04.07.19 – Robert Plant – Arena, Roskilde Festival

040719-RobertPlant-RoskildeFestival-FOTOClausWrangMichaelsen-1050x700-4

Led Zep fans valfartede til Arena for at se, hvorvidt den 70 årige frontmand kunne varetage tjansen som vokalist for nogle af de bedste numre leveret indenfor blues tungrock ever. Ville han inkludere Zeppelin eller valgte han helt og holdent at bekende sig til eget solomateriale. Selvfølgelig blev halvdelen af koncerten dedikeret til det gamle kongeband, alt andet havde også været forrykt, for det aldrende publikum var svært tilfredse med de klassikere der mødte dem undervejs, gennem den 75 minutter lange sceance.

Sceance var det netop, for ligegyldigt hvad Plant bød publikum af invitationer til bifald, råb og håndklap, så fulgte den dedikere horde hans opfordringer. Han blev mødt som en Gud og godt så han ud med sit lyst krøllede garn og slanke korpus. Flere yngre piger omkring mig, lød helt forelskede, når han titulerede os under Arenadugen.

Allerede fra start blev det en Zep-fest, da det uhyre velspillende band The Sensational Space Shifters satte igang med ”When The Levee Breaks” til stor glæde for det propfyldte telt. Herefter blev vi mødt af god gammeldaws spilleglæde, komplet med trommesolo og div. Guitarsoloer, helt uden det blev anakronistisk og passe. Plant havde tydeligt brug for at hvile sin lyse vokal i ny og næ og her trådte bandet i karakter.

Vi fik en masse hejs på banjo, mandolin, akustisk og elektrisk guitar, keyboard, bas og en ekvilibristisk trommeslager. Plant selv fik en del hjælp på mikrofonen af diverse effekter, men hvad gør det. Han holder sin vokal ren og uden slinger. Vi fik en helt igennem uforlignelig version af det gamle Joan Baez cover fra den ikoniske debut. Her blev den leveret med nærvær, rock attitude, men også en nærmest tribal og groovy bluegrass, der hensatte teltet til dans og glæde. Hvor var det fedt, at han ikke bare lirede det gamle materiale af, som det lød i sin tid, men bibragte de fleste af aftenens klassikere nyt blod i omarrangerede versioner, der helt tydeligt gav bandet spillelyst og fremkaldte ægte smil adskillige gange under koncerten.

En vanvittig smuk version af ”Going To California” gav nærmest tårer i øjenkrogene og folk labbede det i sig, mens de istemte teksten så teltet nær løftede sig fra jorden. ”Ramble On” og ”Black Dog” blev vi også beriget med i gnistrende versioner med højt til loftet og bund, saft og kraft. Bandet og Plant virkede oprigtigt glade for at dele denne aften med os og det smittede helt ned til bagerste række. Indimellem fik vi solomateriale fra den yderst vellykkede Carry Fire, i kraft af den elektroniske ”The May Queen” og det glimrende titelnummer, der ingenlunde brød med intensiteten fra de gamle klassikere.

Plant førte os igennem en banjosprintende ”Little Maggie”, der igen indførte os i Bluegrass land, med stort bifald til følge. Det bibragte koncerten en dejlig variation og nerve. Ekstranummeret blev en hyldest til gode gamle Leadbelly, der blev leveret i sin originale version uden svinkeærinder.

Så var det pludselig slut og mange stod og ærgrede sig over, at de ikke lige fik ”Stairway To Heaven” eller hvad man nu måtte mangle fra Zeps store bagkatalog, men jeg mærkede alligevel, at folk gik derfra og ud i regnen tilfreds og velnærede af en udsøgt koncert af den gamle skole.

Stor aften!

karakter

8 Karakter
8