06.07.12 – Jack White – Orange Scene, Roskilde Festival

Foto: Claus Michaelsen

Guitargeniet og hans legeplads

For de fleste er Jack White synonym med The White Stripes, men i år udkom hans første soloalbum. På Roskildes Orange Scene viste han fredag aften, at lige meget i hvilken konstellation han indgår, så er han et af vor tids største guitargenier og lidt af et musikalsk ikon.

Når nogle kunstnere går solo, vælger de at lade være med at dvæle for meget ved sange fra deres tid i band(s), men da White selv har stået for stort set alle sange i sine White Stripes-dage, kunne man godt håbe på et par numre derfra, og det fik man også helt fra start. Jack White var som altid ulasteligt klædt, denne gang i sort jakkesæt og hvid hat med sort bånd, og imponerede fra start med en dejligt støjende udgave af en personlig favorit ”Dead Leaves and the Dirty Ground”.

Som baggrundsband havde han de fænomenale The Peacocks, som kun bestod af kvinder, og hvilke kvinder! Alle var de i hvide kjoler tilført lidt sorte elementer, og matchede derfor Whites tøj, hvilket uden tvivl var gennemtænkt til en hver detalje. White har altid gået op i ikke kun det musikalske udtryk, men også det visuelle, og selvom nogle vil mene, den slags er ligegyldigt, er det en fryd for det æstetiske øje. Derudover var alle medlemmer af The Peacocks utroligt dygtige på hvert deres instrument, især når det kom til trommeslageren og den fantastiske korsanger, som også fungerede som modspil til White i nogle numre.

Setlisten bestod af en god blanding af solomateriale, bl.a. den karakteristiske ”Sixteen Saltines”, den fine ”Love Interruption” og ”I guess I should go to Sleep”, og en god håndfuld Whte Stripes-sange, som udover det førnævnte åbningsnummer også indebar den søde ”We’re Going to be Friends”, og den fængende ”My Doorbell”, plus et par sange fra tiden i The Raconteurs, hvor ”Carolina Drama” blev leveret i en vanvittig flot og nærværende version.

Flere gange i løbet af koncerten blev man næsten lamslået af hvor unik og opfindsom Jack White er som sangskriver og ikke mindst guitarist. Man kan sagtens høre det på de albums, der findes med hans forskellige bands, men live forstår man virkelig at manden brænder for sit fag, på en måde hvor det lyste ud af hans øjne og han endda tabte sin hat i en vild guitarsolo! Det er en skam at en stor del af publikum tilsyneladende kun ventede på ”Seven Nation Army”, som selvfølgelig også blev leveret som afsluttende nummer, for Jack White kan så utroligt meget mere end den sang. Og hvor er verden dog heldige at have et legebarn af et guitargeni som ham.

Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.