13.05.13 – The Knife – Store Vega

TheKnife-Presse2012-565x377

Mystisk koncert fra sveriges elektro-excentrikere

De svenske elektroniske excentrikere The Knife leverede en mildest talt eksperimenterende koncert i dobbelt udsolgte Store Vega. Eller måske snarere en musikalsk oplevelse, for en koncert i gængs forstand, var det langt fra. Vel vidende, at når man indløser billet til duoen, får man en koncert der bryder med konservative live-dogmer, så var det nu alligevel at gå for langt i nyskabelsesiver, det hipsterbandet præsenterede det ellers oplagte publikum for. Nyskabelse var det imidlertid ikke, for et band som Kraftwerk har for efterhånden mange år siden spillet publikum et puds, ved at optræde i liveform med vellignende robotter spillende på synth og computer og dermed lege med konventionerne for en almindelig koncertstørrelse.

Efter en kort, men irriterende opvarmning fra et tågehorn, der forsøgte at piske lidt varme og socialt samvær ind i salens forventningsfulde publikum, gik de to søskende Karin og Olof Dreijer på scenen – eller gjorde de? For ud på scenen skred otte dansere/performere i boksekåber og begyndte en endeløs gang ekspressive danseøvelser, der ikke gav indtryk af at være synderlig indstuderet – ej heller professionelt udført. Jeg tog mig i hvert fald i, at tænke på en 7. kl. i folkeskolen, man kun ville holde af, hvis man var forældre til gruppen. Musikere var de heller ikke, for de driblede rundt mellem forskellige instrumenter, der ingen konkret effekt havde – stik og ledninger var fraværende og dansetruppen holdt inde i ny og næ, som det nu befandt dem vel. Spejdede man efter Karin eller Olof, var det umuligt at vide om de var tilstede blandt truppen eller de blot spillede deres maskiner ude bag scenen. Eller måske blot havde indspillet de elektroniske skæringer på forhånd, for så at afspille dem via anlægget. Besynderligt var det i hvert fald at være vidende til og var der en mening, gik den efterhånden tabt for undertegnede.

Jeg tog mig i at skue til uret efter 30 min. og kiggede mig stjålent omkring, for at se folks reaktioner. Mange så forvirrede ud, nogle jokede: “Spil mere play-back”, andre havde et bekymret, og efterhånden skuffet blik. Var det virkelig, hvad vi fik for den lille 400 kr. seddel og den oparbejdede hype, man forventningsfuldt havde glædet sig til endelig blev indfriet.

Endelig forlader det ligegyldige danseensemble scenen under det instrumentale “Networking” og jeg føler en befrielse, for ikke at skulle følge de latterlige mennesker, der render rundt på scenen og drikker lidt vand hist, skifter lidt tøj pist, snupper et tilfældigt instrument et par minutter, for så at droppe det igen mere eller mindre tilfældigt. Smilende overværer jeg et effektivt laserlysshow og tænker på det paradoksale i, at glædes over at glo på en tom scene i fem minutter!!

Tilbage på scenen træder danserne igen og spiller det eneste nummer fra Deep Cuts; “Got 2 Let You” i en happening, hvor en af de mandlige performere vrider sig bøsset og skabet på en måde, der ville gøre Prince misundelig, mens han agerer sanger og suppleres af sig selv på et lille lærred. Mærkeligt at vælge det undseelige nummer, når man har sværvægtere som “Heartbeats”, “Pass This On” og “You Take My Breath Away”. Samme gør sig gældende for grovhitteren og vel nok The Knife´s bedste skive Silent Shout, der godt nok repræsenteres af det fantastiske titelnummer som afslutning på den besynderlige koncert, men ellers kun ydes retfærdighed af det noget anonyme og mest ligegyldige track “One Hit”. Stort set alle andre numre på det album er mesterlige og mange flere burde indgå, men The Knife går deres helt egne veje og vil det anderledes – Take it or leave it!

Efter en formidabel version af Shaking The Habitual´s tribale “Full Of Fire”, hvor dansetruppen gennem halvdelen af nummeret står stille som stenstøtter i det ene hjørne af scenen, glider “Stay Out Here” på magisk vis over i en bragende flot finale med “Silent Shout”. Her går salen fortjent amok og hvor ville man dog have ønsket sig mere fra det album. Fejende flotte flader af laserlys i alle farver skærer igennem Vega og man kunne ikke være højere på lovlige stimulanser. Efter danserne har forladt scenen pumper technofesten videre 10 min. endnu og folk begynder at sive, selvom en lørdag aften nok havde fået mange til at blive i den stemning.

Lyden var høj, næsten på grænsen til det smertelige  indimellem, men det skal det være for at gå rigtigt i mellemgulvet og lydbilledet var klart og tonstungt i basområdet, men som koncert at betragte, var aftenen en slap omgang kejserens nye klæder. Jeg sad på balkonen og bed mærke i, at et af mikrofonstativerne havde el igennem. Den mikrofon blev sunget under nummeret “Stay Out Here” af en langlemmet lyshåret pige bag et klaver, hvor det tydeligt blev sunget live. Det samme gjorde sig gældende under “Silent Shout”, der ikke var med det oprindelige vokalspor, så måske det var Karin Drijer, måske bare en oplært protege til formålet?!

Det forbliver fortsat et åbent og uafklaret spørgsmål, hvordan hun og brormand ser ud og om de overhovedet var på scenen denne aften i Vega. Hvad der ikke er uafklaret er, at denne aften var noget ud over det sædvanlige og at The Knife sked højt og flot på koncertkonventionerne og leverede en koncert, der ikke vil blive glemt foreløbig. Personligt var jeg både pissesur over den måde, de sjofler min ide om en koncerts form på, oppe i de røde felt over den lemfældige aflevering af et såkaldt danseperformance-show, men også ærefrygtig over en så vedholdende, excentrisk og kompromisløs tilgang til et liveshow fra et band, der ikke går mange af på dusinet.

Karakteren er jeg stadig i tvivl om – spørg mig om en rum tid…

Tags from the story