09.11.15 – Thurston Moore – Lille Vega

(Foto: Vera Marmelo)
(Foto: Vera Marmelo)

Klassisk perfekt rockaften

Thurston Moore er jo en institution på nowave/ noiserock scenen, så ingen introduktion nødvendig hér.

Moore traskede på scenen 40 min. senere end annonceret – We Were occupied by some moviething earlier on – med Steve Shelley, Sonic Youth tromme-ikonet, Debbie Googe, My Bloody Valentine Bas-ikonet og andenguitaristen James Sedwards. Så var scenen sat og man vidste man var in for a treat af de helt store. Ikke alene fordi man savner Sonic Youth og fordi seneste albumudgivelse The Best Day – der er noget af det absolut bedste, manden har lavet siden moderbandet gik i opløsning efter skrinlagt ægteskab med Kim Gordon – men også fordi, der er så langt imellem klassisk old School støjrock som vor helte lavede dem i 80/90’erne.

Publikum var klar, man mærkede forventningssitren allevegne i salen, jeg selv inkluderet og havde Moore bedt os om at lægge os på gulvet i natostilling, havde vi sgu gjort det. For fanden, hvor var det godt at se den sympatiske mand, der bare ER soundtracket til mit og mange andres ungdom.

Uden meget snak lagde kvartetten for med “Cease Fire”, et nyt og tempofyldt, men helt klassisk skåret SY lydende nummer. Folk var lutter smil og glæden og entusiasmen drev ned ad væggene allerede her.

Deb Googe var, som siden slutfirserne, iført sin lyseblå Rickenbacker bas, stående med siden mod publikum, kun med øjenkontakt til Shelley og hans drumkit. Alt var som en tidslomme man dykkede lige lukt ned i og følelsen var dejlig.

Moore stod i lang statur tonsende på sin næsten udslidte guitar, der blev henholdsvis tæsket, revet og flået i, så også her var smagen af deja vu helt fremme i frontallappen.

Shelley spiller tight og hårdt, hele tiden tjekkende Moore, Sedwards og Googe på, hvor musikken nu skulle drives hen. For der var konstant mulighed for at smutte ned ad nye ukendte veje. Legelysten var stor og bandet ramte skarpt og eminent den fine linje mellem tightness og improvisation. Sådan bør og skal en rockkoncert være, men hvor er det efterhånden sjældent man møder det på nutidens rockscene.

Endnu et nyt nummer – “Aphrodite” – fulgte og igen en klassisk SY opbygning, der runder poetisk dybde, massive guitarexcursioner og avantgarde-sekvenser. Alt sammen leveret på 5 min. Perfekt!!

Vi fik “Speak to the Wild”, “Gems Burn”, og “The Best Day” fra seneste sublime udgivelse af samme navn.

Der blev eksperimenteret, nurset, gået til stålet og klassisk rocket igennem og alt var så gennemført at man kunne tude, hvis ikke man var optaget af den konstante ståpels, der emmede over hele kroppen.

Moore og Sedwards komplementerede og udfordrede hinanden hele tiden fra hver deres side af scenen. Googe styrede midten og Shelley havde pølseenden. Klassisk opstilling som det skal være. Moore var særdeles vittig mellem numrene og befandt sig tydeligvis som en fisk i vandet. Googe aner man aldrig hvad tænker, hun giver intet – et lille smil i ny og næ, når Moore crackede jokes, men hendes spil var uden anmærkninger. Ganske enkelt en potent dame, der nærmest ikke har ændret udseende i det kvarte århundrede hun har bemægtiget sig scener rundt om i verden. Sedwards stirrede mere eller mindre sørgmodigt på os dødelige på gulvet, hvis ikke han lukkede øjnene og fandt/ faldt ind i sig selv, når musikken krævede hans fulde tilstedeværelse. Dygtig guitarist utvivlsomt og et perfekt match til Moore. Shelley var også på, med hele vejen og hele tiden og så i dén grad også ud til at nyde det suveræne samspil. Hvor fedt at se et band, der rent faktisk kan spille, lytte på hinanden og fremfor alt give hinanden plads. Dét er sjældent efterhånden.

Tre ekstranumre, inkl. “Ono Soul” fra Psychic Hearts. Alle tre helt ud ad alle støjrock tangenter, med pauser, klimpren, repetetive minimalistiske figurer, opbygning og brølende repeterende crescendoer. Faktisk havde det reminiscenser af postrock ala Mogwai flere steder under encoren. Himmelsk og uovertruffent simpelthen.

Så var 90 min. gået af den bedste halvanden times liveperformance  jeg har overværet i år so far. Thurston Moore bevarede sin Gudfaderstatus igår og jeg kommer igen next time around. Intet var overflødigt, alt fungerede, lyden var perfekt. Hvad mere behøver man. Mesterligt.

Perfekt koncert….!!

9 Karakter
9