06.07.13 – Metallica – Orange Scene, Roskilde Festival

Metallica-Presse2013-565x377

Metallica – Master of Masses

Der gik kun et par dage fra Metallica annoncerede deres genkomst til Roskilde Festival, før lørdagsbilletterne var revet væk. For det band er en institution, og uanset om man er til metal eller ej, kan de fleste nok finde en sang eller to i radioen, som det er værd at nynne med på. Men at dømme efter syng med festen på dyrskuepladsen, var bandets bagkatalog blevet gennempløjet af samtlige festivaldeltagere.

Ballet blev åbnet med filmklip fra Leones western ”The Good, the bad and the Ugly”, inden Metallica blæste op for det tunge artilleri med den tekniske ”Blackened”, den tungt huggende  ”For whom the Bells Toll” og den speedede ”Disposable Heroes”. Efter den opvarmning fortalte James Hetfield, at han ikke kunne forstå, at der allerede var gået 10 år siden Metallica sidste spillede i Roskilde. Det var overhovedet heller ikke til at høre, for selvom bandmedlemmerne var blevet lidt mere grå i toppen, spillede de med en så ungdommelig kraft, at det føltes som tiden var gået baglæns for bandet.

Krøltoppen Kirk Hammett leverede en sublim solo på næste nummer ”Harvester of Sorrow”, men fik kamp til stregen af Hetfields ditto på den instrumentale ”Orion”. Vores eget nationalikon Lars Ulrich, der havde fået lidt mere længde på de sparsomme lokker, holdt det hele tæt med et præcist og konsistent trommespil, og beviste at kræfterne ikke ligger i håret. Også Trujillo viste prøver på sin kunnen med en funky bassolo og piruetter rundt på scenen, og slog igennem aftenen fast, at han havde fortjent sin plads på den kompetente besætning.

Når man kalder Metallica en institution, så er det samtidig vigtigt at fastslå, at det ikke er af den kølige topstyrede slags. På trods af at bandet havde lagt resten af festivalen øde, var stemningen i menneskemængden overraskende intim og nærmest familiær. Det skyldtes dels, at bandet spillede med den afslappethed og selvtillid, der kommer af at være på toppen af situationen. Men derudover var rammerne også helt i top. De enorme  plasmaskærme sørgede for, at publikum kom helt tæt på med ikonografiske nærbilleder af bandet. Lydproduktionen var sublim, og når man stod i pittet foran scenen stod alle detaljer så knivskarpt, at det føltes som om man sad hjemme i dagligstuen.

Midtvejs i settet efter et par længere jamsessions og mere ukendte numre som ”Carpe Diem Baby” tabte publikum lidt pusten, inden bandet igen styrede tilbage i velkendt terræn med ”Sad But True”, og så blev der virkelig lukket op for kedlerne. På ”One” blev der første gang lukket op for det medbragte fyrværkeri, som gav den rette skyttegravsfølelse. Krigstemaet blev fulgt op på de aldeles forrygende bombere ”Master of Puppets” med fælles sang og ”Battery”, hvor fyrværkeriet dansede ud over scenekanten, mens publikum eksploderede.

Setlisten havde fokus på sangene af ældre dato, og man var lykkelig skånet for de skrækkelige albums ”St. Anger” og ”Lulu”. Til gengæld kom damerne ikke til at vente forgæves på den temmelig slidte sjæler ”Nothing Else Matters”, hvor skærmbillederne skiftede til sort/hvid og på den måde understregede sangens klassikerstatus. Den gik direkte over i den ligeså fortærskede ”Enter Sandmen”. Men man mærkede ikke slitagen, godt hjulpet på vej af genkendelsens glæde blandt masserne. En konstant storsmilende Hetfield kunne både det sjælfulde og det hårde og det var glædeligt, at Hetfield holdt sig fra at ende hver anden sætning på ”yearrh”, som ellers en overgang var et lovligt bastant varemærke.

Metallica kunne alt, som optakt til ”Creeping Death” demonstrede Hetfield endda, at han kunne tælle til fire på dansk – næsten. Men de kunne holde takten, og pausen inden ekstranumrene var selvfølgelig en formalitet. Da liveklassikeren ”Seek and Destroy” bragede ud over festivalpladsen, blev den akkompagneret af snesevis af enorme gasballoner. Her sang masserne ikke kun med på omkvædet, men også på guitarriffet. Det havde en lidt Beavis and Butthead agtig klang, men det var sjovt. Efter to en halv time var det forbi, men man havde følelsen af, at bombardementet sagtens kunne være fortsat hele natten. Da Lars Ullrich til sidst tager mikrofonen og spørger, om publikum synes, at Metallica skal komme tilbage mere end hver tiende år, var svaret ret indlysende: Ya betcha!

Tags from the story
,