07.03.13 – Graveyard – Amager Bio

Graveyard i Amager Bio (foto: Claus Wrang Michaelsen)
Graveyard i Amager Bio (foto: Claus Wrang Michaelsen)

Graveyard rejste både levende og døde i Amager Bio.

Torsdagens tripple rock act var en ordentlig trefork i røven på dem, der stadig tror, at Amager Bio kun tilbyder gammelmands blues a la Walter Trout. Denne aften holdt svenske Graveyard rockfanen højt hævet over et dedikeret dansk publikum med en langt mere livsfarlig form for blues-rock.

Første band i ilden var dog danske Fuzz Manta, der spillede en lidt sær blanding af røvbaldet blues og stenerrock. Det føltes som en laaaang tur i øveren. Bevares bandet kunne spille, og det virkede som om de hyggede sig med endeløse jams, men der var desværre ikke nok retning i musikken til at trække publikum med ind i legen.

Resten af aftenen stod i de blå-gules tegn. Free Fall var et kvantespring op ad rockstigen, og hvis svenskerkrigene var blevet afgjort ved en rockdyst, måtte Danmark afstå både Skåne, Halland og Blekinge men også øen Amager til Sverige.
Den lidt splejsede forsanger havde et par ordentlige lunger, der både kunne ramme og holde de helt høje toner og med en velspillende guitarist fra Soundtrack of Our Lives og trommeslageren fra The (International) Noise Conspiracy blev det en sikker opvisning i 70/80’er agtig glamrock. Det var forfriskende old school og livligt at se på. Alle de gamle svenskertricks fra spyt på scenen til helikoptermikrofon blev fundet frem fra arsenalet, og da den halve time var gået tog man sig selv i at vente på ekstra numre.

Men det var tid til den svenske hovedstyrke, og det var bestemt ikke uden grund at Graveyard stod øverst på plakaten. På kun tre albums har bandet gjort kometkarriere, og de var heller ikke fremmede for publikum i det næsten udsolgte Amager Bio. Bandet spiller en tung blueset garagerock med masser af bund. Hele aftenen var der faktisk for alle tre bands vedkommende skruet ganske tilfredsstillende op for bassen, og det stod virkelig godt til Graveyards hakkende guitarer. Hatten af for lyden i Amager Bio, der igen var upåklagelig.

Settet startede med de ildevarslende sirener fra ”Industry of Murder” – et fremragende eksempel på sammenspillet mellem rytmesektionen, der som en huggende totaktsmotor trækker musikken fremad, og Jonatan Ramm stemningsmættede leadguitar. Dernæst fulgte titelnummeret til albummet ”Hissingen Blues” og ”Seven Seven” en powertrio af sange, der viste et band, der er tight som ind i helvede anført af ikke én men to kaptajner henholdsvis forsangeren Joakim Nilsson og trommeslageren Axel Sjoberg.

Dernæst fulgte sættets første ballade og ørehænger ”Slow Motion Countdown”. Nilsson stemme lød lidt som Robert Plant med metalspåner i svælget, og han sang dygtigt på både uptempo sangene og settets ballader. Denne ballade var også noget, der satte gang i publikum, og det var pudsigt nok her, at man kunne iagttage de første af en lang række af stagedives under koncerten. En publikumsaktivitet som ikke faldt i sikkerhedsvagternes smag, og som medførte en øjeblikkelig og hårdhændet udvisning af udspringsentusiasterne.

Graveyard havde fuldt ud ammunition til resten af aftenen uden at ramme ved siden af målet en eneste gang. Settets i alt seks ballader, der lå fornuftigt drysset ud over settet, skabte en god afveksling imellem numrene. Et nummer som ”Buying Truth” skal også fremhæves for brugen af kor. Det gav et godt modspil til Nilssons skærebrændervokal, som godt kunne blive lidt monoton i længden.

Graveyard er ikke et band, der hopper rundt på scenen som Free Fall, men man bliver i stedet for fanget af intensiteten. Ikke mindst Sjoberg, der hamrer takten som en besærker med et garn, der nærmest dækker hele trommesættet. De fremmødte var med hele vejen. Der blev sunget med, moshet og vist horn. Bandet kvitterede med tre ekstra numre: Balladen ”The Siren” og ”Endless Nights” der elegant gled over i afslutteren ”Evil Ways” fra det første album. På det tidspunkt, blev der i den grad kogt kartofler, og sikkerhedsvagterne måtte give op overfor stagediverne, der stædigt viste deres begejstring.

Efter halvanden times svedig og kompetent rock takkede Sjoberg af med et par bevingede ord om det danske rockpublikums kvaliteter og følelsen var gengældt på en aften, der bød på mere krudt end kirkegård.
[nggallery id=168]

Tags from the story