04.07.18 – Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs – Gloria, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen
Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen

Fedt fedt fedt fedt fedt fedt fedt

Roskilde Festival og smadret stoner-rock har altid været en god kombination. Der er noget ved denne festival, der bare giver en lyst til at lade håret hænge ud, headbange med hovedet og løfte fadøl i vejret til tonstunge riffs, der synes at blive ved i en uendelighed. Derfor var de engelske fyre i Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs – syv gange, har tjekket – en perfekt åbner på Roskilde, hvor vi var mange, der var klar til at blive lukket ind i deres støvede univers, hvor riffsene er simple og sagtens kan gentages et par hundrede gange.

Bandet er et nyt bekendtskab for mig, men har formået at få et solidt fremmøde på Gloria-scenen, hvis temperatur er tæt ved kogepunktet denne solrige onsdag. Derfor er forsangeren Matt Baty passende nok også på scenen i bar mave, hvor hans ultra-britiske korpus – tænk ølvom – hurtigt er gennemblødt af sved, mens han råber sine tekster ud til et publikum, der er helt klar til at have en fest. Der bliver hurtigt fyret op for moshpits og headbanging helt oppe foran scenen, og det er svært at holde hovedet stille, når bandet fyrer op for deres Black Sabbath- og Sleep-inspirerede riffs.

Jo, selvfølgelig bliver det lidt monotont henad vejen, men sådan skal det vel også lidt være indenfor genren. Jeg kan heller ikke se mig selv sætte det på anlægget derhjemme, men lige i dag er det perfekt og en genial start på festivalen. Derfor skal de have samme karakter som antallet af Pigs i deres bandnavn.

Karakter

7 Karakter
7