07.08.13 – Godspeed You! Black Emperor – Tivolis Koncertsal

Foto: Yannick Grandmont
Foto: Yannick Grandmont

Apokalypsen fandt vej til den gamle have

De stærkt hypede canadiere i postrock-kollektivet Godspeed You! Black Emperor skulle spille Tivolis Koncertsal ind i et yderst sjældent støjinferno. Aldrig havde salens vægge velsagtens mødt mere støjende toner, end da beslutningen om at flytte den yderst ekslusive performance fra Marmorkirken til forlystelsesparken med rutchebane-hvin og candyfloss udenfor koncertsalens enemærker. Mange havde frygtet denne omplacering, men det viste sig ubegrundet, for lyden var såmænd udmærket under den 100 minutter lange seance.

GY!BE tager sig god tid og 20 minutter udmøntede åbningsnummeret “Hope Drone” sig da også i, mens uret rundede en times spilletid efter blot tre numre. Man skal med andre ord væbne sig med tålmodighed i selskab med Montral-gruppen, der denne aften udgjordes af en oktet bestående af kontrabas, violin, bas, tre – indimellem fire guitarister og to trommeslagere. Publikumskontakt var der absolut ingen af og flere af musikerne tilbringer det meste af koncerten med ryggen eller siden til gæsterne. Det er som det er, når postrocken skal udfoldes på musikkens betingelser og selvom det var en kende svært at vænne sig til efter gårsdagens koncert med Slayer, der stod i diametral modsætning til denne aften, når det kommer til udadvendthed, ja så er det genrens præmisser – take it or leave it.

Efter 5 minutters Swans-lignende droner, der fik salens vægge til at vibrere, så man frygtede nedstyrting, gik violinist og kontrabassist forsigtigt på scenen og istemte deres instrumenter, mens de over tid fik oparbejdet en smuk og omfavnende lyd imellem den mørke rungende drone. Herefter var der ingen vej tilbage og så godt som ingen mulighed for klapsalver eller andre ytrende tilkendegivelser overfor bandet.

Som altid i selskab med GY!BE er det svært at genkende, hvornår et nummer fader ud og et nyt begynder, men sikkert var det, at “Hope Springs” efterfulgtes af “Mladic” fra sidste års comeback-skive efter 10 års dvale Allelujah! Don´t Bend! Ascend! Her tog koncerten naturligt til i styrke og de mange guitarister kom til deres fulde ret. På en gang skælvende smukt, skrøbeligt og monstrøst støjende, men desværre også med køb på nuancekontoen. På deres frapperende milepæl, debuten F# A# Infinity og den gudesmukke ep-opfølger Slow Riot For New Zerø Kanada, var der åndeløst smukke passager og stor diversitet, variation og finesser i bandets udtryk. Det indeholder bandets nye materiale imidlertid ikke i samme omfang, tværtimod er der fuld skrue på støjpaletten og de dystopiske apokalypsevisioner og det gør den store forskel fra tidligere til i dag. Derfor var det også en fryd, at ikke mindre end tre numre blev serveret fra den ikoniske debut fra 97. “Dead Metheny” kom midtvejs i sættet, mens “The Cowboy” og deres måske bedste nummer “The Sad Mafioso” afsluttede koncerten.

Egentlig var jeg godt tilfreds med koncerten. Lyden var som tidligere nævnt god, rammerne var i orden, sætlisten helt ok, selvom jeg personligt savnede “Moya” og undrede mig over disponeringen over helt at tilsidesætte – deres, i manges øjne hovedværk – Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven. Alligevel tog jeg mig i at falde hen adskillige gange under forestillingen. Måske var det den konsekvente og lidt dovne genbrug af sort/hvide visuals, der har fulgt bandet siden jeg så dem første gang i Lille Vega i sluthalvfemserne – en af de bedste koncertoplevelser jeg nogensinde har haft – og igen ligeledes i Lille Vega i 2002. Måske var det trommeslagerens  lidt slappe slentren rundt på scenen imellem numrene, konverserende med de respektive bandmedlemmer om gud ved hvad. En sidste øjebliksbeslutning om et nyt nummer på sætlisten var det med garanti ikke, for den vetoret sidder bandleder Efrim Menuck helt sikkert med. Måske var det fornemmelsen af, at GY!BE efterhånden er blevet lidt for selvhøjtidelige og selvfede. Som om de ikke behøver gøre sig umage, fordi de har deres ærbødige fans i deres hule hånd og dermed kan skalte og valte som det passer dem. Måske var det frustrationen over de alenlange og indimellem ørkesløse opbygninger til noget, der momentant fes ud i ingenting. Jeg elsker postrockens opbygning mod katarsisforløsende crescendoer, men synes efterhånden GY!BE trækker den for langt – tag for eksempel  “Behemoth”, der strakte sig over næsten 45 minutter. Det er immervæk næsten halvdelen af aftenens spilletid og den trak i min optik for store veksler på ens tålmodighed.

Selvom der bestemt var magiske øjeblikke under aftenens forløb og det canadiske kollektiv vitterligt er dygtige musikere med fingerspitzgefühl for de store emotionelle kontrasteringer og audio-cinematiske dramaer, der gentagende vælter frem på nethinden, ja så var jeg altså en skuffet mand og gik fra Tivolis Koncertsal med en fad smag i munden og tanken om, at et af mine yndlingsbands nu måske må nøjes med benævnelsen tidligere helte.

Tags from the story