05.07.12 – The Cure – Orange Scene, Roskilde Festival

(foto: Claus Michaelsen)

Ligegyldigt nostalagi-trip.

Scenen var sat til den store The Cure-aften på Orange Scene. Publikum, som fire timer tidligere var blevet lukket ind på festival pladsen, var blevet mødt af en grafittimalers portræt af Robert Smith med teksten: “Toys don’t cry” og selv månen hyldede bandet, og festivalen, ved at male sig selv orange. Der var med andre ord store forventninger til, et af festivalens største navne, The Cures koncert på Orange Scene.

Desværre virkede The Cure ikke lige så oplagte, som de mange tusinder der var troppet op, for at se et af de mest legendariske bands i verden. Selvom langt størstedelen af de fremmødte i Oranges pit, var mere end tændte på at tage af sted på et nostalagi-trip tilbage til ungdommen i 80’erne, virkede bandet alt for rutine-præget, og spillede i starten af koncerten for alt andet end fornøjelsens skyld. Bandet er efterhånden berygtede for deres tre timer lange maraton-koncerter, og om det var udsigten til at skulle holde ud hele vejen, der gjorde den første time af koncerten komplet ligegyldig ved jeg ikke, men det virkede ihvertfald som om at bandet startede roligt ud, for at de gamle kroppe ikke skulle gå døde, inden marathonet var gennemført.

Retfærdigvis skal det siges at koncerten blev bedre, og særligt Robert Smiths karisma begyndte at lyse mere og mere, som mørket over Orange Scene brød frem, men der havde skepsisen allerede overbevist undertegnede om at den her koncert var en skuffelse. Langsomt blev der også mere og mere plads, imellem publikummerne i Oranges pit, og kun de største nostalgikere lod til at nyde koncerten.

Efter to timer forlod The Cure scenen, blot for komme tilbage og spille en times “ekstranumre”. Ja det virkede som en joke, og reelt set kan kun aftenens sidste nummer ‘Boys Don’t Cry’ betegnes som et ekstra nummer, da bandet fandt ud af at de stadig måtte spille i tre minutter, inden scenen skulle overlades til Apparatjiks sceneteknikkere.

The Cure har helt klart hitsne til at kunne spille en stor koncert, der er Orange Scene værdig, men efter 2 timer og 57 minutter, virker selv ‘Boys Don’t Cry’ komplet ligegyldig, og jeg måtte overbevise mig selv at det egentlig er et pissefedt nummer.

Tags from the story
,
Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.