08.11.13 – Nick Cave &The Bad Seeds – Falconer Salen

Nick Cave på Roskilde Festival i 2009 (foto: Claus Michaelsen)
Nick Cave på Roskilde Festival i 2009 (foto: Claus Michaelsen)

Cave holdt rivegilde overfor sin henførte menighed

Cave lutrede sin indviede menighed i går aftes i første del af to afteners koncerter i Falconer Salen.  SAS Radisson´s luksuriøse rammer passede fint til det altid ulasteligt klædte Bad Seeds, men dermed hørte sammenligningen også eftertrykkeligt op, for Cave var som vanligt vred, galdende og frygtindgydende, under store dele af koncerten.

Allerede under andet nummer – en helt igennem forrygende udgave af “Jubilee Street”, der kom som et tidligt højdepunkt  – kylede han mikrofonen hen ad scenen, så guitaristen måtte springe for livet. Så var den koncert skudt igang, så ingen kunne være i tvivl om at dette er alvor og at Cave ingen fanger tager. Til tider tager koncerten til i ondskabsstyrke, så ethvert black metal band godt kan søge førtidspension. Som f.eks på en fnysende og smadrende udgave af Elvis-hyldesten “Tupelo”, hvor jeg tog mig i at kigge efter exit-skiltene af bare ængstelse for, om Cave vitterligt nedstirrede mig og ikke bare en anden sagesløs fremmødt.

En anden imponerende kompromisløs skikkelse er Warren Ellis – den jakkesætsklædte vildmand med uregerligt fuldskæg og galemandsfrisure – der aftenen igennem behandler sin violinbue værre end Reagan blev behandlet af Satan i Excorcisten – Han skiftevis smider med den, bøjer den i utænkelige retninger og lader til momentvise forsøg på maltraktion, mens han står som en vanvittig på monitoren grebet af øjeblikket, for så som det mest naturlige i verden,  kursorisk at kaste den om og placere den mellem nakke og skjortekrave til senere brug.

Ellis leverer også noget af det mest rabiate og skramlende guitararbejde, men formår samtidig hist og pist at indløse soloer, der er elementært rørende, ja under “Mermaids” sad gåsehuden present, under kulminationen af nummeret.

Der blev også tæsket godt i tønderne og for at ingen skulle misforstå de konsekvente slag, der  kom som bombenedslag, som ofte gik lige i mellemgulvet, bidrog keyboardisten såmænd med et ekstra trommesæt, bare så ingen skulle være i tvivl om, at The Bad Seeds mean business.

Alt imens den intense seance udspiller sig, er Cave konstant i kontakt med publikum. Enten peger han ned på os og påkalder os alskens skyld, mens han farer fra side til side. Eller også stiller han sig da bare helt ud på folks skuldre, mens et hav af velvillige hænder støtter op om rockens gale messias. Under en forlænget og helt igennem eminent version af “Higgs Bosom Blues”, lægger han sig sågar helt ned og overgiver sig til menighedens hænder, der på opfordring saligt håndspålægger Caves bryst, mens han tryglende og bedende, næsten hviskende synger: “Can you feel my heart beat”. Det blev næsten for meget, men er der én der magter den finte, så man tror på de reelle emotionelle hensigter, er det fandme Mr. Nick Cave.

Den guldklædte performer stryger ikke kun folk med hårene denne aften. Én smider en rose op til ham, en anden – og det er satme også aparte – stikker ham en gulerod, hvorpå Cave ryster på hovedet og siger: “You bring Carrots to a rockgig, You sad fuck – This next number goes out to you and your miserable parents”. Tag den!

Andre får de sædvanlige svadaer om, at de er motherfuckers og at han selvfølgelig ikke spiller Birthday Party materiale, da de er The Bad Seeds, efter en ubesindig fyr kalder på den del af Caves fortid. Men Cave er ikke kun ude med riven. Der indfinder sig også humor mellem ham og publikum, selvom man ikke kan beskylde Cave for at cracke jokes.

Først efter 50 min. går koncerten lidt ned i kadence, for efter en besættende  og bragende insisterende “From Her To Eternity”,  sætter Cave sig til klaveret og leverer en samling undersmukke paradenumre, heriblandt “West Country Girl”, “Watching Alice”, “God is in the House” og den frapperende skønne “Into My Arms”.  Det klæder koncerten at forlade det hidsige momentum for en tid og tage en eftertænksom drejning, der viser hvor stor en kunstner Cave også er, som komponist af den store klassiske ballade med de store følelser.

Efter den intermezzo udi roen og det henholdendes væsen, mander Cave sig igen op, puster til gløderne og får sat fuld kul på kedlerne igen i først den dræbende kompromisløse electric-chair hymne “The Mercy Seat”, der spilles som om Cave enten har opdaget den på ny, eller blot aldrig har været træt af den. Det er der tydeligvis heller ingen andre der er, for folk hugger kroppen frem og tilbage og headbanger,  som var de vidner til en vild metalkoncert. Selv folk på stolerækkerne sidder som vugger de fanget af psykosens altopslugende tag.

Den skydes videre mod en groovy og ond version af seriemorderfortællingen om Mr. Stagger Lee, inden vi som afslutning får “Push The Sky Away”, som i min optik er et af den plades allersmukkeste øjeblikke. Cave lyder umiskendeligt, som havde han en bror i David Sylvian på det nummer og det kan dårligt gøres smukkere.

Fire ekstranumre glædes vi med, bl.a. en omsiggribende version af “Pappa Wont leave you, Henry” , hvor Caves alias Pappa Henry hiver tre modne kvinder op på scenen til en morderisk svingom. Selvom de står overfor det ondes gestalt af Henry Lee Lucas, er der ingen frygt at spore. Tværtimod får han forelskede kys og salige blikke. Fantastisk.

Selvom forventninger var høje – og man kun kan sætte barren højt, når man adskillige gange tidligere har frekventeret den uimodståelige aussie – blev alt indfriet. Bandet var tændt, lyden var perfekt, publikum var massivt deltagende og sætlisten var rigtig god og doserede det smukke og det uforsonlige perfekt.

Nick Cave leverede med sine Bad Seeds en magtdemonstration af en koncert og slog fast,  at få kan måle sig med ham på rockscenen i dag. Godt gået af en mand, der igennem 34 år har produceret musik og aldrig skuffer.