03.07.19 – Tears For Fears – Arena, Roskilde Festival

TearsForFears-Press2019-1050x700

Kunne Tears for Fears levere varen som åbner på Arena scenen 28 år efter deres fabelagtige debut The Hurting ramte gaden? Eller var de blevet nogle forfaldne gamle mænd som eksempelvis Alphaville, der fortsat turnerer uden det mindste at byde på udover udvidede mavesække og frisurer med øget hårdgrænse?

Roland Orzabal og Curt Smith trådte ind på scenen og så knivskarpe ud. To flotte mænd med store hvide smil. Slanke og veltrimmede stod de der og modtog et ret heftigt velkommenbifald. Det samme kan man sige om koncerten, der bød på rigtig flot lyd, flotte stemmer og smukke vokalharmonier , både blandt de to hovedpersoner og i kraft af en kvindelig korsanger. Men det blev også lidt for flommet og pænt. Opulent grænsende til det småkvalmende især under det Beatlesinspirerede ”Sowing  The Seeds of Love” og ”Advice for the young at Heart”.

Bedre gik det på åbneren ”Everybody Wants to Rule The World”, der satte koncerten fint igang. På “Woman in Chains” fik korsangerinden frit løb og her gav det mening med den lettere højstemte setting. Aller bedst var Tears for Fears på de tidlige numre. Både grovhittet ”Mad World”, der fik min unge sidemand til at udgyde, at det da vidst var et Gary Jules nummer, duoen der plankede. Ak ja, meget lidt havde han forstået af sin musikhistorik. Men han fik dog ret i det med covernummer, for midtvejs i sættet satte bandet på besynderligvis igang med Radioheads gamle nummer ”Creep”. Hvorfor dog vælge et Radiohead cover, når man selv har et rigeligt arsenal af egne fortræffelige numre, er mig en gåde. Og at de tilmed vælger at servere det så tilpas ufarligt, at alt glans går af det nummer, føjer kun endnu mere spot til valget. Det blev ydermere leveret som en sukkersød ballade og helt urimeligt valgte Orzabal at udelade det ikoniske guitarhug inden omkvædet sætter ind. Ja, man tog sig til hovedet og undrede sig over, at han overhovedet turde synge “Fucking special” hen mod enden, som nummeret foreskriver. Men mange blandt publikum så nu ud til at nyde det og sang med af fuld hals. Radiohead valgte jo tidligt i karrieren helt at udelade det fra deres sætlister, så måske der er opstået en tørke efter netop det nummer.

”Pale Shelter” kom i en særdeles albumorienteret version, hvor man følte sig hensat til de synthpoppede startfirsere og det var præcis som den ged skulle barberes. Også ”Change” fik ben at gå på og henrykte tydeligt publikum der istemte sang og  hænder i vejret. Den selvfølgelige lukker ”Shout” blev dog rundet af det største bifald og folk i alle aldre sang med så teltdugen løftede sig. Undervejs så Orzabal og Smith ud til at have en fornøjelig stund med de 80 minutter der var givet bandet. En godkendt koncert, der dog indimellem tangerede en følelse af, at befinde sig på Norgesfærgen med et cheesy kopiband. Heldigvis var der også fine øjeblikke, når Tears for Fears hensatte os til firsernes melankolske synthpop, så det var vel i grunden havd man kunne forvente.

Karakter

5 Karakter
5