12.05.17 – Peter Hook and the Light – Koncerthuset, Studie 2

PeterHook-Presse2017-1050x700

Lettere skizofren maratonkoncert.

Peter Hook and the Lights gæstede for anden gang København med et galleri fra Joy Division og New Order fortiden. Sidst i Amager Bio brugte Hook meget energi på at sværte Sumner og de øvrige New Order medlemmer, da en aktuel disput på det tidspunkt åbenbart fyldte meget.

Denne gang var Hook og hans udmærkede band dukket op ifølge af en stram sætliste bestående af pladerne Substance, der i sin tid blev udgivet i to versioner. En med New Order og en med Joy Divisions katalog af singler, outtakes mv.

Så sættet var givet på forhånd i og med det var de to respektive plader spillet fra a til z.

På slaget går Hook og Co. på scenen. Han kigger os kort an og spørger: ‘Are you scared?’, mens han smider et lille skælmsk smil. Det pænt besøgte Studie 2 smiler tilbage og det er noget nær den eneste kommunikation der er denne lange aften, hvor næsten tre timers klassikere mixes med tidlige og mindre befærdede numre og blandes i et sært mix af alt fra ren karaoke med autontune vokal til den ondeste postpunk.

“Dreams Never End” starter sættet. Lyden er helt fin om end lidt lav og når næste byge af numre udgøres af “Procession”, “Ceremony”, “Everything´s Gone Green” – her kan Hook ikke dy sig for at spille lidt baslinjer fra Love Will Tear Us Apart – “Temptation” og det mindre kendte, men sindssygt oplagte “Cries and Whispers”, kan ingen andet end glæde sig. Det er simpelthen eminente numre Hook og Co. bevilger os og publikum er tydeligt glade, især under “Ceremony” oplever man en fest.

Så kommer megahittet “Blue Monday”, der også skaber behørig glæde. Den er leveret i skabet og får lige den ekstra tand, der gør det interessant live.

“Confusion” overtager og herfra går det støt ned ad bakke. “Confusion” har altid været et fesent nummer og her taber koncerten momentum. Synthmanden smider lidt autotune vokal og guitaristen kører vokalen. Her bliver man ledt tilbage til New Orders sløje periode og det er pludselig svært at bevare begejstringen. Vi føres over i en cheesy udgave af “Thieves Like Us” og selvom prima numre som “The Perfect Kiss” i en extended og tonsebasset version, “Subculture” og “Bizarre Love Triangle” glimrer, får koncerten pludselig en snert af noget helt galt. Megasællerten “True Faith” løfter det hele lidt, men man efterlades alligevel med en fad smag i munden.

Efter ti minutters pause med Kraftwerks “Trans Europe Express” gjaldende ud af højtalerne, vender Hook og de hyrede lakajer tilbage til sæt to, der går endnu længere tilbage i historien, nemlig til Joy Division delen. Og her skifter alt farve og tempo. Pludselig er det som om Hook og band føler en nødvendighed. Som om de nu for alvor har lyst til at være her. Der bliver gået til postpunk stålet og bandet synes oplagte på en helt anden måde end tidligere på aftenen. Efter fire fine numre sætter Hook trumf på med kvadraden “These Days”, “Warzaw”, “Leaders of Men” og “Digital”. Her er guldet med offensivt spillet gåpåmod og en punkish attitude, der bare brænder igennem.

Herefter tager en lang og suggestiv version af “Autosuggestion” over og resten af koncerten bliver en kongerække af suveræniteter. “Transmission” leveres i en fejende flot og medrivende version, hvor folk istemmer ‘Dance to the radio’ og bandet kvitterer med en tonstung udgave, der bare tager kegler. En sindssvagt neglebidende og frysende version af “She´s Lost Control” efterfølger og efter dræbende intense versioner af “Incubation” og “Dead Souls”, slutter Hook sættet med de to überklassikere “Atmosphere” og “Love Will Tear Us Apart”, førstnævnte i en cadeau til Ian Curtis der døde for netop 37 år siden Store bededag.

“Atmosphere” er desværre alt for muskuløs i forhold til originalen og det er er synd, for det er en af verdens smukkeste sange i al sin stringente vælde. Det samme gør sig gældende for lukkeren “Love Will Tear Us Apart”, der bare signalerer, at Hook ikke er Curtis.

Overall fik publikum hvad de kom for. Hook har altid været en spradebasse og hans gentagne ‘yeeaah’ råb i numrene skaber mere stadionstemning end den stramme oprindelige lyd fra de hedengangne værker. Han er klart bedst i Joy Division numrene, da hans vokal bedre fanger den mørke røst og han må ofte have assistance fra guitaristen, når han skal levere New Order delen, der befinder sig i det lysere og højere leje.

En lettere skizofren koncertoplevelse er til ende og skulle jeg have styret begivenhederne, ville jeg have vægtet de første tidlige New Order numre og katapulteret dem videre i Joy Divison sættet.

Dét havde givet en fantastisk koncert!

 

 

6
6
Tags from the story