06.07.12 – I Got You On Tape – Arena, Roskilde Festival

Foto: Claus Michaelsen

Sikker præstation både belønnede og begrænsede I Got You On Tape

Danske I Got You On Tape er muligvis landets mest underspillede band, hvis man sammenholder det med deres store succes. Gennembruddet var Spinning for the Cause i 2009, og opfølgeren fra sidste år, Church of the Real, fulgte til fulde op på succesen. Alligevel har de ikke gjort meget ud af at ride på bølgen, og de hele 17.000 fremmødte i det store Arena-telt fik ikke I Got You On Tape til at vige fra deres vanlige nedtonede stil.

Man kunne frygte at deres vemodige og indelukkede musikalske univers ikke ville kunne føle sig hjemme på den store scene, men det lykkedes nu meget godt fredag aften. Trods det stadig lyse vejr uden for teltet, var der blevet nogenlunde mørkt inde i det åbne telt, og det bekom formentlig Jacob Bellens og co samt deres scenelys ganske godt. De sneg sig nærmest ind på scenen, og Jacob Bellens indtog sin faste plads siddende midt på scenen bag keyboard og synthesizer. Bellens åbnede med at fremføre ”Polkadots” alene, og herefter faldt bandet ind. Melankolien og intimiteten smittede af på det store publikum, og min frygt for at de mange stemninger i musikken ville drukne forstummede.

I Got You On Tape var ikke konstant intime og inderlige i aften. De kan også støje, og det gjorde de bl.a. på ”Ace in the Hole”, og den slags stemningsmæssige rysteture havde vi brug for. Med en for konstant stemning af intimitet og melankoli i musikken, overfor så mange mennesker, er der fare for at tabe den bageste del af menneskemængden, som knapt kan se løjerne på scenen, og det var da også tilfældet et par gange undervejs. Måske stod vi rent faktisk og ventede – og håbede – på det uventede, det nye og det der kunne rykke lidt i os. Men det kom aldrig.

Jeg vil til enhver tid foretrække at opleve I Got You On Tape på et mindre spillested, men gruppen skal ikke klandres for placeringen på årets Roskilde Festival. De leverede en sikker og god koncert, hvor man alligevel lige manglede det sidste. Nu var vi på Roskilde Festivals næststørste scene og teltet var mere end fyldt, og så havde jeg gerne set noget ud over det sædvanlige. Det var sikkert, godt og business as usual.