06.12.13 – Quadron – Koncerthuset, Koncertsalen

Quadron-Presse2013-565x377

Julen kom tidligt i Koncerthuset; en aften med masser af varme og sjæl

Fremmødte gæster fylder den kringlede bygning med liv

Koncerthuset i DR Byen tårner sig op i mørket, med spor af gårsdagens storm; der stadig blæser og rusker udenfor. “Man farer jo vild” siger en koncertgænger, overhørt af undertegnede, der er trådt ind i den enorme bygning, som sandt nok er en labyrint, hvor man kan fare vild mellem alle trapper, elevatorer, rulletrapper og terrasser. Undertegnede har svært ved at finde balkonen, hvor hun skal sidde, efter at have fået forskellige anvisninger, og det resulterer i en senere end forventet ankomst til den nummererede plads. Derfor nævnes opvarmningsbandet CTM ved Cæcilie Trier ikke i anmeldelsen. Der er en pause efter opvarmningen, så alle kan nå på toilettet, i baren, ud og ryge, og finde frem til de umulige pladser. Til en udsolgt koncert i Koncertsalen er aftenens gæster en blandet flok bestående af fashionable unge kvinder i starttyverne, enten i venindeflok eller med kæresten under armen, familier med deres børn, ældre par og musikbranchefolk. Snakken går, og fylder Koncertsalens orange-røde-træagtige interiør. Der er nærmest julefrokost-stemning, som var Koncerthuset forvandlet til et house party, da de fleste render rundt med Red Bull papkrus, eftersom Red Bull er aftenens booker af bandet. Et Red Bull neonskilt står og ser lidt malplaceret ud på salens pompøse scene, der er omringet af tolv store lys, hvis form til forveksling ligner en tragt på en gammel grammofonpladespiller. Først indtager strygerne deres pladser, et kameracrew passerer, og der kommer en introduktion til bandet. Her forklares at, selvom Quadron er bosat og turnerer i USA, skal sangerinden Coco O spille med det originale danske band og et 21-mands orkester bestående af strygere, blæsere og percussionister.

Den centrale soul-dronning og orkester leverer sjælfuld musik

Regnbuefarvet lysshow og “LFT”s kække rytmer åbner koncerten, da Coco og sortklædte band har taget plads på scenen. Coco er en ægte diva, med opsat hår, røde læber, og iklædt en sort sag med hvide fjeragtige skulderpuder, med en slids så der er kig til det bare ben og iført bastante støvler. Up-tempo nummeret afløses af den smukke ballade “Heartbeats”, der stammer fra debutalbummet, hvor strygerne virkelig kommer til deres ret, så man helt får kuldegysninger. Orkestrering af live instrumenter klæder Quadron’s numre i stedet for deres sædvanlige digitaliserede soul univers. Repetoireret i aften er godt arrangeret, hvor mere upbeat numre afløses af afdæmpede numre, samtidigt med at der veksles ligeligt mellem numre fra debutalbummet Quadron og andet album Avalanche. En fornøjelig overraskelse er, at Coco synger “Herfra Hvor Vi Står”, en fortolkning af Skousen & Ingemann klassikeren, som hun sjældent optræder med, men er et populært nummer både på hjemmebane og i udlandet. Næsten hvert nummer der bliver spillet, er et lille højdepunkt i sig selv, da band og orkester klinger smukt, lysshowet er helt i top, og Cocos kraftfulde og smygende røst fylder lokalet, der understøttes af hendes lækre, intuitive danse-moves. Coco gør publikum opmærksomme på, at det har været hendes personlige drøm, at synge med et orkester, og håber at vi har lyst til at dele drømmen sammen med hende. Reaktionen til dette er publikums ellevilde begejstring.

Overraskelser af den bedste slags

Så kommer der alligevel et højdepunkt, der topper dem alle; tonerne af “Befriend” går igang og der kommer Lars H.U.G, iklædt casual mundering med hat på hovedet, stilfærdig ind på scenen og deltager i en duet med Coco. Deres vokaler harmonerer godt sammen. Bagefter fortæller Coco om, at da hun skulle finde en sanger til at synge duet med, kunne det ikke blive andre end Lars. Hun har altid lyttet til hans musik, specielt “Backwards”, som publikum dernæst får foræret, hvor Coco synger Lisa Ekdahls del. Det var en rigtig godbid midt i et stort og velfungerende show. Derefter spilles “Better Off”, hvor Kendrick Lamar’s rap erstattes af skønne toner fra en trompet, efterfulgt at det helt gamle “Buster Keaton” nummer, der leder tanker hen, på en meget mere uprøvet og uskyldig Coco. Nu står der en sand soul dronning på scenen, der ikke virker det mindste smule nervøs, med flere musikpriser bag sig. Koncerten høster stående bifald, og vi får ekstranumre i form af balladen “Avalanche” og radiohittet “Hey Love”, og for første gang under koncerten, rejser folk sig fra deres siddepladser for at danse. Der er høj stemning, som passer perfekt til at aftenens koncert slutter af med afterparty i et af Koncerthusets studier. Denne skribent vælger dog at gå hjem på nummeret, og opdager at det har sneet udenfor, imens koncerten har været i gang. Årets første sne, som knirker under støvlerne. Quadron kom med julestemning, både i en åndelig og fysisk forstand.

Tags from the story
,