05.07.13 – Synd Og Skam – Pavilion, Roskilde Festival

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Tømmermandsramt punkmorgen

Det er din vildeste drøm. Du skal spille på fucking Roskilde Festival. Men det er klokken 12 fredag formiddag. Publikum er lige stået op, og har tømmermænd. Det samme har du også, men du spiller røven ud af bukserne, og præsterer den vildeste koncert du nu engang kan præstere. Alligevel giver Diskants anmelder dig kun fucking 6 ud af 10. Ja, livet er sgu’ uretfærdigt, nedern, surt og ofte bare noget lort.

Det var i hvert fald det indtryk man må have haft som medlem af Synd Og Skam efter deres morgenkoncert på Pavilion. Livet er overvældende, larmende og tit alt for meget, ligesom Synd Og Skam, men heldigvis også utroligt smukt. Igen ligesom Synd Og Skam. Det er bandet der beviser at alt er muligt, og så alligevel ikke. Selvfølgelig kan du rejse dig fra en tømmermandståge, efter 6 dages intens druk, og levere en fremragende koncert. Desværre er det ikke sikkert at dit publikum kan det.

En voldsom cocktail

Gruppen, med den karismatiske frontmand Asger Hartvig, kan lidt af hvert, og gør lidt af hvert. Man ved i hvert fald aldrig hvad man kan forvente af dem. I det ene øjeblik buldrer de løs i en voldsom cocktail med alarmerende guitarer, og trommer der eksplodere som bomber, for dernæst at spille pop, som Lars HUG gjorde det i senfirserne. Det er et enestående kaos der hele tiden er på den smukke grænse af det elendige. En grænse der bliver danset så tæt med, at den selvfølgelig også bliver overskredet nogle gange. I en konstant musikalsk rus, væltede Asger Hartvig rundt på scenen som en undsluppet patient fra psykiatrisk afdeling. Ingen og intet kunne vide sig sikre. Hverken Hartvigs ene Adidas-sko, der fik sig en ordentlig flyvetur ud igennem Pavilion teltet, eller de mange mikrofonstativer der var stillet til rådighed.

Det var et kaos man følte sig godt tilpas i. Punken var tilpas reduceret, så man sagtens kunne se koncerten uden en 69-tatovering, og generelt virkede det lidt som om at punken var et udgangspunkt, de konstant forsøgte at komme ud af. Man kan kalde dem for punkere, der prøver at være David Bowie, Lars Hug eller John Mogensen, men som konstant er tynget af deres punk-last, og det gør dem altså ganske fremragende, selvom det ikke altid er lige pænt at lytte på.

Tømmermænd

Desværre ødelagde tømmermændne dog meget. Det publikum der burde vælte rundt, og skrige som gale, kunne simpelthen ikke. Det var en umenneskelig opgave. Punk med 6 dages tømmermænd i hovedet, samt udsigten til 16 timers koncerter. Nej det vil nok lægge en dæmper på de fleste, og det gjorde det også til stor synd og skam.
[nggallery id=178]

Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.