06.07.19 – Jorja Smith – Arena, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Jazzy times med Jorja

Det seneste stjerneskud på den engelske musikscene Jorja Smith aflagde besøg lørdag aften og blev mødt af et pakket Arena. Den 22-årige brite laver inderlig soulmusik, der blander jazz, reggae og r’n’b, og hun udgav sidste år sit kritikerroste debutalbum Lost & Found, der sidenhen er blevet nomineret til og har vundet en række prominente priser. Hun har haft en raketkarriere, siden hun strøg til vejrs med internetberømmelse, efter hun i januar 2016 udgav hendes første single “Blue Lights” på SoundCloud. Sangen benytter et sample fra Dizzee Rascals “Sirens”, og indenfor en måned blev debutsangen spillet over 400,000 gang på musiksitet. Med den næste single “Where Did I Go? poppede hun op på Drakes radar, og de to har sidenhen samarbejdet i flere anledninger bl.a. på den sambaficerede Drake-single “Get It Together”.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

På Arena fik publikum en demonstration af Jorja Smiths sans for genreblanding og hendes drævende vokal, hvor ordene slentrer til melodierne. Hun croonede sig kælent gennem “Lost & Found”, inden hun fik korbackup og fællessang på andet nummer “Teenage Fantasy”. Overraskelsen kunne ses på hendes ansigt, da publikums stemmer hævede sig over musikken og svævede op under teltdugen, så fankoret kunne høres bagerst i teltet. Lettere genert lænede hun sig ind i folks begejstring og gav et løfte om, at vi sammen skulle have det sjovt. Visheden om at folk i teltet var på hendes side, gav et overskud, der gav hende et ekstra pep i hendes jazzede fraseringer i “Where Did I Go”, og under den sang føltes Arena som en intim natklub, hvor Jorja traktede med souljazz i verdensklasse. Hendes caribiske rødder fra hendes jamaicanske far kan til tider svagt høres i hendes vokal, og det er ganske charmerende at høre hende synge med antydningen af patois i hendes udtale. At hun søger musikalsk inspiration i verdensmusikken, høres tydeligt i balladen “The One” om at forelske sig mod sin vilje, hvor bossanovarytmer fik dramatisk ledsagelse af storladne strygere, der akkompagnerede Jorjas inderlige vokal.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Men Jorja Smith indfriede aldrig helt sit løfte om sjov. Koncerten var snarere hyggelig og afslappet med en udpræget lounge stemning. Først til allersidst leverede hun lidt spas til publikum med en sammensmeltning af den føromtalte Drake sang “Get It Together” og Preditah samarbejdet, “On My Mind”. Her blev tempoet sat op, og en festlig stemning blev pisket op af ingenting. Det virkede på det tidspunkt underligt malplaceret med den pumpede og meget lange afslutning taget i betragtning af, at det hidtil var balladerne, der havde fyldt mest indtil da. Lidt en ærgerlig afslutning for den unge sangerinde, der med tiden og erfaringen vil kunne levere et mere velbalanceret set.

Karakter

7 Karakter
7