06.07.18 – Fleet Foxes – Arena, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen
Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen

Himmelske hymner på Arena

Fleet Foxes’ symfoniske melodier sænkede sig fredag aften over Arenas støvbeskidte scene. Anført af forsanger Robin Pecknold gik Seattle bandet på scenen, greb deres instrumenter og satte i gang med en koncert, hvor nye og gamle sange smeltede sammen i en stor herlighed. Åbningsnummeret “Grown Ocean” fik fat i publikum med sin tunge rytme, og nummeret fik hurtigt selskab af taktfast klap og trampende fødder, der imiterede stortrommens insisterende beat. Tonerne klingede aldrig af, men gled sømløst ind i den næste melodi, mens folk vuggede fra side til side og lod Fleet Foxes’ hymner og storslåede kompositioner svøbe sig om dem. Kommunikation mellem band og publikum var der ikke meget af. Undervejs blev der sagt et par ord her og et tak der, og ellers var det musikken, der var i fokus.

Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen
Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen

Det nye materiale fra seneste album Crack-Up havde fået en finpolering og virkede mere strømlinet med bandets ældre sange i deres live fremførelse end ved gennemlytning af albummet. “Third of May / Ōdaigahara” var et overflødighedshorn af sprudlende harmonier og skiftede tempo og tone, som en uforudsigelig vind skifter retning. Det var en vidunderligt overvældende og opløftende oplevelse, der kom til at stå i stærk kontrast til den mørke og sløve “Mearcstapa”, der sænkede koncertens flow. Koncertgængerne var ikke kommet for at høre mol og disharmoniske melodier. Det var derfor heller ikke overraskende, at publikums engagement og begejstring var størst, når der blev spillet numre fra bandets to første albums Helplessness Blues og det selvbetitlede Fleet Foxes. Kombinationen af “White Winter Hymnal” og “Ragged Wood” var uimodståelig med smukke harmonier, der svævede over folk. Og bandet fik her til fulde demonstreret deres organiske sammenspil. Den højtidelige “Your Protector” startede afdæmpet og tog til i tempo og kulminerende i et kraftfuldt crescendo, der blæste forsamlingen omkuld. Og hitparaden fortsatte med den underspillede “Beduin Dress,”, hvor swingrytmer satte gang i dansefødderne, mens den sørgmodige solhymne “Mykonos” fik sat gang i fællessangen på Arena.

Fleet Foxes som band optræder tilbageholdent og fåmælt, men som publikum føler man sig i trygge, velkendte hænder, når de spiller. Det kan virke kedeligt for nogen, men for undertegnede var det befriende for en stund blot at give slip og lade sig rive med af musikken og blive guidet gennem Fleet Foxes musikalske univers, hvor tonerne ramte himmelske højder, og alt gik op i en højere enhed for en stund.

 

 

Karakter

7 Karakter
7