14.03.17 – Blonde Redhead – Koncerthuset, Studie 2

Foto: Julien Bourgeois
Foto: Julien Bourgeois

Svalende og forfinede toner fra Blonde Redhead

New Yorker trioen Blonde Redhead besøgte for første gang Koncerthusets Studie 2 på en noget vindblæst aften på Amager. Sidst bandet besøgte København var i Vega i 2007, så det var en meget pænt besøgt sal, der tog forventningsfuldt imod. Præcis kl. 20 gled tre skikkelser i form af de to italienske tvillingebrødre Simone og Amedeo Pace og den japanske sirene Kazu Makino stille og næsten undseeligt ind på scenen til høflige klapsalver. Trioen kommer med deres spritnye EP-udgivelse 3 O´Clock i baglommen, men havde lovet en varieret sætliste med hyppig vægt på fortiden. Det blev da også som lovet med adskillige bagud skuende nedslag og godt for det, for der var ingen tvivl om, at det var det størstedelen af aftenens publikum var kommet for at høre, vurderet ud fra klapsalvernes styrke.

Blonde Redhead er ikke et band, der gør synderligt væsen af sig. Faktisk blev der hverken sagt god aften eller henvendt sig i øvrigt mellem numrene før langt inde i koncerten. Umiddelbart kan flere af bandets numre udi dreampop-terminologi indimellem virke lidt kedelige ved første lyt, men det lønner sig at holde ved, for numrene åbner sig indimellem som små juveler over tid.

”Falling Man” fra hovedværket Misery Is A Butterfly åbner fornemt koncerten og viser hvor stærkt et album det vitterligt er. Varieret og både pågående og poetisk henholdende på én gang.  Guitaristen Amedeo Pace håndterer vokalen på dette nummer og netop vokalerne bliver fordelt og veksler aftenen igennem imellem ham og Makino. Enten i samhørigt fællesskab eller hvor de hver især dækker opgaven.

”Bipolar” fra Fake Can Be Just As Good overtager og også her er det vældigt medrivende uden at være overgjort offensivt. Makino og Amedeo duellerer med knivskarpe og knastørre guitarhug fra dengang Blonde Redhead ofte havde støjende pondus som et Sonic Youth i lightudgave. Vokalen stod Makino for og hendes stemme lød ikke helt så sensuelt drømmende som den plejer. Der manglede lidt i top og bund og Makino synes en anelse besværet i forhold til sidste gang, de ramte hovedstaden. Det viste sig at være et problem, der blev annonceret af Makino selv senere på aftenen. Her måtte hun efter flere gange at have set pinefuldt irriteret ud, med fagter vise Amadeo, at hun var på glat is.

Den übersmukke ”Elephant Woman” ligeledes fra Misery Is A Butterfly fulgte og her var ingen slinger i halsen eller noget at udsætte vokalmæssigt. Efter den triade af bagud skuende numre fra den gyldne fortid, måtte det være tid til et nummer fra EPén 3 O´Clock. Det fik vi med det lovende betitlede ”Where Your Mind Wants To Go”, der desværre ikke levede op til sit navn. Jo måske med negativt fortegn, for det var en mindre dødssejler, der drev sindet ud ad kedsomhedens afveje. Heldigvis fulgte de op med hittet ”Dr. Stangeluv” fra 23, der fik humøret og begejstringen i top igen og her forblev man med det underskønne ”Dripping” fra Barragán med sin elektronisk repeterende og særdeles smittende puls i selskab med overbevisende og fornemt guitararbejde fra de to frontpersoner, der hele tiden havde hinanden for øje og gav plads som en fin strenge-pardans.

Lyden var overordentlig god og stod som altid præcist og flot i det akustisk veludviklede rum i Studie 2. Måske en kende lavt til tider, især de få steder i løbet af koncerten, hvor Blonde Redhead for alvor bragede igennem, men der var primært småting at indvende denne aften. 

Mod slutningen smed bandet de to fremragende numre ”Misery Is A Butterfly” og et af deres allerstærkeste numre ”Spring and By Summer Fall”, som Amedeo leverede forrygende både på vokal og guitar. En udpræget fornøjelse, hvor man bare blev ført med ned ad støjende stier af shoegazet drømmepop.

Efter en kort exit kom Blonde Redhead tilbage til begejstret piften og inviterede til tre ekstranumre, hvoraf særligt ”23” tydeligvis er en publikumsfavorit med sin gyngende og dansable støjpop, men også lukkeren ”No More Honey” fra Barragán vakte stor begejstring i en lang loopet finale, hvor Makino tabte sig selv på befriende vis og bare tumlede henført, ekstatisk og ude af sig selv frem og tilbage over scenekanten, som en sanger helt og aldeles opslugt af musikkens repeterende toner.

Inden bandet fik lov at forlade scenen, blev de mødt af så begejstrede tilråb og klapsalver, at den generte og ellers normalt så reserverede Makino, flere gange kiggede måbende på publikums overraskende ovationer, som om hun ikke troede sine egne øjne og ører. Tre gange stoppede hun ved udgangspartiet og vendte så tilbage for rystende på hovedet at modtage folkets hyldest.

Lidt vokalt knas fra Makino´s stemmebånd grundet en forkølelse, kunne ikke ødelægge en fin aften i selskab med et snart 25 år gammelt band, der over ni album altid har ligget i slipstrømmen af de helt populære bands indenfor den alternative shoegaze/dreampop scene. Et band der ikke taler med store bogstaver, men med subtile og indimellem også ganske støjende virkemidler stadig har både berettigelse og et publikum, der ikke har svigtet dem igennem årene.

Karakter

7 Karakter
7
Tags from the story