06.07.12 – Lee Ranaldo – Odeon, Roskilde Festival

Foto: Claus Michaelsen

Hyggelig aften med støj-geniet

På trods af Sonic Youths igangværende pause, er bandets medlemmer mere aktive i Danmark, end de har været længe. F.eks. kan man opleve bandets frontmand Thurston Moore om en måneds tid på Store Vega, og Roskilde Festival havde tilmed booket bandets andet guitar-geni, Lee Ranaldo, til Odeon scenen. Med sig havde Ranaldo støj-heltenes trommeslager Steve Shelley, så man fristes næsten til at sige at vi egentlig kun mangler en koncert med Kim Gordon, før at hele det klassiske line-up har spillet i Danmark inden for dette år.

Da jeg var mødt op foran Odeon i utrolig god tid, havde jeg fornøjelsen af at se Lee Ranaldo og hans band lave lyd-check inden koncerten. Det lyder måske barnligt, men bare det at se guitar-guden indstille lyd-niveau på sin forstærker, og diktere monitor-lyden, som må have været noget nær perfekt, var en kæmpe oplevelse. Jeg kunne nærmest mærke en forelskelse bruse op i mig, og jeg måtte koncentrere mig for ikke at tabe de kritiske anmelder-briller.

Lee Ranaldo har været aktiv musiker i over 30 år, og den professionalisme han har opbygget igennem årene, strålede ud af den aldrende mands krop. Man kunne tydeligt fornemme at han vidste præcis hvorfor han brugte sin egen signature Fender Jazzmaster i nogle numre, og hvorfor han brugte sin Telecaster Deluxe i andre numre, foruden de mange andre guitarer han betjente i løbet af den time han stod på scenen. Han er en mand der ved præcis hvad han gør, og selvom hans støj til tider virkede vild og utæmmet, var den alligevel millimeter præcis.

I løbet af koncerten tænkte jeg over hvorfor der ikke stod “1/2 Sonic Youth” i festivalprogrammet, nu hvor bandets trommeslager også var på scenen, men Lee Ranaldo var uden tvivl hovedpersonen på scenen, og de tre resterende musikere indfandt sig i rollen som backing band rigtig godt. Man kunne især mærke de mange års sammenspil imellem Ranaldo og Shelley, sad lige i skabet.

Det var dog en forholdsvis rolig koncert uden de store overraskelser, eftersom Ranaldos solo-materiale lyder ret meget som Sonic Youth. Den eneste reelle overraskelser kom i form af et ganske glimrende cover af Talking Heads’ “Thank You For Sending Me An Angel”, som Lee Ranaldo nærmest gjorde til sin egen. Men generelt virkede Ranaldo lidt for tryk i den comfort-zone, han har opbygget over flere tusinde koncerter. Ingen tvivl om at udtrykket og lyd-universet sidder lige i skabet, og en time med Lee Ranaldo er utrolig hyggelig, men desværre heller ikke speciel farlig.

Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.