11.11.13 – Ugly Kid Joe & Skid Row – Lions & Barrels

Skid Row på Lions & Barrels (foto: Claus Michaelsen)
Skid Row på Lions & Barrels (foto: Claus Michaelsen)

Flere facetter af fortid

Bands, der var store for 20-25 år siden kan være en blandet fornøjelse at opleve på deres ældre dage. En gang i mellem bliver fortidens storhed genlevet på fantastisk vis, mens den andre gange måske ikke havde behøvet en genoplivning. Mandag aften på Lions & Barrels fik man en oplevelse fra hver kategori.

At spillestedet til to, om end ikke nu, men i så fald for en tyve år siden, så kendte bands som amerikanske Skid Row og ditto Ugly Kid Joe blev valgt til at være den forholdsvis lille sportsbar Lions & Barrels undrede fra start og da der til slut endte med at være totalt udsolgt for billetter, kunne man måske også have overvejet et andet sted. Nuvel, aftenen startede med et australsk opvarmningsband ved navn Dead City Ruins. Henvisningen til ruinerne i navnet passede godt på den form for retrorock, bandet spillede. Det lød lidt som bl.a. Led Zeppelin, dog i en lidt tungere udgave, og især forsangeren var meget ivrig efter at skrige på 70’er-falset måden så ofte, at det faktisk blev lidt irriterende mod slut. Bandet var oplagte, men publikum virkede, udover nogle stykker på forreste række, ikke helt så imponerede.

Ugly Kid Joe 8/10
Men så kom Ugly Kid Joe på scenen en halv times tid senere. Det var muligvis meningen, at Skid Row skulle være aftenens reelle hovednavn, men for undertegnede, og en stor del af publikum, var det tydeligt hvilket band, der var det, man virkelig havde set frem til. Helt fra koncertens begyndelse med ”V.I.P” udviste bandet deres kendetegnende flabede attitude, men desværre var frontmand Whitfield Crane vokal nærmest uhørlig og blev ofte overdøvet af publikums entusiastiske fællessang. Heldigvis blev der rettet op på lyden en fire-fem numre inde i koncerten og efterfølgende virkede bandet utroligt nærværende og glade for at spille. De er naturligvis ikke så unge, som da de kastede sig rundt på en strand i videoen til hittet ”Everything About You” i starten af 1990’erne, men det var en stor og vedvarende energi, der blev lagt for dagen og med den kom spilleglæden virkelig til syne. Leadguitaristen dansede konstant rundt med sin guitar mens Crane var oppe på monitoren hvert andet øjeblik for at få publikum til at råbe eller blot for at sidde på hug mens han sang for os, når han altså ikke selv dansede rundt på sin gadedrengehopsagtige måde, som kun han har glimtet i øjet til at slippe af sted med.

Setlisten var en god blanding af sangene fra første album America’s Least Wanted, hvorfra vi bl.a. fik ”Neighbor”, ”Goddamn Devil”, og storhittet (og covernummeret) ”Cats in the Cradle”, men også fra andet album, som Crane virkede oprigtigt overrasket over at så mange i publikum faktisk kendte, blev der spillet den fede ”Milkman’s Son” og gennem det hele var der en helt fantastisk stemning i både publikum og band, og for en gangs skyld troede man faktisk lidt på det, når en frontmand sagde at vi var ”the best crowd yet”. I stedet for at gå ud fra scenen og komme ind igen til to ekstranumre, aftalte Crane med publikum at bandet bare lod, som om de gik ud og derefter frøs alle på scenen et par minutter som i stopdans, for igen at gå amok med ”Everything About You” og et hidsigt, og ganske vellykket cover af Motörheads ”Ace of Spades”. Det var, som om Ugly Kid Joe slet ikke havde været væk i over femten år; musikken har i hvert fald langt fra mistet sin charme.

Skid Row 5/10
Det samme kan man ikke sige om Skid Row. Bandets første album udkom faktisk kun tre år før Ugly Kid Joes første album, men deres lyd er, også i de nyere numre, noget mere forældet at høre på, hvilket også kom til udtryk flere gange i løbet af deres koncert. Det er sikkert en svær opgave at fylde skoene fra divaen Sebastian Bach, men Johnny Solinger gjorde da bestemt sit for at virke som en overbevisende frontmand.

Vokalmæssigt var det ganske godt i flere numre, endda også på et par af de ældre ballader ”18 and Life” og ”I Remember You”, men det var tydeligt, han ikke har formatet til at bære bandets nok mest kendte nummer ”Youth Gone Wild”, her savnede man Bachs stemme (selvom man nu godt kan være arrogancen foruden) og det var ofte, som om Solinger prøvede for hårdt på at være en rigtig rock ’n’ rollfrontmand. Det faldt dog lidt til jorden, da han kom til at virke lidt plat og påtaget.

Bandet var egentlig velspillende, men meget af det nyere materiale er hurtigt glemt, og når man ikke har nostalgien med som element, mistede denne anmelder interessen. Der var dog god stemning i det meste af publikum, især dem der var tæt på fyrre og havde drukket virkelig mange fadøl på en kold mandag, så fællessangen og djævlehornene kom frem, men på den lidt for banale og røvballeagtige måde. Måske skulle man have været teenager i Skid Rows storhedstid for virkelig at være inviteret til festen.

Tags from the story
,
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.