07.02.17 – Metallica – Royal Arena

Metallica-Press2015-1050x700

Mægtige Metallica vandt storsejr

Efter fredagens nedtur for James Hetfield og co. i fredags og efterfølgende aflysning af søndagens koncert pga. stemmeproblemer, var det med spænding endnu et hold på 15.000 gæster indtog Royal Arena denne iskolde tirsdag i februar. Og lad det være sagt med det samme, Hetfield var stadig ikke helt på toppen. Det viste sig flere steder i løbet af aftenens to timer lange koncert, men det var petitesser i en ellers fremragende magtdemonstration fra de gamle thrashere.

Det startede eller skidt med mere end en halv times forsinkelse, hvor flere udtrykte deres tiltagende utilfredshed, hver gang det præindspillede ventetidsbånd holdt en lille pause. Hvad nu hvis vi igen som publikum var overladt til en fælles beslutning om ad hoc aflysning eller The show must go on.  

Men da “The Ecstacy of Gold” som vanligt lød for fuld hammer over det nye gigantiske spillested, var der ikke et øje tørt og al frustration havde med et splitsekund forladt folks ansigter. For her var de; mægtige Metallica. Ind hoppede de på scenen og satte straks i gang med “Hardwired” fra deres nye og revitaliserede plade Hardwired…To Selfdestruct 

Lyden var skidt og buldrende og man frygtede endnu en koncertsal i stil med Forum. Men det tog præcis det nummer at justere, for så snart det fræsende “Creeping Death” tog over, var den tæt på at være i skabet. Bandet virkede veloplagte og spillelystne og det smittede helt op på de øverste rækker, der isatte et kollektivt brøl så snart de stålsatte riffs blev skudt af sted.

“For Whom the Bells Toll” tog depechen videre og hvis man troede, at aftenen ville blive en pendulering mellem gamle klassikere og nyt materiale, tog man grundigt fejl. For det blev en aften viet til fortidens meritter. Således havde Metallica valgt kun at spille tre nye numre ud af seksten fuldtræffere. Tretten af sættets numre hvilede på guldperioden mellem 1983-1991 og det faldt tilsyneladende i folks smag. Hver gang en ny metal-evergreen satte i gang, kiggede folk omkring mig hinanden i øjnene og storsmilede, som sagde blikket: Hurra, endnu en af de store!!

Scenen var sat midt i salen og bandet havde, som de har haft for vane de senere år, sat otte mikrofonstativer op placeret sådan ligeligt, således at alle blandt publikum fik glæde af netop deres favoritmusiker på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen. Lyset vekslede mellem de fire primærfarver og igennem aften blev der også sat ind med diverse laserlys. Både selve scenens gulv og loft, blev også inddraget med lys og stringente visuals. Yderst enkelt og yderst virkningsfuldt.

Grovhittet “Wherever I May Roam” blev efterfulgt af “Welcome Home (Sanitarium)” og det rullede bare derudaf. Imellem de to kongenumre skulle Hammet liste lidt klassisk metal-solo ind på scenen. Det er ærgerligt, at man forfalder til den slags oldschool klicheer, for det bliver lidt intetsigende og ødelæggende for det momentum, de så fornemt havde opbygget. Men måske resten af bandet trængte til et lille hvil, for at få pusten igen, så fred med det. Senere blev det også Trujillo´s tur til en bassolo. Første del var hans egen improviserede leg, men den gik over i Cliff Burton hyldelsten “(Anesthesia) – Pulling Teeth” og her fik den for alvor karakter. Burton var utvivlsomt en stor og savnet bassist.

Midt i sættet blev vi mødt af “Now That We´re Dead” og “Moth Into Flame” fra Hardwired…To Selfdestruct. Førstnævnte har en distinkt tribal lyd, der passede fortræffeligt i livesammenhæng. Den indeholder samme maskingroove, som flere af numrene fra storhedstiden anno Master of Puppets. Sidstnævnte fremstod lidt mudret, men skar rent igennem i det ørehængende omkvæd.  

Hetfield gav sig selv en lille pause, mens han adresserede, at de nu havde stået på scenen igennem 35 år og stadig elsker at være der. Det må i jo også gøre,var hans umiddelbare og rigtige analyse. Samtidig kommenterede han de mange flag fra vidt forskellige lande, og der var vitterligt også en rig variation i den store mængde.

Og ja, de er blevet en flok aldrende mænd efterhånden med alle de år på bagen. Hetfield er tydeligvis blevet lidt tyndere i toppen, Hammet er blevet lidt grå i de krøllede lokker og Ulrich har fået masser af sølvrævskulør i skægget. Men energien fejler absolut intet og de fire gutter kan køre de fleste nykomlinge tørre på sådan en aften.

Herefter kom et gyldent trekløver i kraft af “Orion”, “One” og slagsangen “Master of Puppets”. Hvorvidt den eller “Enter Sandman” er Metallica´s signatursang er nok en diskussion værdig, men når omkvædet i “Master of Puppets” spilles, er der INGEN, der holder bøtte. Der gjaldes, så det kan høres inde på Rådhuspladsen og det er en simpelthen en fornøjelse.  

Sørme om ikke Hammet skulle rundt i endnu en guitarsolo. Det blev lidt ufrivilligt komisk, at se ham kværne guitaren rundt på røven, som tørrede han rumpe efter toiletbesøg. Og så skulle den oven i købet i gulvet og dribles med og sparkes lidt til, men det blev for kunstigt og pjattet og Hammet var hverken i sit rette element eller synderlig overbevisende. Nevermind, “Fade to Black” tager over fjollerierne og her kommer Hetfield altså til kort i vokalen. Der var tydeligt vrøvl med stemmen, men det bliver heldigvis aldrig pinligt og sangen leveres ellers til punkt og prikke.

Mens Hetfield undskylder sin stemme og siger at han gør det så godt han kan, får Ulrich hevet en fan på scenen, som bliver udstyret med en trommestik og får lov til at knalde “Seek & Destroy” i gang. Også her er publikum som sædvanligt yderst beredvillige til en gang call and response og sådan slutter aftenens hovedsæt med manér.

Ekstranumrene udgøres af “Whiplash”, “Nothing Else Matters” (igen med lidt vokale udsving) og “Enter Sandman”, så ingen kan føle, de har manglet noget på denne aftens helt igennem ypperlige sætliste. Metallica takker publikum åbenhjertet af og kærligheden er helt sikkert gengældt, for de stående klapsalver vil ingen ende tage, inden man igen skal ud i kulden. 

Den uforlignelige combo af jovialitet og stålsathed er et af Metallica´s vigtigste varemærker og få når dem i den henseende. Som Hetfield siger i løbet af aftenen; After all, where all family. Og ja, man føler sig sgu som en stolt søn i deres selskab.

En stor aften er til ende og alle synes tilfredse, når man søger ud gennem Royal Arenas menneskemængde. Ansigterne talte i hvert fald deres tydelige sprog.

8

8 8
8
Tags from the story