04.11.15 – Mew – Falconer Salen

Mew-Presse2014-1050-700

Trøstende toner

Mew indtog scenen kl. 21 med et brøl, som var de rockens nye messiaser. Nye kan man ikke ligefrem påstå bandet er, men det er noget tid siden, de sidst har stået på scenen i hovedstaden.

Hurtigt blev der tæsket trommer på åbneren “Witness” fra den glimrende Silas Graae, der bestemt er et af Mews aktiver både på plade, men især live. Når gruppens proggede powerpop for alvor skal ud over kanten, er han garant for massive bask, dét nogle gange desværre i en sådan grad, at det næsten overdøver Jonas Bjerres temmelig sarte vokal.

Netop Bjerre havde visse steder problemer med sin heliumsvokal, for de steder hvor den – som i eksempelvis “She Spider”, skal løbe fra det skrøbelige til det voluminøse, fra nul til 100 i power, bliver det svært for ham, helt at honorere de krav det stiller til en vokalist live. Hvorvidt han sparede sin vokal lidt de steder, må stå hen i det uvisse, men der var i hvert fald steder, hvor den kom til kort, eller han ikke helt ramte tonerne.

Desuagtet synger Bjerre fremragende. Det hørte man blandt andet i det midtvejsindlagte medley over “Clinging to a bad dream/ The Zookeper´s Boy/ Louise Louisa”, hvor Bjerre kun blev bistået af et simpelt klaver. Smukt og krystalklart stod han der næsten mutters alene foran et hav af mennesker og bare indtog rummet fra den brede scene.

Det er måske her Mew har sin force, skellet mellem det distinkt skrøbelige og inderlige og så det rockbombastiske med fuld skrue på alle instrumenter, vokal og lyssætning. Sidstnævnte tangerer som altid overkill, under de tempofyldte og tunge numre, som “Snow Brigade”,”Special”, “Am I Wry? No” og “156”, for her trykkes der så meget stroboskobflimmer og markante lysmuskler i publikums øjeæbler, at irisen skriger på helle og det bliver for meget i længden. Bandet synes åbenbart det er sådan den ged skal barberes, for det har alle dage været sådan til deres koncerter.

En anden tilbagevendende facet ved Mew i livesammenhæng er deres på en gang smukke og foruroligende visuals. De havde markant smag af genbrug i gårsdagens koncert, men heldigvis havde Hellerupbanden udvidet paletten i går med nye filmiske input til de nye numre fra 2015´s + –.

Mew havde til lejligheden allieret sig med Mads Wegner som erstatning for Bo Madsen. Han spillede til perfektion og man savnede på ingen måde noget, hverken i energi eller udførsel, ja havde man ikke vidst det på forhånd, havde man velsagtens ikke opdaget det overhovedet. Johan Wohlert er altid et energibundt på scenen med bassen hængende godt nede under hoften og han er utvetydigt bandets indpisker mellem scene og publikum. Bandet lod i det hele taget til at være både scenesultne og oplagte denne aften og publikum var på fra start.

Af nye numre, var især “Rows” en oplevelse. En gigant i sin grandiose lyd og med en opbygning hen mod en flot kulmination, der ligger tæt op ad “Comforting Sounds”. Ellers var det de ældre numre fra Frengers. der for alvor tog kegler. “Snow Brigade” led dog lidt under en buldrende lyd, der fratog os glæden ved Bjerres vokal. Han forsvandt simpelthen flere steder i bandets iver efter at give den max gas på alle aspekter.

Til gengæld var det en fryd at overvære det afsluttende festfyrværkeri – triaden “Rows”, “Am I Wry? No” og “156”, der simpelthen lagde Falconer Salen ned. Her vidste man, hvorfor man igen igen gjorde sig den ulejlighed, at frekventere Mew for 117 gang. Mageløse var de, da de bare præsenterede guldet i al sin vælde

Ud af scenen og ind igen og så vidste alle hvad der ventede, nemlig signaturklassikeren og den evige afslutter “Comforting Sounds”, der bare fører en ud i universets afkroge med sin sindssygt smukke og langstrukne afslutning. Selv de tre fulde idioter foran mig, der hele aftenen havde haft mere travlt med at høvle bajere og snakke arbejde og damer, lukkede pludselig mundtøjet ned, blev helt salige i øjnene og lod sig bare drive med i et af de smukkeste danske numre overhovedet gennem nullerne.

Selvom det er topforudsigeligt, kan man ikke forestille sig nogen anden exit end præcis dét nummer, når man er i selskab med Mew. Inden da fik vi “My Complications” fra + -, men den har de fleste vist glemt hurtigt igen efter de trøstende toner fra den danske nyklassiker.

7 Karakter
7
Tags from the story