08.06.16 – Melvins – Jazzhouse

Foto: Mackie Osbourne
Foto: Mackie Osbourne

Godfather-trioen slog tungt og hårdt

Jazzhouse er efterhånden en effektiv spiller på både alt/indie/folk og ikke mindst Stoner –metal scenen. Og netop Melvins er et indspark, der gav genlyd, da billetten blev annonceret for noget tid siden. Mange måtte affinde sig med et udsolgt skilt og man kan egentlig ærgre sig over, at de ikke fik et par aftner eller tre i træk på det fine spillested, eller at man tog konsekvensen og flyttede koncerten til Store Vega el. lignende.

Den amerikanske trio introducerede denne varme aften i Jazzhouse med en skrækindjagende høj – med garanti selvindspillet version af – “Amazing Grace”, der skar i øregangene og blev leveret præcis lige så smadret som forventeligt, når vi taler de splitterravende tosser i Melvins.

Efter denne intro kom Buzz Osborne og Dale Crover på scenen uden et eneste ord, medbringende bassisten Steven McDonald igangsættende en jammende – føle hinanden på tænderne – version af Gluey Porch Treatments “Eye Flys”. McDonald smed tunge basgange ud i rummet, mens Osborne søgte efter, fintunende sin guitar, indimellem skævt spankulerende op og henad brættet helt i Sonic Youth´ ånd, andre gange som tunge doomklodser, alt imens Crover spillede henhodlsvis henholdende med jazzet vibe og tæskede hårdere og mere effektivt i de tønder, end jeg mindes at have set. Efter små ti minutters padlen rundt i instrumental-anarki og artrock-støj runder de nummeret af, blot for at smutte over i en solid og nærmest jovial coverversion af Kiss´ “Deuce”, her sunget af McDonald.

Det er jo ikke ukendt, at Melvins har en everlasting love til netop Kiss, tænk bare de gamle Soloplader fra de respektive medlemmer, linet op med coverfotos med parafraser over netop Kiss´ medlemmer og ikke mindst den blændende versionering af “Going Blind” på Kiss tributen Kiss My Ass. I aften har både Crover og McDonald da også Kiss-hatten på kip, ved at bære t-shirts påskrevet henholdsvis Drums og Bass i sølvbogstaver helt efter Kiss forskrift. Osborne har dog som vanligt sit klæde/kappe/sjal på, der passer som fod i hose på hans klovneagtige hår, der danser rundt på hans efterhånden anseelige hoved, mens han headbanger grundigt, som numrene og ikke mindst spilleglæden melder sig.

Efter den lette popsag går trioen over i “Queen” fra Stoner Witch og her sætter de tyk streg under tyngde. Der bliver spillet som i beton og Crover slår så hårdt, som havde han granit i de ellers tynde arme, han er iført. I det hele taget viser dette nummer en udpræget tendens for aftenen, nemlig at Crover helt og holdent er den der styrer slagets gang. Vel er Osborne udpræget fed og ret genuin på sin spade og McDonald viser bestemt også, at hans mestrer både det funkede, det jazzede og det fuldfede bassriff, men det er Crover der har teten og bestemmer udfaldene i løbet af numrene. Han er noget af det vigtigste, jeg umiddelbart kan pege på, i lige fuglelinje med det John Stanier lavede med Helmet på deres vigtigste plader tilbage i halvfemserne. At han samtidig har tid til at synge enkelte numre, gør kun beundringen større herfra.

Var man kommet for at høre en masse fra nykomlingen Basses Loaded, måtte man skuffes, for kun et nummer fra den blev der plads til denne aften; “The Decay of Lying”, der var placeret lidt tilfældigt sidst i sættet. Eller havde Melvins ud over Kiss, valgt en pæn mængde covers af bl.a. Malfunkshun, pre-Pearl Jammerne Green River, Redd Kross og såmænd gode gamle Alice Copper. Hvorvidt man synes det er skægt eller ej, vil jo altid være en smagssag. Personligt synes jeg det er lidt ærgerligt, når man påtænker hvor mange, – og ikke mindst – hvor mange fede album, de har lavet gennem tiden.

Hen mod slutningen af den 90 min. lange sceance kom et af de helt store scoops; “The Bloated Pope”, deres sindssvagt tunge split med Lustmord og ikke mindst afslutteren “Night Goat” fra et af halvfemser-hovedværkerne Houdini. Her stod man og svedte nærmest i tårer over hvor fedt, tight og ikke mindst tungt en trio kan opmønstre af lyd som hvor far lavede den. Hvor kunne jeg godt have tænkt mig flere numre fra især Stoner Witch og Houdini, men Melvins ville det anderledes i aften og fred være med det.

Det blev en forventet fed aften i selskab med nogle af pionererne og godfatherne indenfor Grunge/stoner/doomyrocken, der har regeret i undergrunden siden debuten i 1987 og op gennem små tredive år. I korte perioder gik der lidt stilstand i foretagenet, men når det var godt, var der edderhugme brillant.

Karakter

8 Karakter
8
Tags from the story