10.07.12 – Pearl Jam – Forum

Foto: Danny Clinch

De gamle drenge viste ingen alderdomstegn

Pearl Jam leverede i sandhed en fin koncert i går i det udsolgte og bagende varme Forum. Led man af varmeforskrækkelse var der ingen kære mor, for ens t-shirt klæbede sig til kroppen under hele den to en halv time lange performance. Og performe det kan Seattle-gutterne sgu. Uden forstillelse eller synderlige gimmicks – eneste set-up var et simpelt bagtæppe af påmalede skyskraber-monitorer- blot udpræget og særdeles smittende spilleglæde fra seks gutter, der utvivlsomt elsker deres metier. Min musikliderlighed var ellers lig nulpunktet efter en lang Roskilde Festival og ørerne skreg på smørende new age, i stedet for rockeksplosioner. Men det lavede Pearl Jam om på med deres helt igennem velspillede og gyngende samarbejdssejr.

”Elderly Women Behind The Counter In A Small Town” åbnede den 29 numre lange concert og jeg havde bange anelser, for lyden var altså ikke særlig god. Det lavede ”Last Exit” og ”Do The Evolution” ikke om på. Jeg stod ellers velplaceret klods op ad mixerpulten, så det burde ikke være et placeringsproblem.

Herefter adresserede Vedder publikum for første gang – og det på dansk minsandten – med en A4 blok i hånden. Han sagde at de havde to ting at fejre; at de var i Danmark og at dette var sidste show på deres Europatur, hvorpå han takkede af på dansk og skiftede til engelsk, fordi hans dansk var lort. Herefter sættes en rå og punchy version af ”Love Boat Captain” i gang, som får linjerne: “Lost nine friends we’ll never know twelve years ago today” med til minde om ofrene på Roskilde, der har fyldt så meget i bandets liv siden den tragiske ulykke. Den korte, stramme ”Push Me Pull Me” leveres gnistrende og ledes over i ”Even Flow”, der desværre tager smag og bliver eksekveret en kende for hurtigt. Lyden bliver dog bedre som aftenen skrider frem og nuancerne kommer mere til deres ret.

Efter en kort pause går andet sæt i gang og Vedder viser som vanligt, at Pearl Jam er et politisk band, for ”Glorified G” får en intro med om hvor cool det er, at Danmark er verdens førende land indenfor vindenergi, hvor alt hvad hjemlandet kan prale med er en våbenindustri der lægger alle andre ned. Nu skydes en knytnæve af, der viser hvor godt deres ældste materiale er, for ”Why Go”, “State Of Love And Trust” og ”Porch”, knaldes af i streg og hold op hvor er det fedt, at høre de numre igen. Det er også tydeligt at publikum går mest amok når de ældste sange fyres af. Også mægtige ”Jeremy” får senere i sættet stort set samtlige til at synge med på omkvædet, mens de løfter armene i sky.

At publikum vitterligt er dedikerede får man øje på og lyd for under ”Better Man”, hvor Vedder træder tilbage og lader salen synge en stor del af sangen helt alene – fantastisk! Når man så efterfølgende når endnu højere eufori og gåsehud under en helt igennem uforlignelig version af Victoria Williams´ ”Crazy Mary”, der i den grad sætter tommetyk streg under hvor sindssygt godt et liveband Pearl jam er, med Mike McCready og Boom Gaspar i et guddommeligt parløb i soli og spilleglæde.

Koncerten rundes naturligvis af ”Alive” og også her behøver Vedder stort set ikke smøre sit stemmebånd, for det gør 10.000 andre glimrende for ham med armene løftet højt til vejrs, som var den nye Messiahs landet midt i Frederiksberg. Og netop Vedder har en stemme, der gør ham til en rockmessiahs. Igennem hele koncerten, uanset momenter lydkritisk observans, står han rent, klart og magtfuld igennem. Uagtet de resterende musikeres virtuositet, er han altså de gamle grungeres største aktiv. Sangene er langt hen ad vejen af überhøj kvalitet og bandet ekvilibristiske formidlere af den rene uforfalskede rock, men Vedder er bare i en klasse for sig – sikket stemmebånd den lille mand indeholder.

Lyset tændes men Pearl Jam vil bare ikke slutte, så vi får lige The Who´s ”Baba O´Riley” og ”Yellow Ledbetter” under fuld belysning og de som har søgt udgangen, kommer halsende tilbage for at få de sidste rock-godter med.

En flot aften helt uden smartass dikkedarer, fokusflyttende effekter eller overdreven rockattitude, men 150 min. i selskab med et af rockscenens mest sympatiske bands, der trods en indimellem diskutabel lyd bare hamrede sig ind i hjertet på os og smittede med spilleglæde og en unik følelse af nærvær få bands er forundt. At skulle opleve nogle gamle Seattlegutter to dage efter Roskilde, mens en anden gammel Seattlegut få dage før samme festival gæstede Det kongelige Teater, vidner heldigvis om, at rocken hverken er død eller for nedadgående.

Tags from the story