. Men bandet vil det anderledes og øger gaspedalen, forlader monotonien og smutter ned ad den mere bredsporede punkmotorvej.

Det øger helt klart intensiteten, men på bekostning af det tidligere kunstneriske udtryk. Mens jeg ærgres en anelse, ser jeg folk omkring mig opstemmes. Det bliver en anden koncert, ikke en ringere koncert, men en anden. Det er bandets valg og i og for sig en opbygning der giver fint mening, men jeg tabes lidt som koncerten skrider frem og ryger ud af den tilstand af noise-zen, Fontaines DC så fint og overbevisende indhyldede mig i i første halvdel af koncerten. Det lader jeg dog til at være ret ene om, når jeg kigger mig omkring, så det skal ikke komme bandet til skamme. Uanset bevægelsen henmod slutningen, var det onsdagens bedste koncert i min optik.

karakter

7 Karakter
7