05.07.18 – First Aid Kit – Orange, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen
Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen

Harmløs hygge på Orange

Under et tæt skydække trådte First Aid Kit ud på Orange klar til at give dette års Roskilde Festival a big ol’ slice of americana. Bag bandnavnet gemmer sig to svenske søstre, Klara og Johanna Söderberg, der tilsammen mestrer kunsten at fremføre misundelsesværdige harmonier, når de fremfører deres folky indiecountry.

Publikum fik allerede smag på deres kunstfærdighed med åbningsnummeret “Rebel Heart” fra deres seneste album Ruins. Med trampende cowboystøvler i slangeskind stampede de to søstre koncerten i gang, hvor de dykkede ned i bagkaloget og fandt gamle fanfavoritter frem. Gennem deres færd rundt i verden har First Aid Kit fået samlet sig et band med multimusikere, der har country og blues i blodet, og deres velspillende og organiske sammenspil hjalp et stykke af vejen. Men det stod hurtigt klart, at Orange ikke var det rette fit til First Aid Kits følsomme musik. Søstrene virkede overvældede over scenens størrelse og vidste ikke helt, hvad de skulle gøre af sig selv. Så i starten fokuserede de på hinanden, på harmonierne og på musikken, der trods usikkerhed klingede smukt. De fik spillet sig komfortable, og med “The Lion’s Roar” kom der spontane, genkendte taktfaste klap fra publikum. Klara og Johanna udnyttede sangens bastante rytme til at give deres musik lidt mere kant med skarphed i deres guitar riffs end sædvanligt. Et kort øjeblik forsvandt de to pæne svenske piger til fordel for to country rock chicks, der gav den gas, morede sig med hinanden og med deres musik. Det er i de løsslupne, uhøjtidelige øjeblikke, First Aid Kit er bedst, for her kan publikum se, at de har det sjovt, og det er smittende.

Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen
Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen

Derfor fungerer det ikke, når den svenske duo forsøger sig med politiserende, socialbevidst musik. Med de bedste intentioner spillede duoen protestsangen  “You Are The Problem Here”. Kantet, punket og skarp i sin lyd adresserer sangen kvinders rettigheder, når de er ofre for voldtægt, og teksten stiller spørgsmålet – hvorfor er det altid ofrene , der udspørges? Hvorfor spørger vi ikke voldtægtmanden: hvorfor?!?!? Sangen blev ledsaget af en brandtale fra Klara, og efterfølgende virkede hele seancen malplaceret. Selve budskabet havde stået meget stærkere og klart, hvis de havde brugt nummeret som afslutning. Istedet spillede de efterfølgende “Postcard”, der fremstod som kvalmende, sød modsætning, og det punkterede fuldstændigt protestballonen. For de fleste blev det atypiske indslag hurtigt glemt, da First Aid Kit spillede sig gennem en stribe af deres bedste og mest kendte sange. Der blev hyggedanset og klappet til “Wolf”, hvor man kunne drømme sig til et road trip på den amerikanske landevej med vind i håret og musik pumpende ud af højtalerne. Kærester gav hinanden et ekstra kys og vuggede sammen i takt til tonerne af honky tonk sangen “Emmylou”. Den fængende “Fireworks” kulminerede i fællessang og en momentan hengivelse til øjeblikket.

First Aid Kits musik havde glimtvis format til at kunne udfylde Oranges formidable scene, men denne gang må det svenske band se sig slået. Bandets dygtighed og søstrenes fantastiske harmonier var ganske vist underholdende et lang stykke af vejen. Men First Aid Kits numre ville spille langt bedre på Arena, hvor de kan etablere den intimitet, som deres musik i virkeligheden fordrer. Torsdag eftermiddag formåede First Aid Kit ikke at blive mere end hyggeligt selskab, der hurtigt er glemt igen.

 

 

 

Karakter

6 Karakter
6