14.04.12 – D-A-D – Falconer Salen, København

D.A.D. i Falconersalen (foto: Lars Asmussen)

Hovedstadens sejeste seniorklub

The Floor Is Made Of Lava havde leveret en fin opvarmning lørdag aften, og de afsluttede med at fortælle de cirka 3000 fremmødte, at nu skulle vi tage rigtig godt imod, når seniorklubben gik på scenen. Seniorklub eller ej, så blev D-A-D modtaget med et jubelbrøl fra den fyldte sal, da de åbnede med den spritnye ”A New Age Moving In” fra albummet DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK. Jesper Binzer var tændt i centrum af scenen. Iført sin velkendte stramme denimjakke og sit evigt lange hår, gav han sig lige fra begyndelsen 100% både vokalmæssigt og i sin indlevelse. Den gale bassist Stig Pedersen lagde ud med sin glasbas med blåt neonlys, Jakob Binzer var sikkerheden selv på leadguitaren og gruppens yngste, Laust Sonne, smadrede løs på trommerne hævet en meter over scenegulvet. Umiddelbart var der intet der tydede på seniorklub, da D-A-D kom på scenen. De var tændte, og det samme var Falconer Salen.

D-A-D fandt en passende balance mellem de nyere numre, og de gamle som enhver efterhånden kan skråle med på. Jeg blev i aften klogere på, at selv om jeg selv stod af D-A-D kareten for år tilbage, så har kvartetten stadig mange trofaste fans. Når klassikere som ”Jihad”, ”Everything Glows” og ”Bad Craziness” så ramte hovedsættet, var band og publikum tæt på at lette taget på Falconer Salen. Et af de absolutte højdepunkter var da Laust Sonne på sit trommesæt blev kørt frem på scenebroen ud blandt publikum for at fyre sin trommesolo af. Trommesættet, med Sonne fastspændt af seler, blev drejet 90 grader, så han med ansigtet direkte mod jorden fik fyret et trommeshow af under ”I Want What She’s Got”. Generelt var der ingen spor af seniorklub, når scenen og dens kanter blev udnyttet til fulde, og når D-A-D endda havde ild med i sceneshowet.

Stemningen var konstant på kogepunktet, og det var imponerende set i lyset af, at publikum var en meget broget flok. Der var de unge som havde kæmpet sig op foran scenen og her blev der hujet, klappet og sunget, når D-A-D bød op til det – og det gjorde de ofte. Længere nede og øverst på den store balkon befandt sig de fans, der formentlig havde kendt D-A-D næsten fra starten. Jo, det var en blandet gruppe af fans i alle aldre, og imponerende var det, hvordan D-A-Ds musik og sceneshow formåede at samle de 3000 publikummer.

D-A-D blev kaldt tilbage til ekstranumre to gange. Her fik vi både ”Sleeping My Day Away”, ”Laugh and a Half” og slutteligt selvfølgelig ”It’s After Dark”, og helt som fortjent blev dansk rocks erfarne cowboys sunget og hoppet til måls af det tændte publikum. Nok lagde jeg D-A-D bag mig for en del år tilbage, men de imponerede mig dog denne aften, og jeg tror ikke, der fandtes en eneste i Falconer Salen, som var uenig med mig.
[nggallery id=145]