05.07.18 – Chelsea Wolfe – Pavilion, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen
Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen

Kom ind i mørket med Chelsea Wolfe

Chelsea Wolfe spiller dyster, tung og melankolsk musik, der som et sort hul suger dig til sig og sørger for, at intet lys kan nå dig. Men i det mørke finder du også noget smukt, og det er den balancegang, hun mestrer og har gjort hende til et stort navn indenfor sin genre. På sit nyeste album Hiss Spun fra 2017, som er det album, jeg opdagede hende på og hovedsageligt har lyttet til, er der skruet mere op for guitaren og bassen end på hendes tidligere udgivelser, og det virker denne aften på Pavilion også som om, at de fleste numre er taget fra den skive.

Det er svært at tage øjnene fra hende, som hun står på scenen med nærmest ligbleg hud og klædt i sort fra top til tå. Det betyder dog ikke, at resten af bandet (selvfølgelig også klædt i sort) ikke skal nævnes, for de leverer hele koncerten igennem en solid energi – specielt trommeslageren får slået ordentligt igennem som om, at hun har gang i en djævleuddrivelse på trommesættet.

Det er også førnævnte album Hiss Spun, som får lov til at sætte koncerten i gang, i form af de første tre numre på pladen, “Spun, “16 Psyche” og “Vex” – en perfekt start både på pladen og på koncerten. Herefter får vi første anerkendelse af publikummet, hvor Chelsea lige hilser på os, og så er det ellers tilbage til musikken.

I Chelsea Wolfes univers handler det om balancen mellem det støjende og det skrøbelige, og hun formår heldigvis at have publikum i sin hule hånd hele koncerten igennem. Det betyder, at folk giver den gas, når numrene lægger op til det, men også formår at tie stille og gøre plads til de mere stille passager. Dejligt at se og det betyder også, at de hårde elementer får det mere pondus og gennemslagskraft.

Der er ikke den store publikumskontakt undervejs, men det er heller ikke så nødvendigt. Vi får dog lige slået lidt hul på hendes hårde facade under et nummer, der lige kræver en genstart, hvor hun må løfte på smilebåndet. Udover det er det dog en professionelt gennemført koncert, hvor der er skruet godt op for bassen – nogle gange måske lidt for meget? – og alle numrene bliver leveret med en tyngde og bund, der kan mærkes lige i mellemgulvet.

Det er første gang, at jeg ser Chelsea Wolfe live, og jeg håber ikke, at det bliver sidste gang. Hun leverer en overbevisende koncert, der formår at drage alle, der vil, ind i hendes univers – hvis hun vender tilbage til Roskilde, så kunne man måske med fordel endda smide hende på lidt senere?

Karakter

8 Karakter
8