14.02.19 – FKJ – Store Vega

FKJ-Press2019-1050x700

Danskerne er vilde med den selvlærte dreadlockede musiker

Den 14. februar er ikke en helt almindelige dag. I hvert fald ikke efter at amerikanernes Valentines Day for alvor har gjort sit indtog i danskernes hverdag. Og hvad gør man så på sådan en mærkedag, der går ud på at man skal fejre kærligheden? Uden at blinke tager man selvfølgelig ind og lytter til New French House i Store Vega leveret af halvfemserbarnet og multi-instrumentalisten FKJ. Forkortelsen står for French Kiwi Juice, og det er ikke første gang at franske-zealandske Vincent Fenton, som han i virkeligheden hedder, har spillet udsolgte koncerter på dansk grund. Hans koncert på Pumpehuset sidste år meldte udsolgt, så danskerne er i den grad vilde med FKJ’s soulede elektroniske lydunivers. Undertegnede stiftede først bekendtskab med FKJ, der oprindeligt er uddannet som lydtekniker, da han fremførte nummeret “Tadow” sammen med den jamaicansk-amerikanske musiker Masego.

Imponerende visuelt one-man show i miljøets tegn

Store Vega var varmet godt op til parisiske Dabeulls toner i en overfyldt sal med spændte koncertgæster, der både talte flere grupper af svenskere, der var taget over broen for at høre musik-talentet, Valentines dates, hvad enten de ville kaldes det eller ej, og undertegnede som selv blev date crasher. “Environments change you. I needed a change”. Ordene kunne læses på et gigantisk gennemsigtigt lærred der hang foran scenen, og sidenhen skulle vise sig kunne køre op og ned, mens FKJ stod bagved, alenemand på scenen, med et hav af musikinstrumenter på stativer. Så var stilen lagt til en koncert der vekslede mellem billeder af naturen og det urbane, som afspejlede sig i musikken som både var organisk, i form af FKJ som spillede på alle instrumenterne selv, og kunstig da tonerne blev optaget undervejs og spillet gentagende gange for at danne det underliggende beat, mens hans vokal lå øverst. FKJ var her, der og allevegne når han skiftede fra klaver, til bas, til keyboard, til saxofon og dernæst til trommer, mens skove, vandfald, strande og passerende storbyer prægede det omskiftelige lærred. Hans første numre handlede i den grad om hvor man har hjemme med titler som “Leave My home” og “Go Back Home”. Det var enkel sangtekst, tunge rytmer og flere lag af loopede lyde, der ledte tankerne hen på artister som Flume og Photay.

Lysshow kammer over

FKJ spillede “Unchained” fra albummet Time for a Change (2013) og “Lying Together” “Better Give U Up”, “Skyline” fra French Kiwi Juice (2017) der alle blander soul, pop og elektronisk musik. Selvom man ikke kunne være andet end begejstret for Vincent og hans overlegne musikalitet og evne til at skabe en visuel oplevelse udover det sædvanlige med det dynamiske lærred og lysshow, som var han en anden dukkefører, var det som om at der er blevet slået et for stort brød op. Lysene skar i øjnene, og de skiftende fortællinger på lærredet blev næsten for majestætisk, mens musikken begyndte at være for ensformig. Det var som om der manglede noget nærhed. FKJ spillede “Tadow” med Masego projekteret som hologram udstyret med sit kendetegn, saxofonen. Publikum vågnede for alvor op og sang med på nummeret. Derefter satte FKJ sig hen til klaveret og spillede “Vibin’ out” med den smukke sangerinde (((O))), tidligere Jane Marieezy, projekteret på lærredet som en anden gudinde dækket af guld.

Højdepunkterne hørte slutningen til

Da koncerten var mod vejs ende begyndte flere af publikum allerede at gå, og da FKJ forlod scenen gik cirka halvdelen under klapsalverne. Det skulle vise sig at der ventede en ekstra godbid til os der tålmodigt blev tilbage foran scenen. FKJ kom nemlig ud igen og denne gang opbyggede han et nummer live på scenen, helt fra at bruge publikums stemme, til at lægge guitar riffs på, keyboard, og synthesizer. Dette var hans musikalske legeplads, og måske det han i virkeligheden havde glædet sig til under hele koncerten. Det var i sandhed ‘kiwi i egen juice’ for de få inviterede, der fik smagt den ægte French Kiwi Juice. Melodiernes stemninger bevægede sig mellem det sovende, drømmende og festlige. Musikken var som en konstant hjertebanken, og man følte at man oprigtigt var tilstede. FKJ’s sidste optræden var helt sikkert det bedste og det han skulle have givet sit publikum mere af, som var intimitet uden fancy indpakning. Han blev mødt med højt bifald og man kunne høre hvor taknemmelige han var for danskernes musikglæde, da han ydmygt fik det danske ord “tak” over sine læber.

Karakter

7 Karakter
7