05.05.16 – Iggy Pop – Falkonersalen

IggyPop-Press2016-1050x700

Vildhunden gjaldede på frederiksberg

Allerede fra start da James Newell Osterberg tonsede ind på scenen til tonerne af “Lust for Life” vidste man at man stod overfor at overvære noget genuint og stort. Køteren Iggy var landet og han var bidsk. Øjnene lynede som Donald Trump i konfrontation med Obama. Iggy meant business og han var et lyslevende bevis på, at alder kun er et begreb. Her står en niogtresårig fuldblodshingst trimmet som en 18 årig, der bare lever efter verfremdungprincippet. Iggy burde efter stimulans,- og kanyleoverload igennem en lang årrække pr. definition ligge six feet under, men det sked han på i går, hvor han stagedivede, moonede og såmænd også spankulerede rundt blandt publikum – også helt ned til bagerste rækker. Den mand er ustoppelig og man må bare overgive sig som almindelig dødelig eller resignere til baren, hvis ikke man kan klare mosten.

Bag ham stod det tighte band bag det Josh Homme-producerede Post Pop Depression album. Et fremragende comeback-album, der viste sig endnu mere fremragende i levende live. Store dele af koncerten var selvfølgelig turneret omkring det, men vi blev samtidig guidet rundt i storklassikkerne The Idiot og Lust for Life denne genuine aften på Frederiksberg. Bandet var velklædte i jakkesætsrødt – med undtagelse af hovedpersonen, der som altid kun bar sit eget selv – og alle spillede knivskarpt. Især Matt Helders fra Artic Monkeys og Josh Homme satte deres præg og signatur på koncerten.

Netop Homme spillede med en blanding af ærefrygt overfor koryfæet og rasende under de egenproducerede numre. Det var tydeligt som aftenen skred frem, at han nød at være en del af de gamle klassikere. Jeg har i al fald aldrig set så storsmilende en Homme, som under hans seksstrengede arbejde på “The Passenger”. QOTSA-mandens stramme lyd passer i øvrigt som fod i hose på Iggys dampede eskapader. Han bliver holdt i (relativ) kort snor og skejer ikke unødigt ud, men forholder sig stringent til form(l)en og teamworket.

Pop er den fødte indpisker og ingen blandt publikum for lov til at småsludre noget sted under den to timer lange sceance. Dét er der dælme ikke mange der formår i dag overfor en moderne Facebookhungrende “jeg keder mig, hvis ikke der sker noget” generation. Han holder – heldigvis – ikke de store brandtaler mellem numrene, men tjittjatter da undervejs. “If I Hitch hiked, Would you pick me up?”, siger han eksempelvis inden “The Passenger” sætter igang. Introen til “American Valhalla” skydes igang med ordene: “All my life I´ve been fighting. But if I have to fight, I wanna know where the fuck Valhalla is”. Sådanne små statements og kommentarer flyder gennem hele aftenen, no more no less, og det er rigeligt, for musikken bør tale, når Iggy stiller sig op på en scene.

Således bliver vi drevet rundt, katapulterende mellem Post Pop Depression materiale og gamle klassikere som ovennævnte og goodies som “Funtime”, “Nightclubbing”, “Tonight”, “Sister Midnight” og en suveræn afslutter i kraft af “China Girl”

Som om det ikke var rigeligt, vender Pop & Co. tilbage med syv! ekstranumre. Her bliver det hele leveret en smule løsere og mindre stringent, men ikke mindre bistert og nådesløst.

Kunne man ønske sig mere? Måske et par Stooges numre, men det ville være for forkælet at forlange ovenpå sådan en magtdemonstration.

Den eneste anke denne aften må være en ikke synderlig fed lyd, der også kunne have tålt lidt flere decibel, men det sidste er jo udenfor bandets hjemmel og sørgelig dansk praksis, så det lader vi ikke drengene til last.

Karakter

9 Karakter
9
Tags from the story